Kjeldearkiv:Wentzelhytta, et besøk i 1898
Denne artikkelen er fra 1898 og sto i «Hver 8.dag», et illustrert familieblad redigert av Rosenkrantz Johnsen. Vi vet ikke sikkert hvem denne L er som utsatte seg for de store prøvelser det var å komme seg opp på Vardåsen i Asker. Det kan være forfatteren Sven Lange som var knyttet til bladet.
Paa "Stupet." Hos Wentzel.
Ved Asker station bor maleren Wentzel. Paa toppen af et ude i Asker liggende fjeld, Vardaasen, har han bygget sig en !iden stue, hvor han med sin familie bor hele sommeren.
Der besøgte vi ham engang i sommer. Som veiviser mødte os ved Asker station Wentzels tjenestepige. Og vel kunde vi behøve veiviser. Ti at finde frem til « Vardaasen var baade vanskeligt og besværligt - ialfald for os Karl Johanstravere. Det bar gjennem smale, mørke skogstier, hvor vaare klæder hvert øieblik hang fast i de overhængende grene, og hvor vi stadig maatte gaa paa vagt efter orm - det indbildte ialfald vi bymennesker os ; jeg for min del gik med en tynd pisk i haanden til at modtage ormen med ; jeg har nemlig læst hos Vinje, at naar man vil dræbe en orm, skal man bare rette et slag med en tynd pisk mod den, - det er det mest virkningsfulde middel. Fremdeles gik det over vaade myrstrækninger , stenede urer og opad steile skrænter, hvor det var saa brat, at vi formelig maatte heise os op efter busker langs stien. Vi var saa andpustne, da vi var kommet op paa fladen, og hjertet bankede saaledes i os, at vi ganske blege i ansigtet et øieblik maatte indtage horisontalen.
Efter en stunds vandring paa flad mark kom vi saa over en ny myrstrækning, og da opgav vi ethvert haab om at komme tørskoet frem. Nu saa vi h uset . Pigen haukede et langt, klart « ohoi! » Og oppe fra huset svarede fru Wentzels stemme med et ligesaa klingende « holloi !» Nogle øieblikke efter sad vi bænkede paa « Stupets» veranda, og det første vi foretog os, var at styrte i vore tørre struber nogle glas skummende selters.
« Stupet » minder i høi grad om den gamle Kolbotnstuen - saaledes som denne var for en 10 a 11 aar siden. Den er en aarestue -peise stue siger man ogsaa - og ad en anden trappe kommer man fra stuen af op paa et gulv, hvor der er indredet to sovepladse. Denne indredning kaldes i Hallingdal for « Hemsedal,» efter en skik, som Hemsedølerne bruger.
Udsigten fra "Stupet» er simpelthen storslagen, henrivende. Det ligger omkring 1000 fod over havet, med frit udsyn over en vid omkreds. Rundt omkring ser man den vakre, rige Asker bygd med dens bakkede terræn, skovrige aaser og vækstrige dalfører. Foran ligger Kristianiafjorden med sine talrige dampskibe og seilere. Mod syd kan man se helt til Haaøen og den nordlige del af Drøbak, og mod nord skinner Kristiania tydelig frem i sollyset.
I « Stupets» umiddelbare nærhed er der flere bratte fjeldstyrtninger af en 7 a 800 fods højde . Vi nervøse byfolk havde en saadan uhyggelig følelse af disse styrtningers nærhed, at vi ikke følte os trygge, før vi vel og vakkert var kommet os hjem igjen.
Wentzel fortalte, at nogle bønder derude havde været oppe paa Vardaasen for at jage hjem en flok sauer. Flokkens ledende væder, som ikke havde set folk paa lang tid, blev saa ræd, at den satte udfor en af disse styrtninger - og hele saueflokken efter. Bønderne troede naturligvis, at alle var knust til smadder. Men da de kom ned i dalen, gik hele saueflokken ganske rolig og græssede. Det var nok den tykke sommeruld, som havde tat stødet for dem.
Wentzels to barn, vakre blaaøiede smaagutter, hvoraf den ene er et typisk julekortbillede, trakterede os med blaabær, som vi spiste af buskene. Nogle dage før havde de ogsaa plukket halvanden liter multer i nærheden. Ja, dette er sandhed et guddommelig deiligt sted, udbrød jeg begeistret for tyvende gang. Ja, men De maa sige til folk , at her er stygt og utriveligt, sa fru Wentzel ; for ellers risikerer vi at faa alt for mange folk herop.
Hvor til jeg citerede en dansk vise som skuespillerinden fru Recke-Madsen sang for violinisten Suckow og mig: Men sige Eder, det gjør jeg ikke, fordi did hen , jeg frygted , alverden flygted , og glæden var saa forbi .
Saare karakteristisk er det for Wentzel, at han har valgt sig netop et sted som dette til at arbeide paa. Der findes ikke hos os en friskere, mere robust kunstnernatur end han. Hans udvikling fra at være den djærve, næsten naturalistiske figurmaler til at bli den fine skildrer af den koloristisk saa pragtfulde østlandske natur med livfuld staffage, skyldes hans ophold her i Asker i de senere aar.
En herlig ting for hans sunde kunstnerblik er det ogsaa, at han bor saavidt isoleret. Viddens friskhed og renhed, fjeldnaturens poesi vil vi stedse komme til at spore i hver rislende bæk , i hvert skjælvende blad, i hver skikkelse, han kommer til at fremstille. L.