3 340
redigeringer
→En aften i Ofoten gamle prestegaard
| Linje 203: | Linje 203: | ||
=== En aften i Ofoten gamle prestegaard === | === En aften i Ofoten gamle prestegaard === | ||
''av Olav Holm'' <br/> | |||
Ofotens gamle Prestegaard, der formodentlig, naar disse linjer nedskrives, "er samlet til sine Fædre", var nesten bleven en Sagnfigur i Nordland. Den skulde Prest efter Prest være bleven repareret, men man kvidde sig for at tage det store Skridt; den var Aar for Aar sunken mere og mere sammen, uden at der var bleven gjordt de fornødne Opofrelser for at faa den ny, og der fortaltes nu de mest eventyrlige Ting om, hvorledes man i de sidste Aar pleide at arangere sig derinde. At hele Prestegaardens Familie var indskrænket til omtrent et eneste beboeligt værelse, var for lenge siden en bekjent sag, at der aarlig aars foretoges store Udtællinger til Doktor og Apotek for Træk og Tandpine, var også en bekjendt sag, og at Reisende, trods al den fri Værtsfolkene udfoldet Elskverdighet og Omhu, alligevel kunde komme i at stifte ufrivillig Bekjendskab med en Nordlandsstorm, ved ogsaa Alle her nordpaa. At den allerede for lenge siden havde faaet sit reglementerende Udstyr af Spøgelser og Gjengangere og at den saaledes i al sin Elendighet ligesom var løfted over i en spirituel Verden, derom behøvde vi heller ikke at fortelle nogen Nordlænding. <br/> | |||
Hvor gammel den egentlig er, ser vi oss ikke istand til at meddele, men tømmeret i den, fortalte en venn oss, fra Hvem vi har disse Notiser havde engang ligget i gamle Ankenæs Kirke, og da den blev nedreven førud derfra og benytted til en ny Præstegaard. Vedkommende mener - hva man formodentlig ad offisiel Vei vilde kunne faa sikker Oplysning om at hvis den nuværende Præstegaards Ælde sattes til 200 Aar var det i formeget. <br/> | |||
Og 200-aarig saa den da ogsaa ud - det vil Enhver bevidne, som en gang har seet den. Det var en firkantet fortrykt Kasse af de skaaned fra Unionstiden, der laa oppe i et lidet Bakkehæld. Den "grønskede" paa lang Afstand, og da alle Omgivelser var huggede bort og den laa meget udsat, gjorde Indtrykket af baade farlighet og Uhygge. Den saa ganske ud som en Gjenganger paa Vandring. Trappene var, naar man skulle gaa ind, saa myge og morkne at man kunde frygte for at man skulde trøde igjennom, og Dørene skallede af i et Slags brun Farve, som de engang i Tiden havde havt. Taget laa trykket tæt ned paa Bygningen og berøv den saa at sige frit Aandedræt, og Græset ovenpaa dette førte en kar og kummerlig Tilværelse. Vinduerne var af de almindelige smaa, fængselsaktige, og en og anden Rude spillede i grønlig Farve. Gjennom hver fuge i Væggen kunde Kniven sættes. <br/> | |||
Og saa inde i Gangen! "Morgenbladet" fra 1819 og "Almuevennen" med ufortolkelige Billeder tilfredsstillende de svundne Slægters Smag for Tapetseri og Billedværk - imellem skinnende gammelt middryssende Tømmer, der satte skyer, naar man var uforsiktig nok til at komme det for nær - og store kviste stod op af Gulvet og dannede Veivisere for flytende Vandstrømme eller indbrytende Regnskyld. Den store Trappe i Krogen til Høyre hang som et Faldrep op til anden Etage - tynd og Skarpslibt, saa at man, hvis man ikke tok sig ivare, naar man skulde gaa op, kunde risikere at faa sit Skinneben kvæstet som af en Ljaa. Og saa disse Ekkoer i anden Etage, naar man gik henover Gulvet, med Knaging forover, bagover, tilhøyjre, tilvenstre, over den hele Reisning som i en gammel Skude i Storm! <br/> | |||
Læg nu hertil det læderagtige, Indtørrede i alle Vægge og panelinger, der ingen ydre Zir havde mottaget, de pustende Sprækker i alle Retninger hvor lys slukkede og Børn fik sig en Forkjølelse paa Halsen, naar de kom dem for nær, de tusind sildrende Hul paa Taget, der i Stunder lagde Beslag paa alle Præstegaardens kopper og Kjørrel, Sneskavlerne i kontoret, hvor præsten skrev med Vanter og i ledige Stunder lærte sine Smaagutter at kaste Snebold, og De vil have Billedet af Ofotens gamle Prestegaard. <br/> | |||
Men her kom jeg ind en Septemberaften sammen med en forhenværende Amerikaner, der gjorde Rejser som Bygmester i disse Egne. <br/> | |||
Som vi kom opover Markerne, saa vi et lidet Gutteansikt, der holdt paa at sjaue med noget Hø nede paa Marken, øjeblikkelig forlade dette Arbejde og springe hen i Kjøkenvinduet og raabe ind: "Mor, der kommer Nogen". <br/> | |||
Strax efter viste Fruen sig og modtog os venlig og førte os ind i, som hun udtrygte sig, "sin eneste Stue". Præsten var ikke hjemme, men var dragen i Sognebud til en af Fjeldgaardene, hvorfra han imidlertid dog snart kunde ventes tilbage. <br/> | |||
"Jeg ved ikke om min Mand har en Pibe at byde Eder eller ej", Sagde den elskverdige Frue og gik hen og ruslede ved sin Mands Tobaksbord; "Men han siger altid, at de er saa tørre, og saaledes er det formodentlig denne Gang ogsaa". <br/> | |||
"Tak, Frue, vi skal nok sørge for os selv", sagde min Ledsager - vi var begge kjende før i Huset; "men saa gaar det, ser De, der er saa faa i Nordland at holde Piber for, derfor blive de gjerne tørre ogsaa". <br/> | |||
"Ja", sagde Fruen, "og naar de kommer, saa kommer de som en Tyv om Natten ogsaa", lagde hun smilende til. <br/> | |||
"Ja, det kan jeg ogsaa bevidne", sagde jeg, "og der hendte ogsaa en ganske morsom Historie i et af Nabopræstegjeldene hertil ganske nylig i saa Henseende". <br/> | |||
Fruen studsede. <br/> | |||
"Man ventede Amtmanden paa Besøg inde i Fjorden, og han kom naturligvis, da man mindst anede det. Fruen paa Handelsstedet fik først Øje paa ham og hans Dampskib ude i Fjorden, og sendte strax Bud til Præstegaarden om at faa laane 12 Eg. Præstefruen havde netop 12 Æg, som hun havde gjemt til Amtmanden, dem sendte hun da afsted, men han kom ikke der, og Fruen sendte da Æggene op igjen, og saaledes for da disse 12 Æg og vandrede op og ned, intil det viste seg, at han sejlede dem begge forbi. 14 Dage efter kom han igjen, men da havde de ingen Æg." <br/> | |||
"Uf ja", sagde Fruen, som hun skulde have vært i lignende Kasus, men lod dog et Smil falde; hun gikk hen og satte et Glas Vin frem til os, og strax efter kom ogsaa hendes Mand. <br/> | |||
"Tør jeg spørge, Hr Pastor", sagde jeg, da vi alle havde faaet Plads omkring det lille hyggelige Bord og Fruen havde bragt et Glas Toddy ind, "hvor det De var i Sognebud nys?" | |||
"Ja det var et af de, jeg vil ikke sige uhyggeligste, men ialfald sørgeligste Sognebud, jeg nogensinde har havt." <br/> | |||
"Hvorledes det?" <br/> | |||
"Der kom en Pige herop til os fra Kristiania for en Tid siden. Da hun havde vært her en Stund, blev hun trolovet med en Gut, som jeg havde dengang, men som da de giftede sig, naturligvis flyttede fra mig. Men det var en knegt af en Gut, men jeg troede dog ikke han var fuldt saa gal, som han har vist sig at være. Han har nemlig været to Gange paa Strafarbeide, har i lang Tid været Bygdens mest beryktede Slaasskjempe, og han vilde aldrig være kommen i mit Brød heller, hvis jeg ikke havde syntes Synd i ham, da han gik her og intet Arbeide kunde faa. Men i denne "Karl" skulde hun blive indtaget. Det hører til Kjærlighedens Mysterier, hvorledes det skulde gaa til; thi hun var ganske vakker og tækkelig, men han var raa, brutal og vemmelig som faa. Vi søgte naturligvis at raade hende fra det, men det nyttede ikke; ham vilde hun have, og for hende var han vist den største fuldkommenhed i Verden. Ja, de fik hinanden ogsaa, men to Maaneder efter havde han forladt hende - han er rejst ud i Verden, Gud ved hvorhen - og nu ligger den unge pene Pige der oppe i en av vore mest afsidesliggende Fjeldgaarde med et lidet ulykkelig Væsen ved Siden af sig. Hun laa paa Høvlflis med et Par sammensyede Sække over sig, og er vist snart færdig til at vandre herfra ogsaa", sluttede Præsten deltagende. <br/> | |||
"Ja, det er besynderligt hvorledes det kan gaa til", sagde min Ledsager. <br/> | |||
"Ja, tænk Dem det", vendte Præsten sig til ham. "Komme fra Hovedstaden, blive gift med en dimitert Straffange og saa dø oppe i en avsides Fjeldgaard i Ofoten - er det ikke altfor sandt, at Herrens Veie er ubegripelige?" <br/> | |||
Deri var vi jo Alle enige; Fruen sad taus og syede, og en alvorlig Stemning lagde sig for Øjeblikket over vort lille Selskab. <br/> | |||
"Enhver som ikke er indfødt her i Nordland", tog Præsten atter til Orde, "vil aldrig komme til at føle sig heroppe, og navnlig er saadanne Væsener at beklage, som kommer herop og ikke har en eneste Fortrolig - thi os vil de jo aldrig tilfulde komme til at betragte som saadanne - som de kan slutte sig til. Naar de saa kommer ind paa Afveie, har de vanskeligere for at staa imot end nogen Anden." <br/> | |||
<br/> | |||
=== Kokkglunten som ble jægteskipper === | === Kokkglunten som ble jægteskipper === | ||