Kjeldearkiv:Sivert Aarflots minde

Denne artikkelen er en kilde og er derfor stengt for redigering. Eventuelle bemerkninger eller rettelser kan etterlates her.

Sivert Aarflots minde ved Claus Frimann

aftrykk efter den gamle utgave af 1819

Egsæt

fra M. U. Aarflots Bogtrykkeri,

utgivet av Maurits og Rasmus Rasmussønner Aarflot.

1885

Mindedigt

Paa møre sad saa gjæv en mand-
jeg tør med sandhet sige:
Blandt hædersmænd i landboerstand
Du finder faa hans liige.

Nei,- troe mig,- skjønt kun slet og ret
Det Bondegaardsnavn klinger
Af hver en Buske ei saa let
En Sivert Aarflot springer.

Kun, hvor du ser i unge bryst
Det liv, den ild, den lue
Den drift, den kraft, det mod, den lyst
at granske og at skue.

Kun der du finder det, Du vil,
Kun der du hilser manden,
kun der dig møder æmner til
en Aarflot den anden.

Men trænge dypt og skue vidt,
udfordrer flid og møye;
Og endnu nytter det kun lidt,
vil lykken ikke føje.

Naturen er en aaben bog,
Den taler til os alle;
Men mangen gang et fremmed sprog
og tidt saa mørk en tale.

Du troer at se alverden hel
I nattens stiernevrimmel,
Og seer dog kun en tusenddel
af hiin den skabte himmel.

At draaben er det klare vand,
Ei kan du andet dømme;
men dog et hav den være kan,
hvor tusind Smaadyr svømme.

En ævne hos os ligger skiult,
kun hjelp og lys den kræver;
Veiledning givet, lyset fulgt,
Den grad for grad os hæver.

Vel den, der tidlig nød det held,
at trofast leder finde
Paa fliden vei til viisdoms Væld
hvor lysets straaler rinde.

Men klippens søn i ringe kaar
kun sjelden frem man kalder;
paa ham, det er et Særsyn, naar
En kundskabstraale falder.

I mangt et mødigt Øjeblik
Min Sivert har du sukket: -
at kundskabstørsten, som du fik,
kun draabeviis ble slukket.

Thi randt den tanke dig i barm
Og glad du tanken favned:
Den Videlyst at række arm,
Som lys og leder favned.

En liden skat ( paa landet stor)
Du samler dig af skrifter,
Og for den æng, hvori Du boer,
saa rar en ting du stifter.

“Skue her min lille helligdom,
Min aandelige have, -
Kom Voldens mænd! Besøg den!
Kom!
Modtag den som min Gave!”

Saa viet ind alt staaer den der,
Og daglig man den søger,
Og mangen ætling fiern og nær
Den kostelig forøger.

Utrættet nu med runde haand
Du Kundskabslys uddeler,
Og bedre smag og bedre Aand
Den hele Kreds besieler.

Paa tavlebord du lægger frem
Saa mangt et jordens rige,
Du taler om de folk i dem,
Og deres gamle krige.

I laan nu flyver bog for bog,
som de var himmelsendte;
Paa alskens ting man bliver klog
foruden skillings rente.

Hvor glad see de yngre børn
I tegnet forestilling,
at himlen selv har og fin bjørn,
sin vædder, tyr og tvilling.

Den vorne ungdom bliver viis
Paa stjerner og planeter,
og dem, der drage svands og riis:
De truende kometer.

Selv manden med de hvide haar,
ham glider stundom bedre,
nu han af Snorro høre faaer
om hine oldtidsfædre.

Og om saa mangen blodig dag
Paa hans det gamle Møre:
Den Sværdklang det vaabenbrag
Paany han synes høre.

Men landbomand har dobbel trang
til nyt i feidens dage;
At rygtet da gaaer sneglegang,
saa tidt man hører klage.

Den mangel for at hjælpe af,
(hvo skulde drømt om dette?)
En literarisk Telegraph
Du søger at oprette.

I eget huus, i færdig stand,
du lærer den at tale
paa modersmaal til menigmand
I flere Norges Dale.

I vintre syv saa talte den
alt hvad den kunde samle:
Og lærerig gik aftenen
for unge og for gamle.

Og, som du grant den kunst forstod,
at gavne og fornøje,
saa intet rart du efterlod
for vitelystne øje;

Thi var det, at du stikken tog,
I haarden form at grave,-
og snart da stod i liden bog
en aabnet dyrehave;

Fremtreen den dyrenes monarch,
og rysted lokker gule;
end maate frem paa aaben mark
brunlabben av sin hule-

I haarden form paany du skjær,
og see en flok av fugle,
Guldøjet slæb paahønen bær,
styg sidder hornet ugle.

Høibenet struts i varme sand
møjsommelig han vader,
krumhalset moder pelican
de spæde smaae hun mader.

Men var det kun med bog og pen
du morede og gavned-?
Mon Skoven, engen, ageren
dig da desmere savned?

Som barn indviet blot dem,
just her som lys du lyste;
hvad fliden her kan bringe frem,
med egen haand du viste.

Hvor moser laa i kolde seng
som døde og fortabte,
den høie ager, gyldne eng
med egen haand du skabte.

Foruden garn i tomme baad
sad fiskeren mismodig;
at plante selv, da gav du raad
og hampen vorte frodig.

I haanden med sit frosne neg
steg dødens halve broder
paa lange vinger kold og bleg,
ned til vor gamle moder;

afmægtig, sukkende hun laae-
det syn vor uvenn lysted,-
Vort broderland vel ynksomt faae,
men kun saa lidet trøsted.

Da steg du tidt med tunge fjed
Paa Mørelandets tinde,
og viste dem for brødet græd,
hvor livet var at finde.

Dog, hvo kan tælle hver din daad
til almeenvel at fremme,
og hvert dit kloge varselsraad
til skadeskik at hemme?

Hvad under da, med kongehuld
du saa dit værd paaskiønnet?
Hvad under, at med præget guld
du faae din flid belønnet?

I nidinger! som kun forstaae
vort land og stat at snyde,
mod denne mand hvad er I smaae,
hvormeget end I skryde.

Til kongen med dit adelsnavn
Du sorte landsforræder!
Mens gamle Aarflots simple navn
skal kronet gaae med hæder.

Gak, raske søn! i faders spor,
med faders aand fortrolig,
og elsket bliv af ægnen, hvor
Du fæstet har din bolig.

Han faldt - her hviler det, hans støv -
Kom gjæve Møreqvinder!
Af Egsets mørke egeløv
En værdig krands ham binder.

Og voldens mænd! - med bautasteen
hvi tøve I nu længer?
paa mandens grav, - Kom! rejser een!
Og derpaa krandsen hænger.