Fetvisa
Arbeid pågår: Vennligst ikke rediger artikkelen mens arbeidet pågår. Se redigeringshistorikken for detaljer.
Det har trolig ikke vært gjort noen endringer på artikkelen den siste uka. I så fall kan denne markeringa fjernes, men sjekk redigeringshistorikken og eventuelt diskusjonssida først.
Det har trolig ikke vært gjort noen endringer på artikkelen den siste uka. I så fall kan denne markeringa fjernes, men sjekk redigeringshistorikken og eventuelt diskusjonssida først.
Fetvisa er den første sammenhengende beskrivelsen av hovedsoknet i Fet prestegjeld. Den er skrevet i 1740-åra av Peder Hjort (1700-1765) som var sokneprest her fra 1734 til 1738.
- Fetvisa
- I
- Nu taer jeg min Pen, Og sætter mig hen
- Med hannem en Stund at fordrive
- I Tanke han kand Med Heli’cons Vand
- Mit Sind en Forfriskelse give!
- Hvad falder dig ind? Mit udmatted Sind!
- Hvad har du vel Lyst at beskrive?
- Løft Tankerne op Til Himmelens Top!
- Lad Him’len dit Alpha kun blive!
- II
- Jeg tænker mig om I Aarene som
- Gud har ladet for mig hendrive.
- Guds Forsyn mig tog Paa Armen og drog
- Fra første jeg kom til Live.
- Fra første jeg randt Af Rode jeg fandt,
- Guds Forsyn mig førte og ledte;
- Jeg skrøbleig Barn, Faldt tidt vel i Skarn,
- Men Gud mig dog Veien beredte.
- III
- Til Ære jeg gikk, Et Embede jeg fik,
- At jeg skulde Lammene føde.
- Gud selv mig det gav, Ey Hadernes Stav,
- Til Hinder meg her torde møde
- Den Tid gikk forbi, De Aar vare ni,
- Som Jakobs ret sure og slemme,
- Da lod Gud mig see, at han dog min Vee
- Og Møie ei vilde forglemme.
- IV
- Gud skikked mig Bud, Jeg skulde gaa du
- Som Abram fra Ur i Chaldæa,
- Jeg skulde hengaae Med Jacob og faae
- En Rachel istedenfor Lea;
- Gud skyndede paa, Og bød mig at gaae,
- Før Hevnen sig der skulde vise;
- Til Zoar jeg gikk, Et Frelsested fik,
- Hvorfor jeg Gud evig skal prise!
- V
- I Østerlands Kant, Det Sted jeg da fandt
- Som skulde et Tilflugtssted være,
- For mine og mig, Som og redelig
- Os skulde og kunde ernære.
- Blant Floder og Fjeld, Der ligger det Gjeld
- Som Navnet af Feet monne bære;
- Jeg skulde did gaae, Som Hyrde og staae,
- For Gud, og hans Menighed lære.
- VI
- Jeg takker Dig, Gud! Som førte mig du
- Fra Kedars de mørke Pauluner;
- Din Ære jeg vil, Imens jeg er til,
- Udtone med Frydens Basuner!
- Lad Lykke og Roe, I Bøygde og Boe
- Formeres og daglig tiltage!
- Giv Ordet sin Kraft, Dets ædele Saft
- At vi udi Hjertet kan smage!
- VII
- O deilige Feet! Hvo dig haver seet
- Maa sig vel fornøiet befinde;
- Din deilig Prospect, Den har Overvægt,
- Og Prisen alene maa vinde!
- Naturen har lagt, Paa dig al sin Pragt,
- Da hun dig til Verden vil’ føde;
- Blant Rommerigs Gjeld, du haver det Held,
- At du er som Kjernen den Søde!
- VIII
- Dit agerfuld Land, dit løbende Vand,
- De grønne og lystige Fjelde
- Kan opvække Lyst I sorrigfuld Bryst
- Og aarsage Dagenes Ælde
- Hvor Øyet henseer, Naturen selv leer
- Og smiler med yndigste Mine.
- Hvo herved ey kand Forglemme paa Stand
- Den Sorrig, Som Hjertet kan Pine?
- IX
- Kand Fugle i Flok, Vel Snese og Skok,
- Naar de fare frem og tilbage
- To Ganger hvert Aar, om Høsten og Vaar
- Sig saa lade av dig indtage,
- At de ikke kand Omfare dit Land
- Hvor hastig de ene monne ile;
- Hva Under at man, Som Menniske, Kand
- I dine Fornøielser hvile?
- X
- Din Yndigheds Pragt, Naturen har lagt
- Imellem to rindende Floder,
- Som vander dit Land, Og pryder din Strand
- Med Tømmer av Østerdahls Poder.
- Naar deilige Vaar Udkjemmer sit Haar,
- Dig herlig begynder at male,
- Din blomstrende Eng, Som udpyntet Seng,
- Af mange Coleurer kand prale.
- XI
- Da Plovmanden gaaer Og Sæden udsaaer
- Af Bygget og Kornet det blanke,
- I Hjertet han leer, I Haabet han seer,
- Han Høsten mangfoldig skal sanke.
- Han venter oppaa, At Elven skal gaae
- Og vande de tørstige Enge,
- At Græsset kand groe, Og fylde hans Loe,
- Det giver han Føde og Penge.
- XII
- Hva Glæde det er, At være saa nær,
- Naar Fisken av Elven opdrages,
- Naar Strømmen er streng, og Fisken i Fleng
- I Rysen og Mjæren indjages,
- Det giver jeg hver, Som Fiske har kjær,
- I Sindet ved sig at betragte!
- Af dybeste Vand Gaaer Fisken til Land
- Og fanges saa stille og sagte.
- XIII
- Den hvasse Abor Med Gjedden vel stor
- Tør kappes mot Strømmen at ile;
- Rødfjæring og Siig Opleder den Viig
- Hvor de sig paa Grunden kand hvile
- Den Baaspur saa fed, At fange vi veed
- Og sende til Herrernes Borde;
- Den Kongelig Mad vi har paa vort Fad
- Trods alle de salte Vands Fjorde!
- XIV
- Vel flere jeg kand Opregne paa Stand
- Som Glommen til os monne yde,
- Fra Øyeren op De løbe i Trop,
- Naar Strømmen begynner at flyde
- Naar Strømling og Fliir De samlede bliir
- Med Løver og Ruster at stimle,
- Naar Gørtz, Røyer og Mort Mod Strømmen gaaer fort
- Da Vandet af Fiske mon vrimle.
- XV
- Naar Brasen i Leeg Fremløber sin Streeg
- Og stimler til lønlige Stæder
- Er Rysen da sat, Og faaer den kun fat,
- Den vistnok sin Eiermand glæder,
- Blant Hundred i Tal, Han gaaer da i Val,
- Udleder de største og bedste
- I Ilen de gaaer Til han engang faaer
- De Gilde fra Byen til Gjæste.
- XVI
- Jeg nær havde stemt For flere og glemt
- At tale og skrive om Lagen;
- Den nydelig Fisk, Vi har paa vor Disk,
- Som kjæmper med Østers i Smagen.
- Den fede Karuds I Parker og Puds
- Fornøielig leger og spiller;
- Mon dette ey kand Bortdrive paa Stand
- De Sindet betyngede Griller?
- XVII
- Nu aabnes vor Fart Saa det har god Art
- Paa Glommens de stidige Vande;
- Nu Elven bliir stor Som videste Hjord
- Og skjuler Lerbakker og Sande.
- Vi daglig kand see Paa Vandet sig tee
- Den seylende norske Sølvflaade.
- Den Guld i sig har, Og Sølvet vel klar,
- Som kommer vor Bymand til Gode.
- XVIII
- Her flyder i Tal Det Tømmer som skal
- Ved Strømmen og Øyeren lande,
- De Seyl hidser op For Vinden i Top
- Og føres igjennem de Vande;
- Bordbaader i Fleng Mod Elven saa streng
- Med Seylet og Aaren mon stride,
- Indtil de opnaaer Det Land de attraaer:
- Vor Sømand har Ondt nok at lide.
- XIX
- I Øyerens Vand, Adskilte fra Land
- Syv Øer vi tæller og fleere,
- Hvor Flora sin Seng I grønneste Eng
- Udpynter og herlig staferer.
- Naar Glommen ey vil For tidt tage til
- Men bliver ved Bredden at spille
- Lemfeldig og mat, Det blir da en Skat,
- Som mange Udgifter kand stille.
- XX
- Før Engen bliir bleeg, Naar Blomstret er veed
- Man Jaen er ferdig at lave,
- Hver passer da paa Sit Græs at nedslaae
- Og berge den herlige Gave
- Storr-Stakker i Fleng Paa høieste Eng
- Som spidsede Taarne man sætter
- Fornøie det kand Den seylende mand
- Og Koen om Vintren det mætter.
- XXI
- Da kjendes det bedst Paa Ko og paa Hest,
- Hva Fedmen ved Feet monne være,
- Naar Koen hvert Maal Kand fylde sin Skaal
- Sin Melk, Smør og Myse frembære.
- Er Hesten kjørt træt, Og udmattet stedt,
- Giv ham kun av Storren den fede,
- Han stille ey staaer, Naar andre de gaaer.
- At trække er han da tilrede.
- XXII
- Naaer Jaen er lagt Med Skjørua sagt
- Man Kornet i Hobetal fælder,
- Naar Ageren staaer Og bier paa Skaar
- Naar Axet med Hovedet helder
- Med Glæde hvert Baand Optages i Haand
- Thi Toppen af Kornet mon bruse;
- Vor Høstmand han leer, Thi vistnok han seer
- At det udi Laden vil’ ruse.
- XXIII
- Naar Marken er tom, man seer da sig om
- Om Skoven og noget vil yde
- Af Ferskmad og Vilt; Dermed veed vi snilt
- Vor Stolpebods Væg at beepryde.
- Skjønt Rensdyret ey Vi seer i vor Vey
- Ey Hjorter og Hinder her næres,
- En stegt Hare lell, Den smager os vel,
- Som tidt paa vort Bord kand frembæres.
- XXIV
- Den Tiur saa frek Med Riflen faaer Knek
- I Træernes høieste Toppe.
- Urhanen sin Streg Med Hønen i Leeg
- I Stokker og Snarer mon hoppe.
- Den Jærpe saa snil, Graagaasen sa avild,
- Ja Brokfugl og Kramsfugler mange
- Vildanden saa vaer Og Rugden sa araer
- Med Skovduen veed vi at fange.
- XXV
- Naar Solen gaar bort Og Dagen blir Kort
- Naar Vintren Høsten bortjager
- Med Frost, Snee og Suus, Baghonen ved Huus
- Af Hoven til Ovnen vi drager.
- Da Samles vi smugt i Ære og Tugt
- Og os med hinanden mon fryde.
- For det Gud os gav Af Land, Vand og Hav,
- Vor Tak vi til Skaberen yde.
- XXVI
- Bliir Kulden nu streng, Isflager i Fleng
- Vi seer da med Strømmen at føres,
- Som samler i Hast En Iisbro saa fast,
- Hvor baade kand rides og kjøres.
- Da Hesten maa frem For Slæden i Rem,
- Vi turer og farer til sammen,
- Enhver til sin Ven at samles igjen;
- Er det ikke Glæde og Gammen?
- XXVII
- Hver Bonde som vil Sin Hest lade til
- At kjøre Bord, Tømmer og Planker
- Mens Elven er fast, Han udi en Hast
- En Daler, tre, fire da sanker
- Hver kappes da om Sin Hov at faae tom
- Og den ind til Byen at føre.
- Fornøielig at See En Snes to a tre
- Paa Elven i Rader at kjøre!
- XXVIII
- Nu har jeg med Fliid Ved hver Aarets Tid
- Din Pragt og din Ynde afmalet,
- Og Deylige Feet! Jeg dig haver seet,
- Men dog ikke nok om dig talet.
- Det sidste jeg vil, Endnu lægge til,
- Som al din Lyksalighet pryder:
- Du altid har haft Guds Ords rene Saft,
- Som i dine Templer udflyder.
- XXIX
- O deylige Feet! Jeg dig haver seet
- Og dine Fornøielser fundet.
- Men Tiden var kort, jeg maatte gaae bort,
- Dit, hvor hen jeg aldrig har stundet.
- Men hvor jeg end er, Har jeg Dig dog kjær
- Jeg dig paa mit Hjerte dog bærer:
- Gud være din Løn, Det bliver min Bøn
- Til Graven mit Legem fortærer.
- XXX
- Og deylige Feet! Jeg Dig haver seet
- Man kand dig dog aldrig forglemme,
- Før Øyet blir lukt, Og Livet udslukt,
- Dit Minde min Længsel forfremmer!
- Derfore, min Pen! Føy dig nu kun hen!
- Lad Sindet om mulig nu hvile!
- At al min Attraa Kand derpaa udgaae
- Til Gud med min Forbøn at ile.
- XXXI
- Gud være din Soel! Gid Lærernes Stoel
- Ved Ordet lyksalig maa skattes!
- Gud lade dit Land, Dit Vand og din Strand
- Ey sine Velsignelser fattes!
- Gud lade hver Sjæl I dig leve vel
- Og Herrens Velgjerninger nyde,
- Indtil at de skal Blant Englenes Tal
- I Himmelen evig sig fryde!
- Amen.