Kjeldearkiv:Familien Vagel

Det nedenstående er tatt fra ei fotnote på side 209-213 i 1. - 9de Hefte av Tidsskrift for den norske Personalhistorie, utgitt av Bernt Moe. Det er satt inn noen flere linjeskift enn det det er i originalteksten, for lesbarhets skyld.

Paa grund af den nøie Forbindelse, hvori Familien Vagel saavel ved Giftermaal som ved Arv stod til den ovenomhandlede Linje af den Wesselske Familie, turde maaskee nogle faa Notitser om den Vagelske Familie her fortjene Plads:

Den tidligste Person af Familien, om hvem der haves nogen Kundskab, er Jochum Mathiesen, født omtr. 1649 og død 1721 som Commerceraad og Handelsmand paa Frederikshald, hvor han i sin Tid var en af denne Byes rigeste Borgere. Familie-Navnet Vagel (eller Wagel) blev først optaget af hans Sønner. Han var gift med Kirsten Heidemark (f. 1661 i Uddevalla, -|- 1726 paa Frederikshald), en Datter af Borgermester paa Frederikshald, Christen Henriksen Heidemark, der tidligere havde været bosat i Uddevalla, hvor han i en Række af Aar havde været ansat som "Postforvalter" eller Bestyrer af den norske og danske Post igjennem Bohuslehn, Halland og Skaane; men da Gyldenløve-Feiden udbrød i 1675, gik han Statholder Gyldenløve til Haande med at indhente Kundskaber fra Sverige og ved flere lignende væsentlige Tjenester, hvorfor han af de Svenske belv forfulgt, berøvet hele sin Formue ("over 4000 Rdlr."), og maatte endog holde sig skjult, indtil Gyldenløve med den norske Armee var rykket ind i Bohuslehn, da han af denne blev til Belønning udnævnt til Felt-Proviantsforvalter ved Armeen og til Foged over et bohuslehnsk Fogderi, hvilke Poster han bestyrede under Krigen i 4 Aar, og fulgte siden med den norske Armee til Norge, hvor han med Hustru (Karen Sophia von Dochen) og 8 Børn nedsatte sig paa Frederikshald, og blev her i 1680 udnævnt til Borgermester, og i Aarene 1686-1690 tillige benaadet med en aarlig Pension af 200 Rdlr., som Belønning for sine under Krigen udviste Tjenester.

Hans Svigersøn, den ovennævnte Jochum Mathiesen, og dennes Søn Mathias Jochumsen (dengang bosat i Strømstad), bleve i Aarene 1710-1715 givne til Priis for en skammelig Mishandling. Begge bleve nemlig i Juli 1710 pludselig heftede og førte til Agershuus Slot, hvor de maatte hensidde i Fængsel med Jern og Bolt, Faderen indtil Udgangen af 1712, da han paa Grund af Sygelighed løslodes mod Caution, men Sønnen derimod lige til Sagen endte i 1715. Aarsagen til denne Medfart var en løs og ugrundet Mistanke om, at de stode i en hemmelig og utilladelig Correspondance med de Svenske, eller tilsendte disse Efterretninger fra Norge. Der reistes en Inqvisitions-Proces imod Fader og Søn, under hvilken de behandledes med en oprørende Strenghed og paa den vilkaarligste Maade af Baron Løvendal og Slotsloven.

Den udmærkede Dygtighed, hvormed Jochum Mathiesens Svigersøn, daværende Overhofrets-Procurator Jens Grømbech, forsvarede deres Sag, maa det alene tilskrives, at denne endelig fik et for dem lykkeligt Udfald. De bleve nemlig ved Overhoffrettens Dom af 18 April 1714 aldeles frikjendte, og istedetfor at lade Sagen indanke for Høiesteret, blev Grømbech tilbuden at modtage Opreisning for de Angjældende igjennem Kongens Naade, hvorefter ved kongl. aabent Brev af 31 Juli 1715 Begge modtage Forsikring om Kongens Mishag med den haarde Medfart, de uskyldigen hadde lidt, idet de tillige erklæredes alde-les frie for de mod dem gjorte Beskyldninger, der ikke skulde geraade dem til Skade paa gode Navn og Rygte, og ligesaalidt maatte den Tort, de havde lidt under Sagen, bebreides dem, deres Børn eller Paarørende, m. m., hvilket aabne Brev det blev dem tilladt at lade læse og protocollere ved alle Retter.

Under s. D. afgik tillige kongl. Ordre til Slotsloven om, at Magistraten paa Fredrikshald skulde strax hæve den paa Jochum Mathiesens Gods lagte Seqvestration (hvilken ligefra Sagens Begyndelse havde fundet Sted), og at Byfogden i Christiania skulde strax stille Søn-nen Mathias Jochumsen paa fri Fod Ligeledes blev under s. D. Faderen Jochum Mathiesen benaadet med Commerceraads Charak-teer, og tillige paa samme Tid, eller kort efter, Svigersønnen Jens Grømbech med Charakteer af Cancelli-Assessor, men til disse Charakterer synes ogsaa den hele Erstatning at have indskrænket sig for flereaarigt Fængsel, en vanærende Proces paa Ære, Liv og Gods, og et Formuestab, der ansloges til over 16000 Rdlr.

Jochum Mathiesen efterlod sig 5 Sønner og 5 Døttre, af hvilke sidste Datteren Hedevig Magdalena Vagel blev, som ovenfor anført, gift med Præsten Ole Wessel, og datteren Christine Sophie Vagel blev gift i 1712 med ovennævnte Overhofrets-Prokurator Jens Grømbech, der i Aaret 1716 til-kjøbte sig for en Sum af 23000 Rdlr. den i Vangs Præstegjeld paa Hedemarken beliggende adelige Sædegaard Stor-Hammer med det dengang betydelige underliggende Gods. Efter hans Død i 1734 som Justitsraad og Overhofrets-Assessor, giftede hans Enke sig paany i 1741 med Justitsraad og Byfoged i Kjøbenhavn Iver Jentoft, der eiede Assistenthuset i Kjøbenhavn, hvilket hun efter hans Død solgte til Sø-Quæsthuset sammesteds (Krafts Norges Beskr. 1, 661). Af Jochum Mathiesens Sønner antoge tvende Moderens Tilnavn Heidemark; en tredje, Knud Hen-rik Vagel, døde som Kjøbmand paa Frederikshald i 1735, og efterlod sig Sønnen Mag. Jens Grømbech Vagel, død 1809 som Provst og Sognepræst til Aremark i Smaalehnene. Den eneste af Sønnerne, igjennem hvem Familien er bleven forplantet til vor Tid, var den ovenomtalte Mathias Jochumsen (Vagel), der var født omtr. 1680 og var i Aarene 1703-1710 bosat som Handelsmand i Strømstad, hvor han i 1703 var bleven gift med Maria Brinck. Da han i 1715 løslodes af sin femaarige Arrest, bosatte han sig i Frederiksstad, hvor han endnu levede i 1722, og var da her Consumtionsforpagter og Eier af 1 Hestemølle og 4 priviligerede Vandmøller, paa hvilkes Opførelse under Krigen 1716-1718 til Brug for det Offentlige eller Armeen han skal have sat sin Formue overstyr, da han siden ingen Erstatning erholdt.

Han efterlod sig een Søn: Jochum (eller Joachim) Vagel, Ingenieur-Major og Overconducteur ved den norske For-tifications-Etat, der boede i Frederiksstad, hvor han drev det efter Faderen arvede betydelige Møllebrug, som af han blev end-mere udvidet, og siden af hans Enke solgtes til Kongen eller Staten (jfr. Thaarups Magasin II, 66.). Han døde 16 August 1755 i Laurvig, hvor han i de senere Aar havde opholdt sig, da han forestod Anlægget af Frederiksværns Værfts Etablissement. Han efterlod sig - foruden den nedenanførte Søn - tillige tvende Døttre, der bleve gifte med Præsten Ole Wessels Sønner: So-renskriver J. G. Wessel og Major J. Wessel. Hans Hustru hed Maria Elisabeth von Ulrichsdal, og var en Datter af Wilhelm von Ulrichsdal, der i 1720 blev ansat her i Landet som Oberstlieutenant ved det ene norske gevorbne Dragon-Regiment og døde i 1765 som Storkors af Dbr., General af Infant. og Commandant i Frederiksstad, hvilke Poster, saavelsom sin Ophøielse i den adelige Stand i 1728, han skyldte sin Fødsel, da han var en naturlig Søn af Statholder Ulrik Frederik Gyldenløve, der, som bekjendt, igjen var en naturlig Søn af Kong Frederik den 3die. Ventelig for at ikke det Ulrichsdalske adelige Navn skulde uddøe, da Generalen kun efterlod sig 4 Døttre, blev hans Dattersøn, Major Jochum Vagels eneste Søn: Christian Wilhelm Vagel adlet med Navn af Ulrichsdal under 25 October 1782. Denne havde først været Secondloeutenant ved det søn-denfjeldske Inf. Reg., men tog sin Afsked med Charakteer af Krigsraad, efterat han i 1775 havde tilgiftet sig Formue med Christina Sophia Jentoft, Enke efter en Kjøbmand Lars Jacobsen i Christiania, hvor han siden nedsatte sig som Kjøbmand, men kjøbte efter nogle Aar en Landeiendom i Leuten Sogn paa Hedemarken, og døde her i Januar 1790. Hverken han, eller hans eneste endnu levende Søn, Hr. Laurits Vagel, forhen Major nu Toldinspecteur i Laurvig, havde imidlertid nogen-sinde ført eller optaget Navnet Ulrichsdal, men alene benyttet sit eget Familienavn Vagel; ligesom Familien heller ikke reser-verede sig noget Adelskab ved 1824 Aars Storthing. Hiint adelige Navn vil altsaa, trods den gjentagne Nobilitation, desuagtet uddøe, og synderlig Ære kunde der nu heller ikke være i, at forplante til Efterslægten et Adelskab, der ikke var hentet paa Fortjenesternes Mark, og tillige var uden senere erhvervet Berømmelse.