Slekt

Peder Engerlaus Koch (1793–1859), fut og sorenskriver i Salten på midten av 1800-tallet. Rundt ham sitter fem av barna hans.

Ordet slekt (slegt, slægt), f, er etter Falk & Torp (1906) et innlånsord i sen gammelnorsk tid, dvs omkring 1300 og senere på 1300-tallet, fra middelnedertysk slechte, «herkomst, slegt, familie», også geslecht. Ordet kommer samtidig eller tidligere i svensk släkt (slägt), gammelsvensk släkte, og finnes i hollandsk geslacht «slekt, art», i gammelhøytysk gislachti «slekt, stamme, art, egenskap» og i høytysk Geschlecht. Sammenlign gammelhøytysk slahta «slekt, art», gammelfrisisk slachte «preg, slekt», middelnedertysk slacht «art», gammelhøytysk gislaht «velartet», og høytysk ungeschlacht «plump». Etter tidsforholdet kan man neppe avlede begrepet slekt av betydningen «preg» i middelnedertysk geslacht, gammelfrisisk slachte, men må knytte til germansk *slahan. «slå inn på en viss retning». På samme vis hører gammelirsk slicht «avkom, slekt» til sligim «slår». Grunnbetydningen av slekt synes således å være «art», som naturlig kan ha utviklet seg av det verbale begrep «ta en viss retning».

Familiebilde fra Paulsberg, 1954

Fem betydninger av slekt, f

1. familie c, ætt f, folk n.
2. generasjon, manns-aldr m, ætt-led m.
3. art, kjønn.
4. stand, stilling, måte å være eller leve på.
5. i naturhistorien: underavdeling av familie, ættegrein.

De eldste kildebelegg på norsk

Johan Fritzner (III, 1896, s. 428) tar ordet slekt med i sin ordbok og angir tre betydninger. Herifra er ordet tatt med i Hægstad & Torp 1909 og siden i alle utgavene av Norrøn ordbok. Men Falk & Torp 1906 holder ordet for å være innlånsord, noe de eldste kildebeleggene hos Fritzner også tyder på. Det er sikkert derfor også Ivar Aasen (1873 og senere utgaver) og Hans Ross (1895) utelater ordet slekt i sine ordbøker over det norske språket.

Fritzners eldste daterte kilde er et privatbrev fra biskop Håkon av Bergen til herr Bjarne Erlingsson (Bjarkøy-ætten) av 3. desember 1338

gerna sjám vér, at þér sem frammast erfiðir fyrir yðri sœmd ok yðra vina, só at eftir guð sjalfan vendi þér hinn mesta kærleika til sjalfs yðars ok yðars heiðrs iðugelegha hugsandi þá ærlegho slekt, er þér erot af komnir.

Deretter gir Fritzner fem kildebelegg, alle fra berettende (religiøse) kilder fra tiden omkring 1300. En av sammensetningene ordet slekt forekommer i, er riddaraslekt (III, 1896, s. 104), brukt om etterslekten til en sønn av keiser Karl den store.

Tre tidlige forekomster av ordet slekt i Norge

1493: Ingerid Nilsdotter (biskop Finnboge Nilssons ætt) utferdiger sitt testamente på Hamar 8. april 1493 der hun funderte et alter ved Hamar domkirke, som hun skjenket et større jordegods på Opplandene og Hedemarken. Hun omtaler selv sine to brødre, sin mor, sin daværende andre ektemann, deres tre felles barn samt hennes sønn av første ekteskap «som myn slæckt», og slekten kan dermed kalles Ingrid Nilsdotters slekt. I hennes slektsbegrep inngikk alle som ble knyttet til henne selv.

1565: Birgitte Nilsdotter av Per Amundssons slekt (Andenes-ætten): «er hun aff Per Amundsons slecht paa Andenes oc hans søns dotter.» Hun var datter av væpneren Nils Persson og sønnedatter av væpneren Per Amundsson på Andenes.

1567: Salmund av god gammel adel og er slekt til Christoffer Trondsson (Tronds): «Salmund fød i Quinheret af godt gammel adell, oc er slecht til Christofer Trondsøn», han ble hengt 1567.

Variasjoner i bruken av ordet slægt (etter S. Schjøtt 1909)

• en ære for slægten, ei ætte-pryda.
• skam for slægten, ætte-skam f.
• jeg vilde besøge min slægt, eg vilde finna folket mitt.
• han ligner sin slægt, han likjest sinom.
• den nærmeste slægt, næraste skyldfolket.
• være i slægt med en, vera skyld til ein, vera skyld ein, «dei er skylde brudgomen».
• i nær slægt, nærskyld.
• de er i slægt sammen, dei er skylde, dei er same folket (av same folket).
• komme i slægt med, koma i skylda med.

Sammensetninger av ordet slægt (etter Schjøtt 1909)

• Slægtarv c, ervestykke n.
• Slægte, slægte paa slegtast paa, braa (bregda) paa, «han braar paa fár sin», «han hadde noko aa tillikjast baade paa fár-sida og mór-sida».
• Slægt|feide, ættestrid m.
  • slægthistorie, ætte-sóga f.
  • slægtled, ætt-led m.
  • slægtlighed, ætte-likskap m; (flygtig) ætte svip m, «han hev ein liten hiv attpaa Lundefolket» (dvs. Der er nogen slægtlighed).
  • slægtlinie, ættlegg m, ætte-streng m.
  • slægtmærke, ættemerke n.
  • slægtnavn, ættenamn n.
• Slægtning, -e, c, skylding m (skyldning), ætting m, (i sidelinje, is. søskendebarn) frende m, frenka f.
  • slægtninge, også skyldfolk, folk n.
  • jeg vilde besøge mine slægtninge, eg vilde finne folket mitt.
  • uden slægtninge, frendelaus.
• Slægt|register, ætte-tavla f, ættetal n, ættelista f.
  • slægtrække, ættlegg m.
• Slægtsidéen, ættetanken.
• Slægtskab, n, skyldskap m, skylda f, frendskap.
• Slægtskabs|avl
  • slægtsforbindelse: han skyldte sine slægtsforbindelser sin ophøielse, der var skylda aa takka, at han kom i véret.
  • slægtsforhold: befinde sig i nærstaaende slægtsforhold, til vera nærskyld til.
  • slægtsfølelse, ætte-kjensla f.
• Slægts|navn, ættenamn n.
  • slægtsstolthed, ætte-gode m, «ætte-goden ligg i deim».
• Slægt|tavle, se - register
  • slægtsvaaben, ætte-vaapn n.

Kilder og litteratur

• Hjalmar Falk og Alf Torp: Etymologisk ordbog over det norske og det danske sprog, II (Kristiania 1906).
• Johan Fritzner: Ordbog over Det gamle norske Sprog, III (Christiania 1896), IV (red. Finn Hødnebø, Oslo 1972).
• Leiv Heggstad, Finn Hødnebø og Erik Simensen: Norrøn ordbok (3. utgave, Oslo 1975), og senere utgaver.
• Marius Hægstad og Alf Torp: Gamalnorsk ordbok med nynorsk tyding (Kristiania 1909).
• Hans Ross: Norsk Ordbog (Christiania 1895).
• S. Schjøtt: Dansk-norsk ordbog (Kristiania 1909).
• Ivar Aasen: Norsk Ordbog (Christiania 1873, mange senere utgaver).