Kjeldearkiv:Då uveret herja Uggdalskyrkja i oktober 1774

Bakgrunnen for denne oppsiktsvekkjande hendinga, som må ha fortona seg som særs uhyggeleg og dramatisk, er følgjande: I oktober 1774 slo lynet ned i Uggdal kyrkje på Tysnes i Sunnhordland og gjorde stor skade. Då folka på nabogarden kom til om morgonen for å sjå korleis tilstanden var, vart dei møtt av eit grufullt syn. Vindauga i kyrkja var knust, likeeins all takstein. Inne i kyrkjerommet låg pult og stolar hulter til bulter, og kistene under kyrkjegolvet var kasta opp, slik at lika låg framme i alt kaoset, utan svøpeklede.

Bjørn Zachariassen, som var sokneprest i Tysnes 1930-1939, har skrive denne skildringa av etter kallsboka, attgjeve i Johannes Heggland si kultursoge for Tysnes (sjå under kjelder)

"...hver syntes at være i alle største dødsfare bestædte"

Sandfærdig beretning om den høist skrækkende ved Opdahls annexkirke i Tysnæs præstegjeld, Søndhordlands provistie, ved en overmaade stærk tordendyst og skrald fredag aften udi octobermaaned 1774, just paa den tid at lys kunde være antendt hos hver og alle om aftenen.

Paa den gaard Myklestad som er nærmest beliggende Opdahls kirke vare alle mennesker udi største angeste tænkende det var deres sidste stund de levde her i verden, thi paa deres gaard, hvor der er 5 beboere, bleve alle døre, som var tillukte enten ved laas eller klinke, pludselig oprevne, jorden rystede og bævede saa overmaade, at hver syntes at være i alle største dødsfare bestædte. Denne saa overmaade store angest foraarsagede, at da den skrækkende tordendyst var ganske forbi, skyndte alle sig ud for at eftersee gaardens huse, om skade kunde være skeed. De bleve efter udholden største angest og bedrøvelse glade, at alle og hver fandt sine huse uden skade og i god beholdning. Det var da allerede saa meget silde paa aften og mørkt, at ei nogen kunde see hvad der var skeed med kirken, men om morgenen efter, da det blev lys dag, da fik de at see et sørgeligt tilfelde, at kirken stod uden nogen pande paa taget, kirketaarnet heldende meget, vinduerne vare borte, saa at bleve forfærdede ved dette syn at see. Beboerne paa denne gaard forføiede sig straks til kirken for at vilde oplukke kirkens døre, for at vilde see hvordan det stod til indvendig udi kirken. Men da de vare komne indenfor kirkeporterne, da saa de straks med skrækkelse allerede et gyselig syn, thi ud paa kirkegaarden ved den dør der gaar indtil qoret af kirkegaarden, var saadan mængde af jord og muld opkastet, og var just dette sted hvor tordenen allersidst endede sit opkast. Men da de kom nærmere, saa de med stor forskrækkelse en meget dyb grøft under svil-stokken lige under døren, at et fuldvoxent menneske ganske kunde krybe ind og ud derigjennem. Disse mænd bleve da saare forskrækkede ved dette syn, og vilde oplukke kirkedørene, men kunde de aldeles ei faa nogen dør op, thi af den stærke tordendyste med rysten og skjælven havde kirken selv skiblet sig lidt, at døren stod saa ganske betrængt, at maatte bruges magt for at faae dørene op. Da dørene var blevne oplukkede, saa de med engstelige hjerter dette gruelige syn, at det allerhaardeste stenhjerte maatte blødnes og bevæges til strømmende taarers rindelse ved beskuelse af saadant syn at see. I kirken selv var hverken pult eller kirkens stoler at see, men alt sammen knust og opkastet til hver side lige til vinduerne, tilligemed saadan skrækkende mængde muld og jord, samt de lig, mange aar forhen vare nedsatt inde i kirken under kirkegulvet, liigkisterne knuste og disse døde menneskers legemer laa i alt dette opkastede gruus uden svøbeklæder, at det ei var uden største forundring at beskue Guds almagt ved denne saa sørgelige hændelse. Disse mænd oversaa da alle ting nøie, og blev da observeret at tordenen allerførst havde begyndt sin indflugt 1 alens længde fra taarnspiret ned paa kirketaarnet paa den side som vender mod vest, gaaet lige ned og slaaet et stort stykke af den bjelke, kirkens klokke hængende paa, at klokken var nær faldefærdig, derfra lige ned i vaabenhuset I alens længde udenfor taarndøren ved hæftigste brusen, knusen og opkaste, midt igjennem kirken til halv mot qoret, og da dreiet sig lige paa om nordost og gaaet under svilstokken paa nordre side af qordøren, faret frem med sin hæftigste brusende til den dør. hvor der gaaes ind af kirkegaarden i qoret. Lige ud under den svil-stok under døren til 2 alnes længde ud paa kirkegaarden, og der da havde endet sit sidste opkast. Det var da høist beundringsværdigen at betragte Herrens almagt og store miskundheds gjærning i dette sørgelige tilfælde, at kirken selv blev staaende paa sit rette sted, at den stod paa sine mursteene og ei blev rokket af sit sted. Thi det kan ei af noget menneske betænkes og betragtes hvor overmaade den skrækkende tordendyst har været paa denne tiid med stærk rysten, skjælven og bæven, at kirken ved dette stærke rystende har ligesom hoppet paa sit sted, der den stod, men det at ikke en ene pande paa tagene vare at see, ei en eneste rude i vinduerne, men alt knust og ødelagt. Kirketaarnet hældede lige saa meget paa vest, at den øverste end af taarnspiret var 2 alens længde fra sin rigtige stilling, hvor det før var. Det var da det sørgeligste og mest hjerteængstende syn inde udi kirken, at see den fæle dybe grøft lige fra taarndøren og gjennem kirken lige ud paa kirkegaarden, hvor den da tilsidst havde endet sit sidste opkast. I alt dette høist beundrende Herrens almægtige og naadelige styrelse, at prædikestolen, hvorpaa Guds allerhelligste ord og evangelium i lang række af aar var bleven forkyndt, var uden mindste skade i behold, samt ogsaa Herrens helligdoms alter med sin kostbare gyldne altertavle var ei heller det aIler ringeste beskadiget; men altertavlen var saa ganske overstænkt af jordestøv, som kirken paa den tiid havde været opfyldt af, at der neppe kunde sees hvoraf den var.

Disse mænd der nu havde overseet alt ved denne sørgelige tildragelse, resolverde da at give stedets præst denne tilkjende, som og strax forføiede sig til Tysnæs præstegaard til daværende sognepræst herr Andreas Baar. og berettede han fuldstændigen alt som var passert ved denne sørgelige hændelse, at det maatte skee andragelse til daværende kirkeeier Rasmus Lindgaard Foermann, Opdahls kirkes daværende sørgelige tilstand, og ved samme andragelse endeligen at faa vide, hvor mange pander der behøvedes til kirken paa begge sider i beregning.

Hastig maatte der gaa bud til daværende lehnsmand Mads Christophersen Store-Godøen, at han paa kirke-eierens bekostning det hastigste skee kunde, maatte forføie sig til Opdahls kirke at opgive skriftlig beregning over de rigtige beløb. Dette maatte skee, for des hastigere at faa kirken conserveret med pander paa taget, førend vinterens nærmelse, som strax var i forventning. Saasnart sognepræsten herr Andreas Baar havde faaet dette fra lehnsmanden, forfattede han strax skrivelse til Rasmus Lindgaard Foermand, som daværende kirkens eier og tilmeldede ham alt det som opgiven var om denne sørgelige tildragelse ved Opdahls kirkes store ruin baade indvendig og udvendig. Kan vel tænkes hvor hjerteængstende og sørgelig denne tidende var for ham hvilken vilde paaføre ham store bekostninger. maatte han dog sette al sorg og bekymring tilside og strax reise til Bergen, thi han ansaa det høist nødvendig at faae kirken conserveret med pander paa taget som da var gandske blot og bart. Det gik ham saa heldigen, at da han var kommet til Bergen, laae en jakt ferdig til at reise hjem og fik da panderne ind paa samme jakt, som seilede lige til Opdahls nøsterne og der bragte dem paa land. Strax blev da udskikket budstikker til det gandske Opdahls sogn igjennem, ved pligtarbeide at bringe panderne til kirken, og gik da saa heldig til, at neppe 3 uger var forbi fra den tiid da kirken havde mistet sine pander til den igjen havde faaet pander paa. Kirkens eier maatte da med sin reise til Bergen opsøge de dueligste mænd i bygningskunsten, at faae nogle hjem i Opdahls kirke for der at optegne alt af træverk behøvendes af længde og tykkelse at blive hugget og tilbringe lige til kirken før det næste aar tog sin begyndelse».

Litteratur og kjelder

• Heggland, Johannes: Tysnes. Utg. Tysnes sogelag. Tysnes. 1964. Digital versjon på Nettbiblioteket, band 1, s. 541-544. .