Kjeldearkiv:1927-10-23 Brev frå Prestgard til Kleiven

1927-10-23 Brev frå Prestgard til Kleiven
Informasjon om brevet
Dato:	23.10.1927
Stad:	Decorah
Frå:	Kristian Prestgard
Til:	Ivar Kleiven
Nr. i samling:	167
Samling:	Brevsamling Ivar Kleiven og Kristian Prestgard 1886–1932
Oppbevaringsstad:	Opplandsarkivet
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Decorah, Iowa 23de Okt. 1927

Kjære Ivar!

Ak ja, saa er det Striskjorta og Havrelefsa att, og det daglige Rutinearbeide tar hvert evige Minut paa Dagen og Kvelden med. Det var jo en lidt braa Overgang efterat ha reist som Fyrster og Storkarer og festet over det ganske Norge. Men nu skriver jeg da for at faa sagt dig tusen – og flere til – Tak for sidst! Nu da jeg har været i Heidal og paa Kleivsætra og har snakket med dig, føles det dobbelt fjollet at skrive Dansk til dig, men Herregud, hvad skal en stakkar gjøre? Jeg er da Døl indvendig og blir aldrig noget andet – endog en af de gamledags.

Ja, den straalende Tur sammen med de gjilde amerikanske Bladmænd og de lige saa gjilde Verter, som var med og ordnet alt for os til slig Fuldkommenhed – Turen langs Norges Vestkyst og Nordland til Nordkap og saa gjennem Gudbrandsdalen og en Snyt af Telemarken ‒ var saa vidunderlig, at jeg aldrig vilde finde Ord for det, om jeg prøvde. Det var ikke bare al den Stas og alt det Væsen, som blev gjort af os overalt, men jeg fik ogsaa et Glimt af et for mig helt nyt og vidunderlig Stykke Norge. Det virket som en Aabenbaring fra en anden Verden. Hvert eneste Minut paa hele Reisen bragte nye Indtryk, som ikke vil bli udslettet saa let.

Og dog, det er ingen Forkleinelse for alt det andre, naar jeg sier som sandt er, at det store Glanspunkt i Norgesreisen for mig var Besøget i Heimbygden og Samværet med dig og Folket paa Kruke. Som en Pilgrim gik jeg der paa de gamle Tufter og ligesom knyttet Traadene igjen til min egen Ungdom. Det var en Slags saar Lykke, som det vist ikke forundes svært mange at opleve. Jeg skal si dig, Ivar, at det var ikke mindst Samværet med dig, som hjalp mig til at finde mig selv – mit unge selv – igjen. Ikke saa, at jeg nogengang har mistet mig selv eller blet noget andet, end jeg var, men Herregud, 36 Aars Udlændighed, da Mand!

Naar jeg tænker paa det nu, saa er det næsten ikke saa jeg kan faa mig til at tro, at det er sandt dette, at jeg bare for nogen faa Uger siden har ruslet omkring i Heidalen, været i Lurvutlia og fisket i Muru og Mæringsdalsvatnet og siddet hos dig ved Peisen i Kleivsætra. Det er noget urimelig og uvirkelig, og jeg er sommetider ræd jeg skal vaagne og finde, at det hele er bare en Drøm eller Feberfantasier. Men jeg ved, at det vil bli mer og mer virkelig, som Tiden gaar, fordi det fyldte mig med noget, som vil sidde der for alle Tider.

En Dag midt paa Atlanterhavet satte jeg mig ned og prøvde at skildre mine Følelser ved Gjensynet af Heimegrendi for Nordmands-Forbundets Julehefte, men – ja, jeg sendte det tilbage fra New York, men jeg fik det ikke til. Ingen Kunstner i Verden kunde ha faat det til – jo, kanske en Vinje eller en Sivle.

Saa vidunders gjildt som det var at gjeste Heimbygdi og dig og de andre, saa vondt var det at reise att. Det er vist ikke mange, som fatter denne Kamp mellem Hjemve og Udve, som river og sliter i somme af os. En blir jo rigere paa mange Vis ved at ha Rod i to Lande og leve sig sammen med to Folk, men du Verden, det koster noget ogsaa.

Jo, jeg forstaar nok, at du kan føle dig lidt ensam, naar du en sjælden Gang kommer tilbygds og finder lutter Filistre og Materialister. Men du er en lykkelig Mand ligevel, Ivar. Jeg kunde se det paa dig. Du og han Lars Eskeland var de eneste gamle Venner, jeg traf i hele Norge, saa uforandret, at jeg vilde ha kjendt dere igjen hvorsomhelst. Du har dit store Arbeide, som fylder din Arbeidsdag, og som alle, hvis Mening er noget værd, høiagter. Du skulde bare ha hørt, hvad Filseth sa om dig. Du har Fred og Ro høit over alt Styr og Staak, og du lever i en Luft som er helsig paa mere et [sic] en Vis. Og saa har du aldrig faat dine Rødder i Heimegrendens Jord revet op, og ikke behøvd at dele dig op i Smaabiter, som somme af os. Det eneste, du trænger til, skulde da være at ha mig lidt nærmere ved. Men saa skal jeg ogsaa si dig, at jeg vilde trænge dig meget, meget mere end du mig.

Jeg har i mange Aar fortalt mine Venner her, at hvis det bare forundtes mig at faa se Hjemlandet og Hjembygden en eneste Gang til, saa vilde jeg faa Ro. Der vilde da ikke være mere, som sled og trak i mig.

Det var et vældigt Bedrag. Nu ved jeg det. Aldrig har Hjembygden grassert i mig som nu, da jeg har været der. Og nu er der ikke at tænke paa Fred, før jeg har været der engang til. Hvis Amboe holder, saa kommer jeg nok att om tre Aar. Og da blir du ikke kvit mig saa fort som nu i Sommer. Tænk, om vi kunde gjøre en Tur sammen til Seljord som to gamle Pilgrimer! Det Seljord vi kjendte er jo i Ruiner nu, men saa vilde det gi dig en ganske liden Tæft af, hvad det vil si at vanke rundt paa Ruinerne af sin egen Ungdom. – Jaja, jeg skal ialfald si fra, naar du skal hænge paa Fiskegryta og han Kaffelars. – Mugkampen klarer vel du endnu, men ikke jeg formedelst de kranke Bakbeina mine.

Ja, dette med Amerikabrevene venter jeg mig megen Glæde af, og det var Moro at høre, at du har fundet saa mange, og at du ved, hvor der er flere. Naar du engang faar det hele sanket sammen, kan du sende dem direkte til mig, saa skal vi fotografere dem og – in due time – returnere dem til Prof. Osc. Alb. Johnson til Opbevaring i Arkivet i Oslo. Jeg haaber, det nu snart vil gaa løs med Indsanking over hele Norge.

Vort Historielags Styre skal ha Møte i Chicago i Juleugen, og jeg skulde nok ha været med for at afgi Rapport om min Virksomhed i Norge, men jeg faar neppe Tid, og saa faar jeg nøies med at skrive min Rapport.

Det glædet mig meget, at baade Professorerne Johnson og Koht og Docenterne Worm-Müller og Midttun var meget interesserte i denne Brevplanen og mente, at der endnu var adskilligt at sanke.

Ja, dette er mit 8de Norgesbrev ikveld, men nu er ogsaa Klokka halv to, saa nu faar vi kalde det et Dagsverk. Og nu maa du skrive snart, Ivar!

Hjertelig Hilsen til dig og han Paal.

Din gamle

K. P.