Kjeldearkiv:Haugianarbrev (frå Lars Kyllingen, oktober 1817)
Brevet som Lars Kyllingen skreiv i oktober (?) 1817, er attgjeve etter Ingolf Kvamens avskrift som inngår i samlinga Brev frå haugianarar og er tilgjengeleg mellom anna i Seksjon for kildeutgivelse i Riksarkivet. Det er eit mangfaldiggjort manuskript, nærast trykkeklart med bandnummer og sidetal. Brevet er i dette manuskriptet nummerert 118, og attgjeve på side 153-154 i band II. Det framgår ikkje av kjelda kvar originalen finst nå.
Brevet
Til min kjære Broder H. Nielsen Hauge med flere.
Jeg vil nu skrive dig nogle Ord til. Takket er du for Skrivelsen som vi fik fra Trondhjem. Den var ret kjærkommen, og mange har betragtet <den > med Fornøielse, samt en fra T. A<mble>, som alt er en Naade at skjønne paa. For den som kjender og antager det paa den rette Maade, saa er den en Livets Kraft som virker i Hjertet en ny Lyst og Iver til alt Godt, og nøie Renselse om (= af?) sin indvortes Tilstand, saa vi vandrer forsigtigt paa denne Vandringsplads og farlige Vei, saa vi kan sige: Vi gaaer i Fare hvor vi gaaer, ja langt flere <Farer> end vi forstaaer. Gud give os Naade til at kjende dem som vil forderve os, og vaage og staae dem imod, at de ikke døder den salige og virkende Kraft i vor Sjel!
Ak, jeg kan ikke udsige, som jeg føler <det>, de mange Afveie, de mange Drivefjære foruden den rette, jeg er <udsat for> ofte. Gud give mig Naade at vandre i Sandhed, saa jeg kunde beholde den børnlige Enfoldighed i min Sjel! Thi klart kjender jeg det: Saa snart en eneste Tanke bliver samtykt i mit Sind og Villie, saa tabes den Aands Dristighed og Frimodighed, den salige Virkning i min Sjel.
Jeg ser og af dit Brev at du frygter for at vi skal gaae for vidt med vor Bekjendelse, som jeg og har havt bestandig Frygt for og aldrig sendt Bud efter nogen omkring fra vor Side. Men da jeg var i Trondhjem og paa Romsdalsmarkedet, brugte vi vel for stor Dristighed. Dog, de som ikke vare af vort Sind, sendte vi ikke Bud efter; troer det havde sin salige Nytte paa mange. Jeg synes, saa vidt som jeg har reist, saa vil utidig Frygt hænge ved de fleste og staae i Veien. Dog kan der vel findes nogle faae iblandt, som har værre for at bekjende for andre, som kan frygtes for ikke er de[n] Rette; dog, det er ikke saa let at sige. Thi Herrens Veie ere ikke vore Veie, da han bruger forskjellige Midler, da det er forskjellig Sind og Meninger, da mange Drivefjære foruden den rette kan ikke udsiges. Dog vil jeg glæde mig i Haabet om de mange enfoldige og redelige Hjerter.
Jeg er nu paa Lomb for at besøge vore Venner. Her synes <at være> meget snilt, og mange er nyligen blevne begjærlige, ja mer end (i) det Første. Jeg var til Kirke 20de Søndag efter Trinitatis, og hørde Præsten tale meget opbyggelig, og fik da bud fra Hans Stengaard og talte lidt. Saa kom der en Mængde Folk. Efter at jeg talede en Stund privat med dem og sang den Psalme ”Det gamle Adams Sind” og ”O, vaagner op af Syndens Drømme”, [og] saa læste jeg din Troesbekjendelse, og saa lod jeg de andre Brødre synge den Psalme ”Hvo vil med til Himmerige”. Vi reiste os, jeg og tvende andre Brødre, og talede til Opbyggelse. Det faldt da paa mit Hjerte Dagens Text, at vi skulle være deres (= edrue?), ikke som Uvise, men som de Vise. Folket vare bøielige og tilstod at det var nødvendig at skye det som ondt er og leve christeligt.
Jeg er her paa Lomb(?) nu i Aften, har det opbyggeligt og godt, og er mange Folk tilstæde der. Jeg er buden til Grimstad Torsdags Aften, og vil bruge den Forsigtighed jeg kan; dog er jeg ikke i stand til at tie stille. Jeg synes at jeg aldrig føler saadant Liv i min Sjel som naar jeg faaer talet med mine Medmennesker til Opbyggelse. Jeg vil begive mig paa Hjemreisen Onsdalen over Fjeldet.
Jeg kjender nu en stor Længsel efter at faa tale med dig, Br. H. Du seer vel af Br. Daniels Brev om vor Bestemmelse til Vinteren, og haaber du giver os din Mening tilkjende. Vi længes derefter.
Du maa hilse alle Vennerne paa B<ache> M<ølle> og Nummedal. Hils Ole Mjelva med Kone! Og tilsidst er du og din Kone og lille Søn med alt dit Husfolk hilset fra os alle i Romsdalen, og fra Vennerne her paa Lom, og fra mig, deres Broder.
Lars Kyllingen