Kjeldearkiv:Brev frå Ivar Kleiven til Hans Ellekilde 16.1.1930

Brev frå Ivar Kleiven til Hans Ellekilde 16.1.1930
Informasjon om brevet
Dato:	16.1.1930
Stad:	Vågå
Frå:	Ivar Kleiven
Til:	Hans Ellekilde
Oppbevaringsstad:	Dansk Folkemindesamling
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Kleivsæter 16.1.1930

Kjære arkivar Hans Ellekilde!

Først et godt og velsignet nyttår og hjertelig takk for al hygge og velvilje i det gamle!

Men en så uforskammet nordmand som denne gamle folkeminnesamler på Kleivsæter, har De ganske vist aldrig stødt på og enskjønt han selvfølgelig eier en mere end almidelig robust samvittighet, føler han sig ikke lite benauet når han endelig idag skal lade høre fra sig. Her ligger jo et langt, elskverdig brev fra 18de august forrige år og et julebrev fra 22de desember, begge ledsaget av interessante og kjærkomne vennegaver og begge – ubesvaret! Og i dag skriver vi den 16de januar 1930 – jo det er en grendseløs uforskammethet!

Det retter jo ikke stort på saken om jeg fortæller, at hele min brevveksling det siste halvår er gået i surr og at jeg neppe greier at komme nogenlunde i orden igjen før langt hen i næste måned, men en så betynget synder griper jo det minste halmstrå han kan få tak i, om de kanske kan redde et lite fnug av folkeskik. Det er arbeidet med at få ferdigt manuskriptet til min siste bygdebok om de to Fronsbygder, som det hele siste halvår har lagt beslag på mig sent og tidlig, den ende vandskelighet efter den anden har tårnet sig op og skaffet mig et arbeide som jeg somme tider har holdt på at fortvile over. Tilslut var det illustrasjonsstoffet som voldte den verste ugreie. Nu ser endelig det hele ut til å være i nogenlunde orden og imellem jul og nyttår kom de 4 første korrekturark, men da jeg må gjennemgå hele manuskriptet for at overføre det til dialekten i Kvikne anneks, og således sende manuskriptet i posten eftersom trykningen skrider frem, vil jeg nok få arbeider nok til langt ut på sommeren.

Foruten disse viderværdigheter stødte der enda en omstændighet til som gjorde det temmelig broket. Min husholderske som hadde været hos os i 9½ år, måtte flytte hjem ihøst for at pleie sin gamle far som avgik ved døden kort før jul; det blev da et farlig stræv at få fat i en ny. Unge piker kan ikke trives heroppe i vintertiden, det er for stille og ikke anledning til at komme sammen med ungdommen, så de synes tjenesten her om vinteren er jevngodt med et halvtårs tugthus. Tilslut fik jeg da en 26 års gårdmandsdatter, en snil og bra pike men uten erfaring og omtanke og som fordeler alt ansvar over på mig som nu i 9½ år har været fritat for alle administrative foretagender i indredepartementet. Dette omskifte hadde tilfølge, at de hjemlige og huslige forhold likesom blev oprevet og endevendet og gav en følelse av ufred og utryghet og som fremdeles råder i den lille familie. Denne følelse er ikke alle tider heldig for mit arbeide og jeg savner så ofte den før så velgjørende fritagelse for omsorg for husvæsen, foringsspørsmål og melkestel m. m. Den nye husholderske må hjem igjen i midten av mars og så begynder et nyt kapitel med underhandlinger i øst, vest og alle andre himmelegne; jeg har havt et svakt håb om, at jeg kanske kunde være så heldig at få den forrige husholderske igjen, men jeg vet endnu ikke noget om det, hennes mor er gammel og slidt og kan hende hun nu, efter mannens død, trenger hjelp. Jeg har ventet hende hitop i besøk i lang tid, men endnu er hun ikke kommet, imidlertid skal jeg på hennes vegne takke for den pene julegave som jeg sendte hende i posten og som jeg av en kirkegjænger nytårsdag fik høre, hun hadde mottat og satte megen pris på.

Som De ser har det været en arbeidsom, noget slitsom og for det meste traurik tid for den 75 år gamle ungkar, siden Dere var her i huset, men jeg har da ikke tapt modet eller arbeidslysten og vil håbe, at forholdene vil arte sig triveligere fremover i det nye år når jeg kan få ordnet det med "husvæsenet" og få sat det på en lidt fastere fot.

Før jeg går videre må jeg få si Dem min hjerteligste takk for den verdifulde og interessante literatur De sendte mig i august f. å.! Jeg har desværre ikke fått tid til at læse noget videre de siste 4–5 måneder, har bare såvidt begyndt med “Nogle grundsætninger” av Olrik, men glæder mig til at få tid at fortsætte når jeg om en tid kan få ordnet manuskriptet til Frons-boken i sin helhet. Videre en hjertelig takk fra mig og min bror for den mottakne juleliteratur! Frifelts De jydske utmarker har jeg læst med den mest levende interesse, den er også den eneste lidt større bok jeg læste i juletiden og den er allerede begyndt at gå i lån. Det skal være mig en stor glæde, så snart jeg kan, i en avis eller i et tidsskrift at gjøre mine landsmenn opmerksomme på dette ypperlige arbeide som opveier i tyvetall av den skjønliterære “juleflom”.

I Deres brev av 18/8 f. å. ytrer De ønske om enkelte oplysninger vedkommende min livshistorie – nei, den er så enkel og liketil, at den har såre liten interesse og vil være et temmelig magert emne for en skildring. Født 10/7. 1854 begyndte jeg i 1860 i den gamle omgangsskole som holdtes 12 uker årlig i hjemmegrenden. Den begavede, hjemmebakte lærer bibragte mig de kundskaber som han formåede på diss 12 uker, uten skolemateriel og med det mest primitive skoleutstyr i alle retninger. Men min kundskapstørst og lyst til selvarbeide var tidlig våknet og fremover til 20-års alderen læste jeg hvad jeg kunde overkomme i den lille avstengte grend, selvfølgelig planløst og uten nogensomhelst kyndig veiledning. Desværre var jeg for ung til at bli med på Chr. Bruuns folkehøiskole på Sell, og da han flyttet til Gausdal blev det vanskelig for mig at komme derhen, da jeg måtte begynde med gårdsbruket som jeg drev til 1885. Året efter reiste jeg på Viggo Ullmanns utvidete folkehøiskole i Seljord, Telemarken, og var der vinteren 1886. Det er min hele skoleutdannelse.

Meget tidlig våknet min interesse for folkeminner og slektshistorie og herfor kan jeg takk min far, Jakob Kleiven; han nedstammet fra en av de gamle storslekter i Gudbrandsdalen og interesseret sig varmt for gammel tradisjon, fortalte ypperlig og uten skryt. Har jeg kunnet gjøre min fødebygd og de andre bygder i Gudbrandsdalen nogen nytte, gagn og glæde med mit arbeide, er det i grunden min far – født 1803 død 1884 – som tilkommer æren.

I 18-års alderen meldte skrivekløen sig og jeg skrev lidt i et par ungdomsblade, nogle skoleminner og et par småskildringer fra jagtlivet. Det var i den tid jeg levet under påvirkning av B. Bjørnsons bondefortællinger og hvis stil jeg i disse første forsøk efterapet efter yterste evne. Først omkring 80 årene begyndte jeg med lidt mere målbevidst bygde- og folkeminnegransking og, hvad som egentlig gav støtet hertil, var sikkert J. E. Nilsens Søgnir frå Hallingdal – ny utgave Det norske Samlaget 1927. Med statsbevilgning har jeg hittil utgit under hovedtitel Gamal bondekultur i Gbrdln.: I gamle dågå (væsentlig Vågå), Lom og Sjåk, Lesja og Dovre, Østre og vestre Gausdal, Ringbu. I år vil Frons-bygdene bli ferdig og denne kommer til at by på et temmelig rikt tradisjonsinnnhold. Jeg skal få lov at sende Dem denne bok såsnart den kommer ut, jeg kan tænke mig, at dens utredning om sæterlivet, vil ha interesse. Om Dalegudbrand, Tor Fostre på Steig m. fl. og likeledes om Per Gynt, meddeler boken hvad sagn og saga har bevaret, men noget nyt er der neppe. Om Per Gynt er der total mangel på kilder, Fronsbygderne har været overmåte uheldige med sine arkivsaker: Bylches manntal fra 1665 er sporløst forsvunnet, likeledes skolefundatsen fra 1742 (ifølge skoleloven av 1739), og endelig brendte prestearkivet i Frons prestegård 1806. Både Bylches manntal og prestearkivet inneholdt utentvil oplysninger om Per Gynt som det nu er umulig at erstatte. I bet lensregnskap fra 1500-tallet meddeles, at en Jon Gynthe har bygslet en mindre gård i Fron hvad der bestyrker Gerh. Schjønings anførsel i sin Reise i Gudbrandsdalen 1775 om, at der på Fron skal ha boet en familie ved navn Gynthe.

Her i fjellet på Kleivsæter lever vi på gammel vis, kan vi sige, har arbeidshelse, arbeidsfred og mere end nok at bestille. Vi er snart ferdige med mørketiden og de korte dage og solen øker daglig sit løp i horisonten. Men vinteren har hittil været usedvanlig urolig med rasende storme, uveir og snefald. Vi har allerede 80 cntm. dyp sne, og skal der som vanlig falle mere sne i denne og næste måned, må vi no grave os kanaler mellem husene her på Kleivsæter.

Hermed må jeg avslutte dette lite sammenhengende opus, idet jeg må be Dem hjertelig at undskylde min utilgivelig lange taushet!

Den venskabeiligste hilsenere til Eder begge fra Eders Pål og Ivar Kleiven