Kjeldearkiv:En underlig hendelse i Vang anno 1717

Randi Krohn:
En underlig hendelse i Vang anno 1717
[om Helge Nielsen (1646-1717) Narmo i Vang på Hedmarken]

I Kaldsbog for Vang har sogneprest og prost Niels Dorph nedtegnet følgende uforklarlige hendelse fra sin 21-årige virksomhet som prest og sjelesørger I Vang. Beretningen er 247 år gammel, den er enkel, gripende og uten kommentar fra Niels Dorphs side, slik lyder den:

«Anno 1717 d. 20 Junii haver jeg begravet en Mand her i Wang, ved Navn Helge Dufseth, som døde i hans Alders 71. Aar. Med ham var denne Hendelse tildraget 4 Dager før hans Død:

Da han havde opladt Gaarden Narmoe til hans Søn, Niels Helgesøn, siger hand en Dag ved Middags Tiid, da det var Solskin, at hand vilde gaa ned i Gaardens Fæhage og qviste under nogle Trær paa et Sted, hvor hand siden om Sommeren trengte at vilde fælde en liten Braate eller til et Sveeland. Derpaa gaar den gamle Mand derfra med en Øxe i Haanden.

Da hand efter Solens Nedgang samme Aften ikke var hiemkommen, forekom dette hans Søn noget selsomt, befaler han derfor en av sine Tienere at gaa ned i Fæhagen at raabe efter hans Fader. Men da dette Bud intet Svar eller Røst havde hørt, gik det hiem. Og da Sønnen derover blev bekymret, gik hand med hands Hustrue ned i Fæhagen og raabte efter Faderen, men hørte intet Svar.  Derpå begiver de seg til at lede efter ham og kommer omsider til et Sted, hvor han havde hugget. Der finder de 2 a 3 Trær som var opkvistede ned ved Roten, de finder Mandens Øxe, Handsker og Hue liggende på Stedet. De finder Stedet saa opsparket, ligesom 2 vrindske Heste havde været sammen at sparke op Jorden, men Manden fandt de ikke.

Udaf Consternation over dette, gaar de til de neste hosliggende Gaarde baade paa denne og andre Side af Flagstad Elven og beder Naboerne komme sig til Hjelp med at lede efter deres Fader, som var kommen bort. Naboerne fandtes strax villige og søgte samme gandske Nat over alt i Fæhagen, men kunde ikke finde Manden, men alenste det sted, hvor hand havde begyndt at hugge, fandt de lige saa beskaffent som Sønnen først hadde fundet det.

Da nu Naboerne saaledes skildtes ad, gaar en Mand med Navn Niels Jensøn Lund som bodde paa Lund paa den andre Side af Flagstad Elven hiem. Og istedet for at gaa over Broen ved Vendqvern, gik hand lige ud i Elven efterdi det var saa gandske lidet Vand i den da, at hand uden Fare kunne komme over. Da hand kommer midt i ud i Elven, finder hand den gamle Mand liggende med vidtaabne Øyne med frastragte Hender og Fødder paa en tør Sandgrund i Elven med en stor Sten under sit Hoved og skarpt stirrede mod Himmelen. Hvilket hendte ved Solens Opgang Morgenen efter at Manden blev borte.

Da hand saaledes blev funden, hilser Niels Lund ham og spørger, hvorledes hand er kommen did? Men fik intet Svar. Niels Lund tager fat paa ham og vil reise ham op, men det var som hand løftede en Stok og hand faldt strax ned, da den annen slap ham.

Hvorpaa Niels Lund gik til Narmoe til Sønnen, hvor enda nogle af de andre Naboer var tilstæde og berettede for dem i hvad Tilstand han havde midt i Elven fundet Helge Narmoe. Da gaar de alle ned til Stedet og finder ham i denne Tilstand, at hand ikke kunde tale, og ikke røre et Lem paa sit Legeme. Derpaa løftede de ham op paa en Baare og bar ham saaledes hiem. Derefter kom strax Sønnen til meg og anmeldte meg denne Hendelse med hans Fader, og som jeg fornam at derved intet var at gjøre, efterdi den gamle Mand fandtes uden Røst, Rørelse og Forstand, saa bad jeg Sønnen – at hand saa snart hand merkede noen Forandring til Bedring med Faderen, vilde give meg det til kiende.

Gandske 2 Dage ligger den gamle Mand i denne Tilstand, uden at tale, røre sig eller forstaa noget. Den 3. Dag skjer det ved Guds Naade at hand begynner at røre venstre Haand og venstre Sider derigjennem. Men den høyre side blev gandske følelsesløs. Han begynte at tale, dog tyst og uforstaaelig.

Dette blev meg da tilkiende givet, hvorpaa jeg strax reiste til Narmoe, der jeg fandt Manden liggende, men kunde dog da tale saaledes om end sagte, at jeg kunde forstaa ham. Og jeg spurte ham om det, som ham var vederfaret svarte hand:

At da han qvistede det 3. Træ i hans Fæhage, blev han var en noget høy gammel skjægget Mand staaende ved sin Side, denne spurte Helge Narmoe, hvem som havde givet ham Lov til at hugge paa dette sted? Helge, som blev bange for denne Mand, hvilken hand ikke kiendte, svarede: - At Hestehagen og det Sted han hugget har alltid hørt til Gaarden Narmoe, og derfor hugg hand der, nevnende, at det var ingen til Fornærmelse.

Den andre sagde: - Det skal vi nappes om! Og derpaa slog hand Helge i Hovedet og siden viste Helge intet mere at sige om dette.

Efter christelig Forberedelse blev denne Helge Narmoe, som ald sin Tid havde levet Christelig og fredelig, betjent med sacramentet og døde Dagen efter.

Imellem det Sted, hvor Helge Narmoe havde hugget og det andet Sted i Elven, hvor hand blev funden, var det en meget stor Distance.»

Det må ha vært maktpåliggende for Niels Dorph å få fortalt denne merkelige hendelse til sine etterfølgere i embedet, ellers hørte den vel egentlig ikke hjemme i kaldsbogen. Og de mange prester som ned gjennom tidene har lest beretningen, har vel heller ikke kunnet gi annen forklaring enn at – det er mye mellom himmel og jord!

Kilde

Vang historielag fikk i 2001 tillatelse til å bruke denne artikkelen i sin årbok: Minner ifrå Vang.
Den ble første gang trykt i Østlendingen nr. 178, 1964.