Vis kilden til Kjeldearkiv:Wentzelhytta, et besøk i 1898

Denne artikkelen er fra 1898 og sto i «Hver 8.dag», et illustrert familieblad redigert av Rosenkrantz Johnsen. Vi vet ikke sikkert hvem denne  L er som utsatte seg for de store prøvelser det var å komme seg opp på [[Vardåsen]] i [[Asker kommune|Asker]]. Det kan være forfatteren Sven Lange som var knyttet til bladet.

== Paa "Stupet." Hos Wentzel. ==

{{thumb|Wentzelhytta.jpg|Wentzelhytta på Vardåsen. Bildet er tatt i 1898 i forbindelse med denne artikkelen|ukjent/Hver 8. dag}}Ved  Asker  station  bor  maleren Wentzel. Paa toppen af et ude i Asker liggende fjeld, Vardaasen,  har  han  bygget  sig  en  !iden stue, hvor han med  sin familie bor  hele sommeren.
Der besøgte vi ham engang  i sommer.
Som veiviser mødte os ved Asker station Wentzels tjenestepige. Og vel kunde vi behøve veiviser.  Ti  at  finde frem til « Vardaasen var baade vanskeligt og besværligt - ialfald for os Karl Johanstravere.
Det bar gjennem smale, mørke skogstier, hvor vaare klæder hvert øieblik  hang fast i de overhængende grene, og hvor vi  stadig  maatte   gaa  paa   vagt  efter  orm  - det indbildte  ialfald  vi  bymennesker  os ;  jeg  for  min del gik med en  tynd  pisk  i  haanden  til  at  modtage  ormen  med ;  jeg  har  nemlig  læst  hos  Vinje,  at  naar  man  vil  dræbe  en  orm,  skal  man   bare   rette et  slag  med  en  tynd  pisk  mod   den,  - det er  det  mest  virkningsfulde   middel.
Fremdeles gik det over vaade myrstrækninger , stenede urer  og  opad  steile  skrænter,  hvor  det var saa brat, at vi formelig maatte  heise  os  op  efter  busker  langs stien.
Vi var saa andpustne, da vi var kommet op paa fladen,  og  hjertet   bankede   saaledes   i   os,   at   vi 
ganske blege i ansigtet  et  øieblik  maatte  indtage horisontalen.

Efter en stunds vandring paa flad  mark kom  vi  saa  over  en  ny  myrstrækning,  og da opgav vi ethvert haab om  at  komme  tørskoet frem.
Nu  saa  vi h uset . Pigen haukede et langt, klart « ohoi! »  Og oppe fra huset svarede fru Wentzels stemme med  et ligesaa klingende « holloi  !»
Nogle   øieblikke   efter   sad   vi   bænkede    paa « Stupets»  veranda,  og  det   første  vi  foretog  os,
var  at  styrte  i  vore  tørre  struber  nogle  glas skummende selters.

« Stupet »  minder  i  høi  grad  om   den   gamle  Kolbotnstuen - saaledes som denne var for en 10  a 11  aar   siden.   Den  er  en  aarestue  -peise stue  siger  man   ogsaa  - og  ad  en   anden  trappe kommer  man  fra  stuen  af  op  paa   et  gulv,   hvor  der er indredet to sovepladse.  Denne indredning kaldes i Hallingdal for « Hemsedal,» efter en skik, som  Hemsedølerne bruger.

Udsigten fra "Stupet» er simpelthen storslagen, henrivende. Det ligger omkring 1000 fod over  havet,  med  frit  udsyn  over  en  vid omkreds.
Rundt omkring ser man den vakre, rige Asker bygd  med  dens  bakkede  terræn,  skovrige  aaser og vækstrige dalfører. Foran ligger  Kristianiafjorden med sine talrige dampskibe og  seilere.  Mod syd kan man se helt til Haaøen  og  den  nordlige del af  Drøbak, og mod nord skinner Kristiania  tydelig  frem  i sollyset.

I « Stupets» umiddelbare nærhed er der flere bratte fjeldstyrtninger af  en  7  a  800  fods  højde . Vi nervøse byfolk havde en saadan uhyggelig følelse af  disse  styrtningers  nærhed,  at  vi  ikke  følte os trygge, før vi vel og vakkert var kommet os hjem igjen.

Wentzel fortalte, at nogle bønder derude havde været oppe paa  Vardaasen  for  at  jage  hjem  en flok sauer. Flokkens ledende væder, som  ikke  havde set folk paa lang tid, blev  saa  ræd, at den satte udfor en af disse styrtninger - og hele saueflokken  efter.   Bønderne   troede   naturligvis, at  alle  var  knust  til  smadder.  Men  da  de   kom ned i dalen, gik hele saueflokken ganske rolig og græssede.  Det  var  nok   den  tykke   sommeruld, som  havde  tat  stødet  for dem.

Wentzels to barn, vakre blaaøiede smaagutter, hvoraf den ene er et typisk julekortbillede,  trakterede  os  med  blaabær,  som vi  spiste  af  buskene. Nogle dage før havde de ogsaa plukket halvanden  liter  multer i nærheden.
Ja, dette er sandhed et guddommelig deiligt sted, udbrød   jeg begeistret for  tyvende  gang.
Ja, men De maa sige til folk , at her er stygt og utriveligt, sa fru Wentzel ; for ellers risikerer vi at faa alt for mange folk  herop.

Hvor til  jeg  citerede  en dansk vise som skuespillerinden fru Recke-Madsen sang for violinisten  Suckow  og  mig:
Men  sige  Eder,
det gjør jeg ikke, 
fordi did hen , jeg frygted ,
alverden flygted ,
og glæden  var saa  forbi .

Saare karakteristisk er det for Wentzel, at han har valgt sig netop et sted som dette til at  arbeide paa. Der findes ikke hos os en friskere, mere robust kunstnernatur end han. Hans udvikling fra at være den djærve, næsten naturalistiske figurmaler  til  at  bli  den fine skildrer af den koloristisk saa pragtfulde østlandske natur med livfuld staffage, skyldes hans   ophold    her  i Asker   i  de  senere aar.

En herlig ting  for  hans  sunde  kunstnerblik  er det ogsaa, at han bor saavidt isoleret.  Viddens friskhed og renhed, fjeldnaturens poesi vil vi stedse komme til at spore  i  hver  rislende  bæk ,  i  hvert skjælvende  blad,  i  hver  skikkelse, han kommer til
at fremstille.
L.

[[Kategori:Asker kommune]]
[[Kategori:Borgen (Asker)]]
[[Kategori:Hytter]]
[[kategori:1898]]