Vis kilden til Kjeldearkiv:Norgesbrev fra Ludvig Dahl til F.V. Mohn 1926-03-10

{{Infoboks brev
| målform       = nb
| bilde         = Konvolutt US philatelic 1925.jpg
| dato          = 1926–03–10
| frasted       = Østfold, [[Fredrikstad]]
| fra           = Ludvig Dahl
| til           = F.V. Mohn
| tilsted       = 1926–03–10
| nummer        = 984
| samling       = [[Norgesbrev]]
| oppbevaring   = NAHA
| tagger        = Kultur, bokutgave, bokanmeldelse, norsk-amerikansk tidsskrift, oversettelse, Økonomiske kår, radikal, forlag, krigskonjunkturer, sosialisme, kommunisme, Religiøsitet,spiritisme, seanse, dødsfall, sabotasje, Politikk, konservativ, presse
}}
Kjære Hr. F.V. Mohn
	
Nei hvor det var morsomt at faa et sligt friskt og samtidig saa varmt pust fra en landsmand over i det fjerne Vesten! At jeg omslutter Deres fremrakte vennehaand med begge mine behøver jeg nok ikke at forsikre dem. Tenk om alle - eller dog nogle - ville læse min bog med det sind og den forstaaelse! Ja lad mig nu ikke virke som en pessimist paa dem, efterat jeg har offentlig forkyndt min optimisme. Jeg har slet ingen grund til at beklage mig over min bogs modtagelse, selv om til en begyndelse til den sensation som fremkaldtes omkring den gjennem løsrevne, tildels likefrem misvisende gjengivelser i pressen fra seancernes indhold holdt paa at ta pusten fra mig, for ikke at tale om min datter, det arme medium. Det gik raskt over efterhvert som mit skrift virkelig blev læst og ikke bare bedømt og kommenteret efter de løsrevne citater. Ja efterhaanden er der virkelig ogsaa i den hjemlige presse fremkommet forstaaelsesfulde anmeldelser. Og en mængde breve fra ukjendte læsere har beredt mig og mine inderlig glæde. Pussig nok - søndag sidstl under min hustrus og mit besøk hos vor datter og svigersøn i Fredrikshald spørger min datter om jeg endnu faar breve fra læsere av min bog, og min hustru svarer nei at nu er det at regne for slut dermed. Og saa finder vi ved vor hjemkomst Deres sprudlende brev og dertil en anmeldelse i et udbredt norsk-amerikansk blad! Og saadan en anmeldelse.
	
Jeg har en broder, ingeniør Ole Worm Dahl, adr. 12 Alexander Street, Dorchester, Mass. Han har gaaet igang med at oversætte bogen til engelsk. Han har været 27 aar i U.S.A. og er en god stilist. De prøver han har sendt mig har ialdfald tilfredsstillet mit engelske øre. Tenk om de vilde læse igjennem hvad jeg hidtil har faaet, og sige Deres mening derom? Kanske endog give et raad med hensyn til forlægger og den slags, som baade min bror og jeg føler os staaende noksaa forudsætningsfattige overfor. Ikke at vi spekulerer i nogen økonomisk sukcess - selv om dette, for mit vedkommende især, nok vilde komme vel med, eftersom jeg endnu sidder igjen med endel forpligtelser fra sammenbrudet efter krigskonjunkturen - et godt raad her vilde under alle omstændighede være os værdifuldt. Men tro nu ikke at jeg har til hensigt at exploitere den velvilje De har vist mig. Tanken kom currente calamo, og jeg tror kanske at jeg drister mig til at vedlægge dette brev de prøver jeg hidtil har faaet fra min bror, samtidig som jeg forsikrer at jeg ikke gjør regning paa nogen indgaaende censur fra Deres haand.
	
Det som ikke mindst interesserer mig i Deres brev, er Deres udtalelser om socialisme og kommunisme. De møter saavisst ingen antagonisme hos mig paa det felt. Det er ikke en uke siden, at jeg i en samtale mellem venner fremholdt at jeg hos vore socialister fandt det rikeste fond av baade hovedets og hjertets bedste egenskaber, elevation, bon sens, aapent sind, offervillig hjælpsomhed og takt. Men her findes rigtignok - i konflikt med socialisterne - en art av kommunister, som ikke er sympatiske i sin krasse materialisme og sit hadefulde syn paa borgersamfundet. Mindst av alle har dog trustmakerne og de rike skattesnydere min sympati.
	
Alligevel har De sagtens ret i at jeg er konservativ. Dog indbilder jeg mig at jeg har bevaret en medfødt evne til at ta et primitivt standpunkt til alle livets og samfundets spørsmaal og en ærlig vilje til at dømme fordomsfritt. Ogsaa jeg har blandt mine mange konservative omgangsvenner haft ord for at være "radikal" og tidt og ofte vakt deres forargelse - som f.eks ved at heise det rene norske flag i 90 aarene mellem deres unionsmerkede. At jeg vilde dele Deres syn paa de amerikanske forhold nærer jeg ikke synderlig tvivl om. Og mit hjerte er paa arbeidernes side ogsaa her hjemme; kun at jeg ikke tror at de vil vinde fram ved hjælp av vold og sabottage og fornægtelse av de gamles tro paa en guddommelig verdensstyrelse.
	
Men jeg maa tilbage til bogen et øieblik igjen. "Kurlationer"[?], oprigtig talt har jeg ikke haft anelse om hvad ordet betyder. Min hustru hadde det fra en seance for 2 - 3 aar siden, da hendes avdøde bror Eivind brugte det. Muligens i en lidt spøgende forbindelse. Hun var selv lige saa uvidende om ordets betydning som jeg. At enhver hentydning til nogen art av sexuelt forhold er udelukket fra vore kommunikatorer er jeg naturligvis fuldt paa det rene med. Men pussig nok nævner Eva i en seance d. 1/6 1925, at "vi har da flirt her ogsaa". Dertil bemerker Evas fader med en smule lune: "Men det ligger nu ikke for mig", hvorefter der rapt kommer fra Eva: "Det løgst Du, Far!" og saa en munter bevægelse av planchetten. Saa tilføier hun: "Hvorledes skulde vi helt kunne undvære det som er saa at si kvintessentsen i livet. For derav er jo liv blit til, ikke sandt! Der ligger saa meget i dette ord par. Enten det er her eller der." - Den 21 februar iaar siger Ragnar paa Faldrebet[?] at han skal "danse idag". Og under munter bevægelse ev planchetten tilføier han: "Vi er saa elegante og mange søte smaapiker at flirte med". Og lidt æfter: "Dette med dansen det er ikke, hvad heter det - - (Jeg: "Mener Du "blasfemisk"?) "gjerne det, men jeg mener bare at det ikke maa komme i nogen bok, for det er allikevel for vakkert til at bli gjort nar av."
	
Dette er vel næsten lidt for paradoxalt for Dem? Som modvægt kunde jeg citere saa overmaade meget av stor etisk og religiøs skjønhed. Men jeg velger at meddele dem et ganske smukt testbevis fra sidstl. december. De vil fra min bog erindre en seancedeltager, Helga, søster av min kone. Hun har i det sidste begyndt at udvikle nogen mediumitet sammen med en kusine, Judith. Men de har ikke rigtig villet stole paa sin evne, fordi de er nødt til at følge planchetten med øinene i modsetning til min datter som i regelen falder i dyp søvn og fører planchetten alene. - Saa melder en dag Signe sig for Helga og Judith (De husker nok Signe fra min bog, en avdød søster av min hustru) og hun siger, at de skal faa et bevis, fordi hun skjønner at de trænger det. "Cathinka (en avdød søster av Judith) kommer om lidt", siger hun, "og vil gi dere navnet paa en som netop er kommet over til os, og som hun har taget imod." (Jeg citerer nu efter hukommelsen, da jeg ikke har seanceoptegnelsen ved haanden.) Lidt efter melder Cathinka sig og siger: "Jeg kommer fra Lallen og har hat et vanskelig arbeide. Det er saa mange som, naar de kommer over, ikke vil tro, at de ikke længer befinder sig i jordlivet." De to kusiner siger saa, at de ved ikke hvem "Lallen" er, hvortil Cathinka svarer at hun ved, at de ikke kjender ham, men at de skal faa hans navn som et bevis. Hans navn er Holst siger hun.
	
Ja, de to kusiner hadde altsaa faat et for dem helt ukjendt navn: Lallen Holst og tillige den meddelelse at han netop var "kommet over". De bestemte sig til at følge de nærmeste dages dødsannoncer, og de finder dagen efter navnet Holst, en ældre mand, død i Moss av slag samme dag som de hadde sin seance. Men fornavnene stemte ikke, de hadde ingen lighed med "Lallen". Imidlertid - næste aften ringer Judith op til Helga i telefonen og siger noksaa altereret at nu har hun faat vide at den paagjældende Holst gik under kjælenavnet "Lallen". Og dette fik Helga selv bekræftelse paa den næste dag, idet hun traf en herre fra Moss og spurgte ham om han hadde kjendt den avdøde Holst. Og dertil svarte manden: "Lallen Holst, ja, ham kjendte jeg".
	
Vi fik efterpaa gjennem Ingeborg fra Ludvig bekræftelse paa denne episode. Ludvig siger til os, at de to kusiner fik dette bevis, "fordi det ikke var os, [... ...] mediumitet".
	
Jeg skylder - ved her at ha nævnt til Dem den avdødes navn, - at tilføie at de to kusiner efterpaa gjennem Signe og Cathinka er blit anmodet om at vise diskretion med navnet. Det blev sagt dem, at "Lallen" nu befandt sig saa vel og var blit saa tilfreds med det nye milieu men at han følte det ømfindtligt at hans navn blev nævnt i forbindelse med denne episode. Ja dette blev en lang berætning som slugte hele pladsen. Saa faar jeg bare endnu en gang sige Dem hjertelig tak og bringe Dem min hustrus bedste hilsen.

Deres hængivne
Ludvig Dahl

[[Kategori:Norgesbrev]]
[[Kategori:Kjeldeskrifter]]
[[Kategori:Fredrikstad kommune]]
[[Kategori:1926]]