Kjeldearkiv:1911-12-19 Brev frå Prestgard til Kleiven

1911-12-19 Brev frå Prestgard til Kleiven
Informasjon om brevet
Dato:	19.12.1911
Stad:	Decorah
Frå:	Kristian Prestgard
Til:	Ivar Kleiven
Nr. i samling:	152
Samling:	Brevsamling Ivar Kleiven og Kristian Prestgard 1886–1932
Oppbevaringsstad:	Opplandsarkivet
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Decorah, Iowa, 19de Dec. 1911

Kjære Ivar!

Gud velsigne dig for det lange, gjilde Brevet! Jo, du kan nok ha altfor god Grund til at pirke mig lidt i Samvitet dennegang, desværre. Og det var nu ikke just som at skvætte Vatn paa Gaasi heller, for jeg har i Aar og Dag gaat her med et yderlig miserabelt Samvit. Men skulde jeg begynde at katalogisere mine Undskyldninger, saa vilde jeg trænge et meget større Papirark. Og det tør jeg ikke binde an med, skjønt – det er ikke godt at vide, hvor det ender, naar jeg først tar fat.

For strax at gaa et Par Aar eller saa tilbage i Tiden, saa er jeg ikke helt fri for Skyld i, at Dølelaget bevilget dig det vældige Stipendium, skjønt jeg endnu aldrig har kunnet møde frem paa noget Dølestevne, hverken det første eller de senere. Det har hver Gang faldt sig saa afbragsleg vrangt. Men jeg skrev en Udredning til Pastor Thorkveen før det første Møde og gjorde ham det indlysende, at denne Sag maatte være det første, Dølerne tog sig af i samlet Lag. Og at de virkelig gjorde dette, det skal Thorkveen ha Æren for. Jeg kjender ham ikke personlig, men han er vist en Kjernekar – en Lø af rette Arta. Du veit, det var baade bra og ilde at forcere Sagen frem slig. For med samme Laget blev organiseret hadde det jo ikke en Skilling i Kassen, derfor blev “Stipendiet” saa fattigsligt som det blev, men jeg vidste, at strax efter skulde bl. a. Indsamlingen til Mindegaven i 1914 begynde, og da hadde det ikke blet likere ved at vente. Men med dette fik det nu staa si Von: Denne Beslutning af Laget skulde først og fremst være en Anerkjendelse af dit Arbeide, en Opmuntring og en Hilsen, selv om Kronerne desværre blev altfor faa. Og saa var der ogsaa en anden Ting: Valdriserne hadde i samfulde 10 Aar holdt paa med sine store aarlige Stevner, da Dølerne begyndte, men Valdriserne har Gud hjelpe mig til denne Dag ikke bestilt en sterbens Ting andet end at gumle Graut, og om nu Grauten er aldrig saa god og feit og norsk, saa syntes jeg, Dølerne allerede fra først af skulde ha lidt andet end et fuldt Grautfat paa Programmet.

Ak her sitter jeg og præker, og saa har jeg ikke havt anden Andel i det hele end et lidet Brev til Lomspræsten oppi St. James.

Du kan tro, det var Moro at høre om dine Skattegraverfærder oppi Lomsbygdom, og naar Boka di med alle dine Fund derfra engang kommer, saa blir det en Festdag igjen her paa Troldhaugen – Kikut Slot skulde jeg sagt. Det maa være guddommelig interessant at vanke rundt slig og mane de henfarne Tider og Slægter frem i Dagen igjen. Ellers er det Fest for mig hver Gang, jeg kan sætte mig ned et Øieblik med en af Bøkerne dine og kanske helst “Heimegrendi”, som er lige ny og vidunderlig hver evige Gang jeg glytter i den. Der er Hjembygdens Natur i alle dens skiftende Stemninger, der er Hjembygdens sunde, friske, enkle, fattige, uendelig rige Liv, som det var, og som det rimeligvis aldrig blir igjen, og der er Hjembygdens Maal, som jeg nu ikke har hørt paa over 20 Aar. Og alt dette sidder jeg her i Udlændigheden og nyder med en Glæde og en andægtig Fornemmelse, som du sikkerlig ikke er istand til at begribe.

Naar jeg begynder at tænke paa, at Skjæbnen engang kunde faa det Indfald at gi mig Anledning til at reise hjem, saa blir jeg rent ængstelig. Jeg turde vist ikke – af Angst for, at jeg vilde komme til at lede forgjæves efter Hjembygden – min Barndoms Hjembygd slig som den er foreviget i “I Heimegrendi”. Og somme Tider har jeg den Anelse, at kanske jeg ikke vilde finde andre levende Mennesker i hele Norges Land, jeg vilde kjendes ved, end just dig. Men det alene vilde nu ogsaa ærlig være en Norgesreise værd.

Naar Naboen min, han Knut (Dr. Gjerset) er over hos mig om Kveldene, sidder vi ofte og prater om Livet i Gudbrandsdalen i – gamle Dage, faar jeg vel nu kalde det. Og han er nu blet saa hjemme der, synes han, at næste Gang han kommer til Norge – rimeligvis i 1914 – vil han slaa sig ned deroppe i flere Uger, vanke baade i Dalom og Fjellom og leve som Døl. Han vil da reise alene – uden Familie – saa han kan være mere “mobil”. En Kveld, vi sad slig og snakket om “I Heimegrendi” gik han lige hjem og skrev den bedste Anmeldelse, som har været skrevet om Boka di enda. Den stod i “Symra”, Hefte 2 for iaar. Han er en grepa Kar, han Knut, som ikke gir sig, før han faar gravet tilbunds i de Ting, som først har fanget hans Interesse. Han holder nu paa og skriver en Norgeshistorie paa Engelsk i to Bind. Gud ved, naar den blir færdig, for han har ikke saa svært meget Tid til sligt, han heller. Men et gjildt Verk blir det, det ved jeg.

Nei, “Bonden” kjender jeg desværre ikke, men hvad du skriver om din Fortælling “Fraa Skotte-Aare” var en interessant Nyhed. At denne Fortælling – i dansk Habitus – vil egne sig udmerket for “Ved Arnen”, Decorah-Postens Romanblad – har jeg ingensomhelst Tvil om. Jeg kan selvfølgelig ikke andet end “indstille”, men det ved du, jeg vil gjøre, alt jeg orker. Det er dog det ved det, at de betaler altfor daarlig for slige Bidrag – saavidt jeg ved adskillig daarligere end for Norgesbrevene. Men kunde du sende mig et Udklip af Fortællingen, saa jeg hadde noget at “vise for mig”, saa var det lettere at drøfte Sagen her. Jeg skulde da gi dig Besked om Resultatet, før du tar fat paa Oversættelsen. Men kan du ikke ogsaa udgi Originalen i Bogform? Byd den til Aschehoug eller Norli.

Der er i det sidste skeet ikke saa smaa Forandringer her paa Jægta, d.v.s. i “Dec-Posten”. Bladets Eier, B. Anundsen, har over et Aar ligget lam og hjælpeløs – Slag og Aareforkalkning – og han er lammet næsten lige saa meget aandelig som legemlig, saa han er helt ude af Sagaen. For akkurat et Aar siden blev saa Forretningen omdannet til et Aktieselskab, med en ung Mand, som saa at sige er opvoxet her i Forretningen, som Bestyrer af alt, som angaar Forretningssiden af Bladet. Saalænge Anundsen var frisk, udvalgte han selv Fortællinger og Romaner for “Ved Arnen” og Læsestof til de forskjellige Gratisbøger, som Bladet udgir hvert Aar. Det var hans Liv at stelle med disse Ting. Men ifjor blev alt dette overdraget til mig i Tilgift til mit øvrige Arbeide i Bladet, som væsentlig bestaar i at ta vare paa den norske Enden, at samle Norgesnyheder ud af Bladene fra Norge, stelle med Norgeskorrespondanserne o. s. v. samt Udenlandsspalten. Men medens Anundsen selv kjøbte ikke saa faa Romaner og Fortællinger af Forfattere i Norge, er det nye Styre mere knebne i Pengeveien, paa dette Punkt ialfald, og jeg fik strax et Fingerpeg om, at der maatte knibes paa Budgettet til “Ved Arnens” Læsestof. –

Nu, dette fortæller jeg ikke, fordi det har noget med din Fortælling at gjøre, men for at gi et lidet Indblik i, hvad jeg ligger her og roter med. Jeg kan jo ikke klare alt dette uden at besørge al Læsningen om Kveldene, og saa ligger jeg her og læser Røverromaner og Skidt og Lort saa jeg vist ikke mere kan se Forskjel paa Gjæst Baardsens Levnedsløb og Tolstois “Opstandelse”. De faa Ting af virkelig Literatur, jeg faar i Huset, blir der ikke engang Tid til at se paa. Jeg har iaar faat næsten alle Aarets Maalbøger fra Norli, men jeg har vist ikke endnu tittet i Fjerdeparten af dem. Jeg faar prøve at ta dem til Julekost, for nu har vi snart to Helligdage efter hinanden, og det er en Begivenhed, som maa udnyttes til det yderste.

Mens jeg husker det: Jeg hadde netop ikveld Brev fra W. Ager. Han grasserer for Tiden paa Foredragsturne ude paa Stillehavskysten, og han skriver, at hans Artikel i “Symra” kan du stelle med som du vil, “men der var noget deri om Garborgs Maade at skrive paa (dette om Afføringen) som jeg ønsket usagt”. Dette faar du da ta det fornødne Hensyn til. Det var en Vrimmel af gode og træffende Bemerkninger i Agers Artikel, synes jeg, men det er vel muligt at den alt i alt er lidt ensidig. Men det tror jeg sikkert, at mange i Norge vilde ha godt af at læse hans “Causeri”.

Dine Dølebreve til “Posten” er næsten altfor gode. Det er snarere smaa Afhandlinger end Bygdebreve. Men for vort Brug vilde det være enda bedre, om du kunde strø indi dem en hel Hob med Navne – Navne paa Folk og Steder – for de hjemlige Navne er rene Helligdomme for Udvandreren, selv om de Begivenheder, der er knyttet til dem, er aldrig saa ubetydelige. Sligt som dette om Sondbrua, om Gaard- og Skoghandeler, om Folk som reiser til Amerika eller kommer hjem derfra og ellers alt dette Smaapusleri om Styr og Stel i Bygden, som Folk ellers pleier skrive om i Privatbreve, er gjæve Greier kan du tro. Men det er jo næsten skam at be skrivende Mennesker om at lave Korrespondanser efter en slig Opskrift. Jeg syntes i mange Aar disse Bygdebreve fra Norge i de amerikanske Blade var en temmelig bedrøvelig Literatur, men nu forstaar jeg bedre, hvad Værd de har for Udvandreren. Hver Gang han ser et kjendt Navn hjemmefra i sit Blad, er det som om han fik en personlig Hilsen fra Hjembygden. Men du faar alligevel sende os to, tre slige Bygdebreve om Aaret – saa nogenlunde regelmæssigt. Du skulde ikke lægge større Arbeide paa det – bare stable op en Haug med store og smaa Bygdehændelser og gi en god Dag i Sammenhæng, Konstruktion og literær Sving og sligt. Men kunde du ikke ogsaa af [og] til nævne et og andet af Interesse fra alle Bygder i Gudbrandsdalen? Vi har nemlig ikke andre Brevskrivere der i Dalen – naar undtages en Karl Nygaard (hvem er han forresten?) som har sendt os et Par Stubber først fra Vaage, siden fra Hundorp, men kun lidet af det var brugeligt.

Jaja, nu er det vist nok om dette.

Din Livsskildring af Frik Haugen skulde jeg ogsaa havt ubændig Lyst til at se. Og det er sandt: hvis du gjør noget ved Agers Artikel, saa faar du faa Frich til at sende ham et Expl. af “Bonden” under Adresse: Wm. Ager, Editor Reform, Eau Claire, Wis.

Nu gaar jeg bare og stunder paa Vaaren – forsaavidt som jeg har Stunder til at stunde paa noget – saa jeg kan slippe ud i Haven og stelle med mine Gladioler. Jeg har nemlig lagt mig efter at agere Luther Burbank – men bare i Gladioler. Du kan tro, det er en helsig Afvexling at krydse Gladioler og frembringe nye Sorter. Jeg har efter fire Aars Taalmodighed naaet ganske bra Resultater og særlig venter jeg mig store Ting af næste Sommer, da jeg skal plante ud over 6000 af mine egne Hybrider, som ikke har blomstret før. Jeg ligger da i Haven og roter hele Kvelden efter Kontortid, og om Morgenen før Fan faar Buxerne paa er jeg atter derude og gaar rundt i den største Spænding for at opdage de nye Ting, som har aabenbaret sig i al sin Herlighed, siden Dagen før.

Mit store Maal i denne syndige Verden er nu at drive det saa vidt, at jeg engang i Tiden kan kjøbe mig en Frugthave i en Fjeldbygd ude i Montana og ligge der og dyrke Æpler og Gladioler om Sommeren og om Vinteren sidde og skrive ned diverse Galskaber, som endnu farer og rumsterer i Skolten min. Men ak! Udsigterne er smaa, og det er nok høgt upp og langt fram.

“Symra” er blet en underlig Kramkiste og jeg tænker du flirer indvortes mangen Gang naar du ser paa Kramet. Som nu f.E. den lange pædagogiske Bændelorm i sidste Hefte af O. Turmo. Eller den pebermøagtige Stub af A. M. Wergeland. Hun er ellers et merkeligt Menneske – det er nemlig et Hunmenneske, Marie W., Søster af Maleren Oscar W., Professor i Historie og Spansk ved Wyoming Statsuniversitet. Vi har nylig “opdaget” hende, bad hende om et Bidrag og fik altsaa dette. – Det er ellers meningsløst at ligge og bale med “Symra”, naar hverken Wist eller jeg har Tid til at redigere den, men maa la den bli til rent paa Slump af seg sjøl.

Jaja, nu har vi snart Jul. Og om du slænger indom her i Jula, skal der vanke baade Lutefisk og Lefse og Gammelost og en Trondhjemer og en Aalborgenser med. Men Rakefisken blev vi snydt for iaar. “The pure food commission” vil ikke slippe den ind i Landet mere – formedelst dens udprægede Aroma.

Det var Moro at høre, at din Mor er saa frisk og rørig i den høie Alder. Hils hende saa meget fra mig. Og ellers Paal og andre, som maatte huske mig. Ja nu faar vi se til, at det ikke blir saa længe mellem Drammene mere.

Godt Nytaar! Og hjertelig Hilsen

Din

Kristian Prestgard.