Kjeldearkiv:Anmerkninger over Lessøe Prestegjæld og de merkværdigste ting, som derudi findes

Denne artikkelen er en kilde og er derfor stengt for redigering. Eventuelle bemerkninger eller rettelser kan etterlates her.

«Anmerkninger over Lessøe Prestegjæld og de merkværdigste ting, som derudi findes»
af Hans Holmboe

'Budstikken. Et Ugeblad af statistisk-oekonomisk og historisk Indhold
Femte Aargang. 1824.
Redigeret af J. C. Berg, Waschmann, J. Kraft og U. B. Møller.
Trykt hos Chr. Grøndahl i Christiania.

Om nettutgåva

Denne nettutgåva er avskrift frå fotokopi av Budstikken 19. februar og 4. mars 1824, påbegynt i 2010 (sjå historikk-fana). Holmboe daterte sjølv meldinga til 2. august 1755, sjå nedst. Det eksisterer ei maskinskrive avskrift av ho, m.a. i bygdebokarkivet på Lesja og i Gunneriusbiblioteket, Universitetsbiblioteket i Trondheim (iflg. BIBSYS i 2010, ikkje funne i 2020).

På s. 11 i den avskrifta er det oppgjeve i alt fire avskrivarar, den første datert 30. desember 1908 av ein S. A. Skotte på Lesjaskogen: «Afskrift av en gammel beskrivelse over Lesje præstegjeld, viss original engang fantes paa Lesje værk men som er tabt. Den brændte op i Aalesundsbranden i 1904».

Deretter har bokhandler J. F. Dahl skreve av Skotte i januar 1928, S. F. A. Krohg har skreve av Dahl i 15. oktober 1949 og endeleg har Hj. Parelius skreve av Krohg i september 1955.

Det er altså denne siste avskrifta som ein finn m.a. i bygdebokarkivet. I den er det fleire avvikande former i høve versjonen i Budstikken. Merk også at redaksjonen i Budstikken har korrigert og føygd til informasjon til Holmboe, og ein skal ikkje sjå bort frå at ortografi med meir er justert.

No. 11 til 14. Torsdag 19. Febr.

[spalte102]

Lessøe har i forrige tider ikke andet været end en Sæter-Dal, som har hørt Vaage Prestegjeld til, og den Tid blev det kaldet Lida ): Lia, og Vandet, som gaaer herigjennem, kaldtes Lia-Sjøen, hvoraf de ældste Beboere kaldte Bygden Liasjø, og i senere Tider er den bleven kaldt Lessøe.

Efter Traditionen siges der, at de første, som begynte at bygge og sætte sig ned her, vare tvende Kæmper ): harniskede Mænd, hvilke de ældgamle Mænd nu omstunder kalde fordniske Mænd. Den ene boede paa en Gaard 1/2 Fjerding norden for Lessøe Prestegaard, som kaldes nu Tøndøvel, og den Bygning, som af ham blev bygget, har staaet til for tre Aar siden, da den blev ned-

[spalte 103]

reven), og kunde gjerne bleven staaende ligesaa lenge til, saa godt og sterkt var Tømmeret. Der findes endnu paa samme Gaard Beholdninger af Vaaben, som samme Mand har brugt, men de ere for det meste spolerede. Den anden Kæmpe siges at have bygget en Gaard, som nu kaldes Eneboe, hvilken ligger 3 1/2 Mil Norden for Tøndøvel, under hvilken Gaard findes en hel Hoben af Kredser, som ere belagte rundt om med runde Kampestene, og midt udi hver Kreds er opreist en høi firkantet Steen, nogle ere cirkelrunde, nogle ovale, nogle quadrate. De første kan være 10 a 12 Alne i Circumference, og somme ere meget mindre, hvilke Kredser skal have været brugte til Tvekampe. Jeg har ofte foresat mig at skulde eftersøge ved at lade saadan en Kreds opgrave, om man ikke kunde findre noget, som kunde give Oplysning, hvortil de kunne været brugte; men da jeg engang proponerede for Bønderne, som ere Eiere af samme Jord, hvor disse Kredse findes, om jeg maatte faae Tilladelse at opgrave nogle af dem, bade de mig ikke at gjøre det, af Frygt, at deres Gaarder skulde fange nogen Ulykke, i Fald at de Kredser med deres Samtykke skulde blive rørte, foregivende denne Raison, at det er hellige Steder, hvilket de bevise med et Sted i Romsdalen

[spalte 104]

ved en Gaard ved Navn Stavem, hvor der og findes midt i Alfarveien saadanne Kredser, paa hvilket Sted for mange Aar siden er udgaaet en Jordskrid, som blev foraarsaget af overmaade Regn, og da den var i sit største Løb med at udskylle Jord og Steen og sigtede med sin Fart lige til disse Kredser, da har Vandet skaaret sig paa begge Siderne og strax conjungeret sig neden under disse Kredser til et Løb igjen, saa bare dette lille Sted, hvor disse Kredser ere, blev urørt og den anden Jord bortskyllet, hvilket man med største Forundring kan betragte.

Lessøe Præstegjeld er 9 Mile langt fra den sønderste Gaard Stueflotten kaldet og til den norderste Gaard, som og kaldes Stueflotten: udi hvilken Strækning ligger Dobre) Annex Sønden, Hovedkirken i Midten og Lessøe Jernverks Kirke Norden for. Naar man kommer til Jerkind paa Dobre-Fjeld, løber der en Elv ned til Steigen i Lille Elvedalen, som kaldes Folden, hvoraf Foldalen har sit Navn; der ligger den fjerde Kirke, som hører Lessøe til, hvor det ny kobberverk Frederiksgave er oprettet, og er 7 Mile fra Lessøe Præstegaard.

Luften her er en meget tynd og reen Luft, hvilket den idelige Vind og Blæst foraarsager, hvorudover her er et meget sundt Sted, og Folk, som leve et diætligt Levnet, blive og meget gamle. Her falder sjelden Regn fra Foraarets Begyndelse indtil St. Hans Dag, og meget rart er det at høre Torden, man kan vel høre en Dunder af den langt borte, men meget sjelden, at den

[spalte 105]

slaaer midt over horizonten. Vinterens Kulde er de fleste Aar meget bestandig, derhos streng, men dog reen uden Taage og Fugtighed. Her falder sjelden meget Snee, besyndelig Sør i Bygden, derfore bruger hver Mand baade paa deres Agre og Enge Vind : Gaarder, d. e. Gjærder, som de sætte i Kryds og i Qvær for at beholde, den Snee, som falder, liggende paa sine Agre og Enge, for ellers tager Jorden Skade af Frost; thi den idelige Blæst, som her Falder, bortdriver Sneen paa de flade Steder, at Jorden ligger ganske bar. Om Vinteren er Solen borte her paa Verket i tolv Uger, som er fra Mortens Dag og til Kyndelmisse, i hvilken Tid vi slet ikk see den, og Sør i Bygden er den ikke saa længe borte, paa nogle Steder 4, nogle Steder 6 og nogle Steder 2 Uger er den borte, men saa er den ikke borte 2 Timer om Sommer-Nætterne. Uagtet dette, saa er dog denne Bygd fremfor andre underkastet store Fataliteter i Henseende til den Natte-Kulde, som falder høieste Sommer, som er den farligste Tid ved Laurentii og Bartholomæi Tider; naar Kulden ikke indfinder sig i den Tid, saa kan man noget nær være sikker for den til seenhøstes, og om den indfinder sig, saa gjør den siden ingen Skade, thi i Augusti Maaned pleie de her have afskaarest sit Korn og indbjerget det. Om Foraaret, efterat Bønderne have saaet og Kornet er høit oppkommet, hænder det ofte, at det kan fryse ganske bort, 2 a 3 Gange saaledes, og endda kan der blive overflødig Korn. Her falder ofte Snee høieste Sommer, i Besyndelighed naar det har længe regnet og imod at Veiret vil forandre sig, da kan der un-

[spalte 106]

dertiden falde saadan Snee, at den kan ligge et par Jævndøgn. Ved Bartholomæi Tider pleier her falde en overmaade Blæst, saa det kornet, som er skaaret og sat i Neger, kan undertiden følge med Luften saa langt, at Eieren aldrig faar noget af det tilbage, og det Korn, som paa den Tid endnu kan staae paa Roden, mister hvert et Ax, ligesom Fuglene skulde have hugget det af.

Vandene og Fiske

Det mærkverdigste af Vandene er dette, at den store Elv, som gaaer igjennen Bygden, falder ligesaa stor Nord efter til Romsdalen og lige i Søen som der gaaer ind, som Sør efter til Mjøsen, og her ved Jernverket gaaer Vandet stille 1 ½ Miil, hvorudover her maa holdes tvende Dæmninger, en ved udfaldet til Romsdalen og en ved udfaldet her ved Verket, som gaaer til Mjøsen; hvilket giver tilkjende, at Verket ligger meget høit. – Her ved Verket findes et lidet Kjern, som Bønderne kalde Skaapaar : Kjønnet, hviket kan være omtrent et godt Bøsseskud langt og halvdelen saa bredt; samme har sit Udspring neden fra Afgrunden, uden at nogen kan see hvor. Situationen er imellem høie Sandbanker, hvoromkring ei er at see den mindste Bek eller Kildespring. Det besynderligste er, at naar alle andre Bekke og Elve om Foraaret voxe op, da tørres samme Kjern daglig, at det ofte bliver ganske tørt, saa at ei en eneste Draabe Vand paa Bunden er at see, og paa Bunden er ganske fast Sandgrund. Derimod naar Sommerens Hede tiltager, og alle andre Bekke og Elver minke og næsten ere udtørrede, da voxer dette Kjern, at det kan blive her imod tre Alne dybt; det tager ei saaledes til at voxe,

[spalte 107]

førend alle andre Bekke af Sommerens Hede ere udtørrede, som gemeenlig skeer i Julii Maaned, og om der i den Tid regner meget, saa mindskes det heller end det voxer, men om Heden er nok saa langvarig og nok saa excessiv, saa voxer det dessmere. Det kommer ei alle Aar til lige Høide, at det falder ud gjennem en liden Dal ved Kjernets Ende, men er rart at det skeer; og have Bønderne det Mærke, at naar samme Kjern er saa stort, at det falder ud, bliver der samme Aar overflødig Afgrøde af Jorden, men naar det er lidet, saa er det og tilforladeligt, at Afgørden er liden paa Jorden. Hvorfor Bønderne kalde det Skaapaar- (eller Skaber-) Kjernet, er, fordi det ligesomskaber sig efter Jordens Producter, eller rettere, at Skaberen ved Kjernets Beskaffenhed tilkjendegiver, hvorledes Jordens Afgrøde skal blive. Naar det løber ud, gjør det en temmelig Bek, hvoraf man kan see, at dets tilløb ei maa være saa lidet, helst da det ligger i en Sand og mellem Sandbakker, som opsluge en hoben Vand. Man har mærket hvor det falder ut, at det er lunkent- – I Fjeldene findes adskillige store Vande, som er ikke andet mærkleig ved, end at de ere ypperlige Fiskevande, og de Fiske, som derutdi findes, ere ikke anden Sort end Haarr og Ørret; ligeledes er ei heller anden Fisk i det Vand, som gaaer igjennom Bygden, end Haarr og Ørret.

Jorden og dens Beskaffenhed.

Udi Lessøe Hoved-Bygd og Annexet Dovre er fin Leerjord, udi hvilken Strækning findes adskillige Leerarter, som efter kyndige Folks Sigende skal være saa beqvemme til at fabrikere Steentøi og Glas af, at ikke mange

[spalte 108]

Steder skal findes bedre og beqvemmere Jord; men her ved Verket og Norden fore paa Lessøe-Skougen kaldet er Sand og Muldjord. Al den Jord, som findes i hele Bygden, er overmaade frugtbar, i Besynderlighed paa Dobre og i Hovedbygden, den er saa frugtbar, at der ikke findes Mage til den i hele Landet. Uagted at Bønderne i Almindelighed ere slette Agerdyrkere, saa dog kan de avle 10 a 12 Fold Byg, naar Sommeren er nogenlunde favorabel. Dersom de nu vare gode Jordebrugere og vilde beflitte sig paa at dyrke sin Jord paa den rette Maade, da kunde den importere dem meget; og vare de tillige gode Husholdere over det, som Gud gav dem, da kunde de aldrig mangle Korn, hvilket man har stort Bevis paa, i det her findes endeel Mænd i Sognet, som ere temmelig gode Jordebrugere og tillige gode Husholdere, hvilke have 2 a 3 Aars Korn i Forraad.

Om Sæden.

Her i hele Præstegjeldet saaes ikke andet end, for det meste, Byg; thi anden Sæd kommer sjelden til nogen Fuldkommenhed, og de fleste Aar maae dog Bønderne skjære Bygget grønt, det er at sige, naar det paa Roden er kommet saa vidt, at det er fuldmodet, og de frygte for en overhængende Frost, saa maae de skjære det førend det bliver gult; og faae de det lykkelig i Hus, at det ikke har staaet for længe udi Regn, da modner det i Kaggen af den Varme, det trækker til sig efterat det er indkjørt, saa det bliver i alle Maader ligesaa godt, som det der bliver skaaret gult. Melet bliver langt hvidere af det grønne Korn end af det gule, men det grønne Korn er ikke den Drøielse ved, som ved det gule, ikke

[spalte 109]

heller kan det grønne Korn bruges til Frøkorn, fordi det taaler ikke Kulde, som falder om Foraaret.

Om Fjeldene og vilde Dyr.

Fjeldene ere store Heder og Ørkener, hvor intet andet end Mose og hist og her noget smaat Krat kaldet Fjeld-Kjør voxer. Samme Mose er af different Art, noget kaldes Gul-Skind og duer til intet, et andet Slags er hvid, voxer krøllet i Toppen og har en god syrlig Smag, denne benytte Bønderne sig af til at føde sit Hornqvæg med, samt Geder og Faar. Saadanne Mose-Fjelde ere ei af den Natur, at de kan beboes og dyrkes, formedelst det haarde Veir som idelig falder. Derimod have Bønderne den Avantage, at saadanne Mose-Fjelde ere en almindelig Dyrehauge, hvor Millioner Rensdyr og Ryper opholde sig, og Dyrene leve af formeldelst Hvidmose og Ryperne af

[spalte 110]

Fjeld-Kjør. – Det er mærkelig, at i de nordre og østerlige Fjelde saaes større Rensdyr, end i de vesterlige og søndre mod Bergenhus Lehn; Aarsagen er, at de nordre og østerlige Fjelde ere rigere paa Mose og flere Høier, under hvilke Dyrene kan retirere i Uveir, da de sønderlige og vesterlige skal være mere flade og blotte for Vinden. Rensdyrets Art er for bekjendt, baade i Henseende det mister aarlig sine Horn og fedes mærkelig om Sommeren; dog maa jeg anføre nogle Poster, som for alle ikke ere bekjendte, sc. at de kan blive saa fede, at Fidtet kan ligge fire Finger tyktefter Ryggen paa dem. især paa Bukkene og Gjeld-Semlene d.e. Hunnerne, som de Aar have ikke taget sig kalv; samme Fidt kalder man hos Bønderne Skjældre, hvilket smager som en Marv. Det er mærkeligt, at om Efterhøsten løber Dyret Fidtet af sig, da det udrinder som en Olie bag i haserne paa Dyrets Bagfødder, som oftes erfares, naar et forjaget Dyr kan blive staaende paa en Steen, hvor slikt Fidt i Mængde kan sees. Naturen har og forunderlig concentrered disse Dyrs Øye i det haarde Vinter-Veir, formedelst det litte Kikhull, Rensdyret har øverst i Øielaaget, igjennom hvilket det kan see, naar det ellers holder Øielaaget til. Om Sommeren har da Renen eller Handyret Herredømme over Semlerne eller Hundyret; thi da har Hannen sine fuldkomne Horn eller Takker, og Hunneren ere ganske kullede, og da coujonerer han hende, at hun ikke tør komme af det Sted, hvor han vil hun skal staae, naar han har givet hende Signal, hvilket bestaaer derudi, at han stamper med Foden i Jorden, og da tør hun ikke røre sig af det Sted

[spalte 111]

hun staaer; derimod om Vinteren saa har Hundyret sine Horn, og da har hun Herredømmet, thi da maa han arbeide baade for sin og Hunnens Føde, og naar han har gravet Sneen op fra Mosen. saa komme Hunnerne og stange ham bort, og han maa igjen paa et andet Sted begynde at gravet paa nyt. – Udi selve Bygde-Dalen i den norderste Ende ved Stueflotten ligger midt i Dalen et rundt Fjeld eller Berg, næsten i Form af et Æg. Samme er omtrent 1 Miil i Circumference og ½ Miil høit, dette kaldes Raanaa-Kollen. Under dette Fjeld paa den søndre Side ligge nogle smaa gaarde, som høre mig til, hvor eder ere trende Opsiddere, rundt om Fjeldet er kostelige Græsning, men en slet Kornegn, saa at det er sjeldenst Opsidderne faae Korn, og alltid slet. Paa hin Side af Fjeldet imodt dets Rod er en skjøn Furru-Skoug, og overn paa denne Kolle eller Fjeld er et lidet Vand, som kommer fra Afgrunden neden til, da Fjeldet helder fra alle Sider og er en Curiositet i Landet. Samme er en Bolig for alle vilde Dyr, saasom Bjørne, Ulve, Ræve, Harer, Ørne og Falke, som der have deres Re-

[spalte 112]

der og Rolighed. Svaner indfinde sig undertiden her, og kan ligge her lærnge om Vinteren, for 2 Aar siden skjød en Bonde een. Dette Fjeld ligger midt i Veien til Romsdalen. Udi fornævnte omliggende Furru-Skoug finder man paa gamle nedfalne Træer det bekjnete Ulve-Mose, som er lysgul og giftig for alle Kløvdyr. Hvorledes samme bruges for Ulve, er de færreste bekjendt; Bønderne bruge den og til at farve med, da den giver en smuk citrongul Couleur. Udi Loms Præstegjeld findes og saadan Ulve-Mose, og veed man ei flere Steder her i Landet, hvor den findes. – Ælgsdyr ere nu omstunder meget rare at see; men i forrige Tider har her været en stor Mængde, hvilket man kan forstaae af de utallige Ælgs-Grave, som findes i alle Skougene, og foregives, at de nu ikke opholde sig her, fordi de største Skouge ere tildeels udhugne tildeels af Ildebrand ruinerede. – Somme Aar lader sig tilsyne en stor Mængde av hvide Ræve, Hermelin og Maar, somme Aar igjen ere de meget rare. Overalt findest der de almindelige Dyr, som ere over hele Landet, undtagen Lerker, Hjerper og Faare-Kyllinger (som her i Norge kaldes Siritser), hvilke ere i stor Mængde i de omkringliggende Sogne, men her ikke ere at see eller høre.

(Fortsættes).

No 15 til 18. Torsdag 4 Marts.

[spalte 113 og 114]

Om Træerne og Frugter.

Her voxer ikke uden de almindelige Træer, sc. Furru, Birk, Osp, Sylje, Vie, Hegg og Rognetræer; Grantræer er en stor Raritet at finde i hele Sognet, og de, som saaledes findes, ere ganske smaa. Det er mærkelig, at hvor Furru.Skougen udhugges eller afbrændes, der voxer ikke andet igjen end Løv-Skoug. – Tyttebær, Multebær, Blaabær og Rips (sc. vilde) voxe her i stor Mængde og komme til Fuldkommenhed; derimod Jordbær ere meget rare. Det er særdeles mærkeligt, at ældgamle Folk, som nu lever norderst i Bygden, som kaldes Lessøe-Skougen, kan ikke erindre at have hørt af sine Forældre end sige selv seet nogen Tid, at Rogntræer have baaret Bær, langt mindre seet at de have været komne til fuldkommen Modenhed, førend for tre Aar siden; ligeledes Jordbær, og har det været en stor Raritet, at de haver fundet et eller andet som har været modent, men nu for tre Aar siden fundet en stor Mængde, som haver været Modne- - Lilium convallium voxer her i stor Mængde og kommer til den Fuldkommenhed, at den bærer modne røde Bær, hvilket jeg ikke har erfaret paa Hedemarken, eller længere Sør i Landet, hvor jeg har været, ar den er kommen til saadan Fuldkommenhed.

Om Verkerne.

Her er Kobberverk, som før er meldt, der kaldes Frederiksgave, som drives af participanter i Christiania; samme ligger i Foldalen, hvis Beskrivelse jeg tænker af mig ikke gjøres nødig

[spalte 115]

Lessøe Jernverk ligger 2 Mile norden for Lessøe Præstegaard, har sin Circumference 4 Mile Sønden og 4 Mile Norden for sig til Gryttens Præstegjeld i Romsdalen. Den første, som lagde Haand paa dette Verk, var en gammel Præstemand paa Froen ved Navn Herr Iver, hvis Tilnavn jeg ikke har kunne opspørge. Denne Præst mistede sin Finder-Rettighed, ved det at Hr. Laugmand Jørgen Philpsen, som Eiermand af dette hele District lagde Proces an imod ham, i hvilkne Proces Præsten blev frakjendt sin Finder-Rettighed; hvorpaa Jørgen Philipsen tilligemed en hollænder ved Navn Jochum Irgens udvirkede de første Priviliegier udi K. frederik den Tredies Tid i Aaret 1660 den 19de November Siden solgte Philipsen og Irgens det til en anden Hollænder ved Navn Peter Schielbech, som satte verket i ypperlig Stand med dets Bygninger, Dæmninger tc., som foraarsagede han kom i saadan Gjæld, at han gjorde en Banquerotte paa 80.000 Rdlr., hvorpaa han af Jørgen Philipsen, som hans største Creditor, blev transporteret til Agerhus Fæst-

[spalte 116]

ning. Efter denne Schielbech blev Verket drevet af Participanter i Throndhjem, som vare Christen Hansen Bruun, Werner Nielsen, Herman Treschow med flere, hvilke lode bygge Kirken her ved Verket. Tilsidts blev Herman Treschow ene Eier af Verket, som solgte det til Reinhold Ziegler. Efter ham fik Lars Lobes det, efter Lobes fik jeg Hans Holmboe det. Malmene, som her falde, ere meget vanskelige at drive, og derfor ikke kan bruges til Støbegods, eller, rettere at sige, ingen har kunne finde nogen Maade paa til at bringe disse Malme til Støbegods, endskjøndt derpaa ere anvendte store Penge af de første Eiere, men til deres største Skade. Gruberne ere meget forunderlige i Henseende Malmgangene; thi Gangene gaae imod alle Regler, saa at og de kyndigste Bergsfolk, som haver her været, have med største Forundring anseet dem og tilstaaet at de aldrig hverken have seet eller læst om saadanne Malmgange; hvorudover dette Verk har havt de Fataliteter, at naar saadan en Gang er bleven borte, da har Verket maattet indstilles i 2 a 5 Aar, som det aldrig har været Haab om at faae mere malm, men saa har det dog af en Slump truffet lykkelig til igjen og der ahr været fundet en Gang, som har givet overflødig 4 a 5 Aar, saa har den samme Ulykke været

[spalte 117]

igjen, hvorfor dette Verk fra dets Begyndelse og til denne Tid har sluppet for at give Tiende. Udaf Hs. Høiærv. Hr. Pontoppidams Beskrivelse erfarar jeg, at dette Verk har været det ældste Verk, hvorudover jeg har gjort mig Umag at efterspørge hos gamle og belæste Folk, om de have hørt eller af Traditioner skulle nogen Tid have hørt, om her har været Verk førend 1660; men ingen kan give noget Underretning derom, ikke heller findes her noget Tegn, hvoraf man kan slutte der have staaet saadanne Bygninger, ikke heller findes nogen Slagghobe, som pleie være det visseste Tegn. Men det er vist, at for nogle Aar siden fandt nogle Dovreskyttere en stor hob Malm i Fjeldet, som har været fremført fra et andet Sted og der opstablet. Denne Malm-Houg var saa gammel, at den var begroet med Mose; men hvorfra samme Malm er tagen, han man endnu ikke kunnet komme efter. Det er sluttelig, at denne Malm har været brugt i ældgamle Tider, saasom ingen av disse Tiders ældste Mænd kan erindre at have hørt, at nogen Grube har været i Arbeide paa den Kant; thi de Gruber, som have været til fra 1660, arbeides udi endnu, og ligge langt hiden for det Fjeld, som denne Malm-Hob er funden, altsaa kunde den

[spalte 118]

ikke være kjørt fra disse Gruber, som ligge her ved Verket. Her ved Verket er ikke mere end trende Gruber, men 4 a 5 smaa brudte; de ligge tæt sammen og have Connexion med hverandre, dog alligevel er her Forskjel paa hver Grubes Malm. Her findes ikkuns een Grube, som er inficeret af Kobber, men Malmen kan dog saaledes skeides, at deraf dog produceres gode Stangjern. I Dobre Annex, 5 Mile Sønden for dette Verk, findes et heelt Bjerg, som bestaaer af fiin Jernmalm og Leersteen som hverandre melerede, hvilket er det allerbedste, stærkeste og fineste Støbegods, men kan ikke blæses med nogen Profit; thi den er baade fattig og vanskelig at blæse; dog er den meget nyttig her ved Verket i den henseende, at man dog med Møie kan finde saa meget god Malm, at man kan faae støbe Hammer-Ambolter, som ere saa bestandige, at de kan vare i 25 til 30 Aar, derimod ved andre Verker, hvor de ikke have saadant Støbegods, der maae de bruge smidte Jern-Ambolter under den store Hammer, som hver Uge maae repareres og staalsettes, hvilket koster store Penge om Aaret. Det Stangjern, som priduceres ved Lessøe Jernverk, er overmaade godt og præfereres for alt norsk og svensk Jern; thi her faaes ikke saa beqvemt Jern til Skibsbyggeri samt Beslag-Jern som dette, derfor er det særdeles begjerlig udenlands, og naar de Kjøbmænd, som handle med Jern, kan profitere 1 a 2 Rdlr. pr. Skpd. at det Søndenfjeldske Jern, saa profitere de paa Lessøe-Jern 6 til 7 Rdlr. pr. Skpd. Alt det Jern, som her produceres, transporteres til Molde, Christiansund og Throndhjem. Til Kobberverkerne

[spalte 119]

gjøres her og undertiden Leverance af dette Jern; thi det er besynderlig gode til Kjeder og Kivert-Beslag ec. som bruges til Gruberne.

Om Stene.

Paa Dobre, saavelsom i Hoved-Sognets Fjelde, findes adskillige Sorter Klæbersteen af den allerbedste, som faaes kan, og i stor Mængde. – Amyant findes her ved Verket, hvoraf jeg har sendt Prøver til adskillige forfarne Mænd, som sige, at den er ægte. Denne Amyant findes i et Bjerg, hvor jeg tager Stell-Steen til Masovnene; men de Gange som findes ere meget smaa.

Dette er al den Uderretning, som jeg for nærværende Tid kan give, hvilket og er det mærkværdigste om dette Præstegjeld.

Lessøe Jernverk den 2 Aug. 1755. H. Holmboe.