Kjeldearkiv:Christian Krogh: Jakobine - Færgemand mellom Drøbak og Storsand
Artikkel i Verdens Gang, 29. juli 1895, av Christian Krohg: (gjengitt i Follominne 2002
Drøbak kan gaa an om Sommeren med alle de unge Kristianiadamer i lyse sommerkjoler, der Arm i Arm gaar leende omkring i den uvante Blæst. Men om Høsten!
Jeg sad en Dag i et Vindu i Pedersens Hotel og saa trist ud paa de graa hidsige Bølger, som skyllede opover Stranden lige udenfor med en irriterende Regelmæssighed, mens det regned ustanselig i store skraa Draaber. Bag regnen og over de skummende Bølger saa jeg skulde, og det var dit jeg ikke kunde komme; for «Svan» havde lagd op, saa jeg havde udsigt til at blive midt i all denne vaade Prosa, til Vejret blev bedre. Jeg havde forhørt meg hos flere af de gamle oplagde Sjømænd, der sidder som Skjæld på Toldbodbryggens gamle ormstukne Pæler, men de hadde Undskyldninger alle sammen. Og nu sad jeg alt derinde bag Blomsterpotterne og saa gjennem de graatende Ruter. Ved et Bord ved siden af sat den vejrfaste Kaptejn og drak Øl og talte om «Leverpool»
- Men, sagde Værtinden til mig, Di sidder vel og tænker paa Jakobine?
Jeg saa forbauset paa hende. Jeg syntes, det var et overraskende Spørsmaal og randsagede i min Hukommelse, om der mellem mine Inklinationer skulde være en av dette Navn, som hun sigted til, hvilket isaafald vilde været indiskret.
- Nej, hvem er det?
- Jacobine, vel , Jakobine Wilhelmsen.
- Er hun ung?
- Hun er over 60 Aar. Det er hun, som sætter over Folk til Storsand hele Aaret.
- En gammel Kone «som sætter over?»
- Ja. Hun er noe for sig selv.
- Ror hun?
- Ror og sejler.
- Ja men vel ikke i slikt Vejr?
- Det er hende det samme, hvordan Vejret er.
- Ja, sa en af Kaptejnerne. Jakobine bryr sig nok ikke om Vejret.
- Men sa jeg, det tror jeg virkelig ikke, jeg tør – sejle med hende.
- Hun er tryggere end noen Mand, sa en anden af Kaptejnerne.
- Men hvordan er hun kommet til dette, spurte jeg. Er det saadan mangel paa mandfolk her i Drøbak?
- Aa, hun laa alltid aa plaska og sejlte, fra hun var Barn og som ung Pige ogsaa, Hun hadde slig Moro a det. Naar di andre gik til Dans, saa gik hun ut aa sejle alene. Vi saa hende baute frem og tilbake bestandig her i Fjorden. Hun holdt ikke op for det hun ble gift heller, lagde han til lidt alvorligt.
- Ja, sagde en anden. Det var mange, som hadde mye aa si’ paa hende for det da. For jeg ved jo heller ikke, hvorfor en skal være annerledes end alle andre. Men forresten var hun en bra Kone, skjønt dette her ble næsten som en Last.
- Nej, ellers var der ikke noe at si’ paa hende, bemærkede den tredje av Kaptejnerne.
- Kanskje jeg skal be’ hende komme her bort til Dem, spurte Værtinden.
Jeg vidste med mig selv, at jeg ikke turde sætte over Fjorden i dette Vejr med nogensomhelst Jakobine, men jeg skammed mig for Kaptejnerne og tænkte, at jeg imens kunde finde paa en Udflugt, saa jeg sa’ Ja. Jeg syntes med engang, at det var noksaa hyggeligt i Drøbak. En Stund efter kom en fin Opvartningspige, aabenbart fra Kristiania, ind og sagde, at den Damen, jeg havde ønsket at tale med, snart skulde komme.
- Hvad gjør hun paa Gaden spurgte jeg, og saa ud paa den sølede Vej, som jeg slet ikke syntes fortjente Navn af Gade.
- Hun kjøber ind Varer her for Folk paa det andre Landet og sejler over med dem. Alle Slags Kommissioner, da, skjønner Di.
Lidt efter gik Døren op, og ind traadte en staut Kone. I det samme det rolige Sjømandsblik hvilte paa mig, vidste jeg, at jeg trygt kunde anbetro mig til hende, og Overfarten blev aftalt.
- Jeg skal bare paa Gata en halv Times Tid til, sa’hun.
- Men er hun over 60 aar, spurte jeg.
Jeg saa hende ud af Vinduet springe let og spænstigt, trods de tunge Sjøstøvler, bortover "Gata".
- Ja, jeg ved forresten ikke jeg, sa Værtinden. Hun har set ud ligedan i de 20 Aar, jeg har kjendt hende.
En halv Time senere gik jeg nedover mot Hamborg-Bryggen, hvor Spruten stod højt. Jeg mødte hende. Hun hadde en Del Pakker under Armen og Breve i Haanden.
- Jeg maa bare hjem efter Søvesten, sa’hun.
Jeg fulgte med. Det var et hyggeligt og veltstelt lidet Hus, et Lysthus ude i Haven, som vist var hyggeligt om Sommeren. Derinde stod paa Kommoden et storartet Fotografi af Arnoldus Reinerts.
- Kjender Di ham?
- Ja, han bor derover om Sommeren
Paa Væggen hang en stor Tegning, og ved Siden af en Silhouet, som aabenbart forestilte hende. De var begge af Wilhelm Larsen. Tegningen var det beste, jeg har set af ham.
- Kjendte de Wilhelm Larsen?
- Ja, jeg rodde ofte med ham, da han var syg.
Nedenunder Tegningen hang et godt Oljemaleri af hendes Hus og Gade, det laa i. Det var signeret med to Navn: B. Thoresen og T. Thoresen.
- Det var Sønnerne til den Snedkeren, som har bygt sig et Hus af Vedtrær derover i Hurum, sa hun. De hadde mye Geni og malte alltid sammen paa Stykkerne begge to. Det var mange, som syntes de skulde komme i Lære. Men der var ingen, som hjalp døm. Og saa maatte de til Sjøs. Og den ene af dem blev borte for noen Aar siden. Det var kjække Gutter.
- Hvor lang Tid tar det at komme over?
- Sommetider tar det 10 Minutter, og sommetider tar det Timen.
- Maa De over hver dag?
- Om Sommeren maa jeg over hver ivige Dag til Reimers med Mad.
- Kan han ikke faa kjøbt Mad derover da?
- Det er vel ikke godt nok for’n.
- Undertiden maa De kanskje over to Gange?
- To? I Sommer var jeg over fire Gange fra Klokken ½ 5 til Klokken 12. Om Sommeren er det det trablaste.
- Hænder det, at De ikke kan komme over for Vejret?
- Det er fært sjeden det, sa hun og smilte.
- Sig mig hvordan De kom til at begynde paa denne Bedriften?
- Aa, jeg laa og sejlte støt sjæl, og saa var det engang noen ba om at faa væra med. Og saa anbefalte den ene den andre.
- Er de ikke rædde undertiden, naar det blaaser svært?
- Aa jo, dem er ofte svært utidige.
Nu var vi kommet ned paa Bryggen. Hun hopped ned og baksed med Sejlet, som slo om hende.
- Naa kan De komma!
- Det gaar vel fort over i dag, sa jeg.
- Ja i dag skal det gaa i en Firlum-Fei! Sa hun og greb Rorpinden.