Kjeldearkiv:Nobelprisvinner Johannes V. Jensen og Ekeberg
Nobelprisvinner Johannes V. Jensen og Ekeberg
Den danske dikteren Johannes V. Jensen hadde et nært forhold til Norge og Ekeberg. Han fikk Nobelprisen i litteratur for ”Kongens Fald” som han skrev mens han bodde i drengestuen på Ekeberg hovedgård. Forfatteren Oluf Friis forteller litt om nobelprisvinnerens opphold på Ekeberg og Oslo.
Den 21. januar 1897, dagen etter sin fødselsdag. Ankom Johannes V. Jensen til Kristiania, hvor han ble boende et helt år, nesten som en emigrasjon eller kanskje snarere et eksil.
Bodde i sjokoladeforretningen på Karl Johan
I de fire første måneder var han installert i konfiturebutikken (konfiture er konfekt og syltetøy) i Karl Johans Gade. Som han på en eller annen måde skulle ”passe”, dog heldigvis med ”to Butiks-Jomfruer”, unektelig en barokk situasjon, som han i et par smaabrev til sin søster prøver at holde sig fra livet med ironi og komediespil i sin sædvanlige stil.
Besøk hos Hamsun
Af et brev til sin søster Thit, hun var også en kjent forfatter, fremgår det at Johs. V. Jensen efter aftener i Studentersamfundet to gange besøgte Knut Hamsun. Han bodde på et pensionat et stykke uden for Oslo, (det har nok vært Hammers Pensjonat). Det må vel ha været på opfordring fra Hamsun og det tyder på interesse fra hans side. Hamsun var lige ved de fyrre, og stod som en berømt digter ikke blot i Skandinavien, men i Europa. Johannes V. Jensen var lige fyldt fire og tyve. Johannes har følt seg skuffet og det blev ved de to besøg.
Peter Lykke-Seest
Johannes V. Jensen sluttet et venskab med den fem år eldre Peter Lykke-Seest som betegner seg selv som løsgænger og livskunstner. Han virket som instruktør i det folkelige teater i Grønlandsleret, det såkaldte Grøndlands teater. Han var manusforfatter og filmmann. Lykke-Seest boede sammen med sin moder og to søstre i Ekebergveien 13.
Ekeberg vartegn for Kristiania
Kommer man sejlende til Oslo, har man Ekeberg til høyre, en veldig fjeldknude med en stor slette på den flade top. Ekeberg står som et vartegn for det gamle Kristiania, Christian IV’s by, sommerudfluktssted for det jævne borgerskab. Peter Lykke-Seest var vokst op i gamlebyen, der også er hans digtnings personlige miljø. Det var i dette gamle Kristiania, Johs. V. Jensen følte sig mest hjemme, og foråret og sommeren på Ekeberg blev det første Kristianiaårs store oplevelse.
Loftskammers i drengestuen
Johannes V. Jensen tingede sig logi på et loftskammer i et af udhusene til Ekeberg gård oppe på sletten. Ekeberg gård var i slutningen av det 18. århundrede rykket op i klasse som hovedgård, den eneste i Akers sogn. Våningshuset var i to etager men var dog en beskjeden bygning. Efter norsk byggemåde ligger stalden, laden og udhusene spredt omkring hovedbygningen. Johs V. Jensen kom til at bo i et udhus tæt ved våningshuset, på gårdspladsens vestside, han skriver: ”Det var et stort Gavlværelse, jeg havde. Væggene vare af Fjæl, og jeg plejede at have Orme (mark) og Fluer at høre paa om natten”. Ud over tunet og alleen op til gården, så han mod Grefsenåsen, der mod nord stod med sin ”puklede Kontur”. Ved højsommertid, når solen stod bag Grefsenåsen, lyste himlen gult. Det gule eller endnu stærkere, det ravgule skær på midsommernattens himmel blev i Johs. V. Jensens erindring et med de norske lyse nætter. På sine mange Norgesrejser valfartede han gerne til Ekeberg, sidste gang i 1938. Af gården var nu kan våningshuset og ”hans” udhus (drengestuen) tilbage, det rygende Oslo stadig liggende dybt nede i sit hul.
Visdomstanden
I 1925, da jeg rejste i Norge med Johs. V. Jensen og sønnen Villum, begyndte naturligvis turen med et besøg på Ekeberg. Da vi stod foran udhuset, hvor han havde sit kammer, fortalte han historien om sin tandpine, nu kendt under titlen ”Visdomstanden” utgivet på Gyldendals Julebog 1944. En tandlæge i Kristiania havde forgæves forsøgt at hjælpe ham af med den umedgørlige visdomstand, der ikke var Plads til i Kæben. Med halvt åben mund, det var kun lykkedes at få tanden trukket et stykke op, vaklede Johs. V. Jensen gennom Karl Johan, indtil han på en hospitalsklinik kom på operationsbordet og under kloroformbedøvelse ”Kvælningsdøden” – endelig blev befriet for tanden. Med in isklump ”af en Brostens Størrelse” begyndte han vandringen op hjemad ”op ad det stejle Ekeberg”. På sit kammer lå han hele natten, med sin værkende kind på isblokken: ”Natten var lang og lys, den saa ind paa mig gennem Vinduet, vi var ene to, Himlen og jeg, alle mine Kræfter var gaaet, og der døde jeg saa, for anden Gang, hen paa Morgenen, da jeg saa Gry paa Himlen, følte hvor jeg sank, mens Smertene gikk over i en dyb Lykkefølelse, der faldt som en Dulmen paa Øjenlaagene, indtil jeg sovnet hen”. Da efteråret satte ind med regn og kolde nætter, måtte Johs. V. Jensen søge ned til byen igjen.
Dikteren og pindsvinet
Dikteren føler sig på pindsvinets side, da han en aften kommer hjem og ser gårdens folk sidde og more sig med det. Pindsvinet har udløst sin forsvarsmekanisme, det har rullet sig sammen, forskanset sig bag sine pigger. Digteren ser den ligge som ”en klog Kugle”. Han tager den med sig op på sit værelse. Han glæder sig til i sin ensomhed at have et lille væsen hos sig. Ellers har han kun fluerne og ormene i træværket at lytte til om natten. Han sætter pindsvinet ned i sin violinkasse, lukker låget til, med en pind imellem for lufts skyld, skoen ovenpå. Men det udvikler sig til en meget dramatisk nat. Pindsvinet Støjer og regerer, puster og snøfter i raseri over indespærringen. Herved udløses i digterens drømme og halvvågne øjeblikke vældige destruktive kræfter i hans underbevidsthed; Underlige og uhyre Drømmebilder” tårner sig op om ham. Han hører det rode under sengen, ”som om en Kæmpe havde vendt sig i sit Leje af vaadt Løv”. Pindsvinet tager farligere og farligere gestalt. Angstfantasiene stiger til mareridtagtige drømme. Pindsvinets poter mod gulvet: lab, lab, lab. Til sidst er det, som om ”det halve Verdensrom” vender sig fjendligt mod ham – og han vaagnet med Aandenød. Maredrømmen kan ikke slå hans lykkefølelse i stykker. Digteren forstår da også, at eneste retfærdige mod pindsvinet er at bære det ned og sætte det i frihed. Da pindsvinet føler sig tryg, ruller det sig ud og sætter pludselig i løb mod skoven: ”jeg havde aldrig troet det i Stand til at skynde sig saa jublende”. Kristianiaåret betød den første vældige stigning i hans digteriske skabelse.
Nobelprisen
Johannes V. Jensen regnes som en av de største forfattere i nordisk nåtidsdiktning. I 1944 fikk han nobelprisen i litteratur for boken ”Kongens Fald” som han hadde skrevet mens han bodde i drengestuen på Ekeberg hovedgård.
Jubileum
Da Bokklubben i 1965 arrangerte en av sine triumfer ble nettopp Ekeberg hovedgård valgt som sete for feiringen, var forklaringen at det var nettopp her Nobelprisvinneren Johannes V. Jensen satt og skrev denne boken. Bokklubbens direktør, Knut T. Giæver, leste kvikt og underholdende et avsnitt fra ”Kongens fall” for gjestene. På minnefesten var forfatterens yngste sønn dr. med. Emmerik Jensen ønsket hjertelig velkommen og minnet om at 1938 var den siste gang den gamle dikter og store Norgesvenn sto oppe på Ekebergåsen og skuet utover sitt kjære Oslo. Sønnen fortalte at Norge betød mye for hans far. Han fant seg bedre til rette her enn i København, og blant hans gode venner kunne en finne vår egen Bjørnson, Hamsun, Hans E. Kinck og bestevennen Johan Falkberget.
Kilder
- Pedersen, Gunnar: B.6: Aktuell historie VI : Nordstrand og Østensjø - før og nå. 2013. 204 s. Utg. Dreyer. ISBN 978-82-8265-076-2. S. 70: Nobelprisvinner Johannes V. Jensen og Ekeberg.
|
Artikkelen er basert på «Aktuell historie», Gunnar Pedersens spalte i Nordstrands Blad, som senere har resultert i seks bøker. Den ble opprinnelig publisert som NB 482 den 15.05.2009. Litteraturlista er den Pedersen oppga i sin utgave av artikkelen.
Flere artikler finner du i denne alfabetiske oversikten. |