Kjeldearkiv:Norgesbrev fra Ludvig Lerfald 1893-07-19

Fra lokalhistoriewiki.no
Hopp til navigering Hopp til søk
Norgesbrev fra Ludvig Lerfald 1893-07-19
Konvolutt US philatelic 1925.jpg
Informasjon om brevet
Dato: 1893–07–19
Fra sted: Nord-Trøndelag, Verdal, Leirfall
Fra: Ludvig Lerfald
Til: Søster
Nr. i samling: 386
Samling: Norgesbrev
Oppbevaringssted: Jostein Molde
Tagger: Religiøsitet, Nærmiljø, leirras, ulykke, religiøse talemåter
Viktig: Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Kjære søster!

Naade og fred fra Herren vo[r] Gud være os alle til deel[?]. Dit brev dateret 2den juli har jeg modtaget hvor af jeg seer at dem ikke har modtaget noget brev fra mig. Jeg skrev de første dage i juni til dem, og undderrettede dem om ulykken som skede men det er formodentlig bortkommet. Det var en forfærdelig nat til den 19de mai. Klokken 1 ½ om natten blev vi vækket med at døren blev op slaaet, og kom veltenes ind en masse som lignede kogt bly, og dette slog ned dette som var inde, saa at sænge og bord flød ganske straxt. Jeg sprang ud og hoppet udi men tilbage igjen da jeg syntes det var for dybt, og forsøgte at komme på loftet, men det lykkedes mig ikke og da sprang jeg udi igjen og kravlet mig til lans[?] og da var jeg på et vis glad, men når jeg tængte over at jeg forlod mine børn, da blev jeg så bedrøvet at jeg ikke vede på mig den var med mig ude på dørebroen og der forlatte jeg dem. [?] Jeg sprang da til østre Lerfald og vækket, og inden en time så var der folk i hundredsvis, men hvad skulde dem gjøre. Ikke ku[n]de dem ro med baad og ikke kunde dem gaa, di maate tage jerder og bord og stille broer aa det var en umulighed på anden måde, og vi fik iland Johan, men Marie var borte, Johan har holt sig fast i stuen, og kravlet sig op på taget, men han var så medtagen da her var så kold en østenvind at det er længe siden det var så kolt og vi var i bare linedet, så det var svert hvor vi fik lide, men det værste at jeg fik så stor en sorg. Jeg sørger over at jeg forlod mine børn, vi kunde maaske kommet til land med livet alle 3. Jeg ved vel hvor jeg har baade hendes sjæl og legeme men jeg sørger over at jeg ikke vovet mig nok for hendes redning.

Det var en stor udglidning af leer og land og myr. Follo, Trygstad, og Jermstad, Krog, Eklosved og forøvrigt en hel del smaa eller mindre rum gik udover til elven strax østenfor Haga og svømmede over Melbyjordene, Sunby Næs, Hage Lyngsjordene Hagaenget Lennes Gravvold Rosvold og endel af Ekle. Det kom med en sådan fart, det gik med jernbanefart saa vi fik ikke tid til at tænke os om, det var en sådan alarm at mand kunde ikke høre. Det blev gangske mørsk og en sådan vind og saadan brag og nødsraab fra folk og dyr. En sådan brølen at det kan ikke beskrive denne elendighed. 111 eller 112 mennesker som omkom, og mange som blev redet i en ynkelig tilstand. Jeg var dårlig til hilsen før og nu er jeg meget daarligere. Ja nu står jeg nøgen og blaattet for det hele, jeg mistede alt, der ligger en 5 a 6 alen grus over min jord, en hoppe med et pent føl og ganske bra huser havde jeg, saa jeg syntes jeg havde en nogenlunde fremtid for mig og mine, men nu har jeg tabt alt, og det værste sorgen over dette barn, hun var saa hyggelig og snil en pige. Det er vist ikke mange dage untagen jeg har grædt saa jeg har vædet mit leie med taarer som David siger. Jeg har ikke verken mod eller magt at tage mig noget fore, Gud hjelpe mig i Jesu navn.

Jeg har været i Lerfald til nu, [nu] har jeg flytet til Oline, dem undgik ulykken og nu skal jeg faae være her en tid til vi faar høre om vi skal faae noget af det som er givet til de nødlidende. Her er dannet en komithe som skal fordele de gaver som er givet, men det synes som dem ikke bliver færdig, det bliver vist ikke meget på så mange. Dem holder paa og finder lig til enver tid, i den senere tid er mange jordet som ukjentte og nogle straxt og som var saa lemlestet at di kunde ikke kjende dem, her er omtrent det halve som er fundet. Opgive navne på de døde kan jeg ikke nu. Ole Lyngsholmen med kone og barn, Sevald Melbynæsset med kone og 3 børn, Johannes Byrås, han var i Trykstad, Olaus Øran som havde datter til Andre[a?]ssen på Hamlen med 2 børn, Hallo Fætten med kone, vores ordfører A Tessen med kone, Johan Rosslad eller Trones tabte kone og 1 barn. Han selv med 5 børn flød på taget af sin gaard til Raasvold og blev indberget hos Anders Rosvold og flere som blev reddet i land der, og hele bakkene fra Rosvold til Kålen blev der redet folk iland. Lennes gaardene flød ikke længere en nogle Mælinger til imod Lerfald bakkene saa dem redet sig på Loftene, ligedan i Kaalen og Næs og i Brujædet[?]. Johannes Brujadet[?] døde 8 dage efter denne ulykke. Ja nu skulde du se opjinne[m] Verdalen. Kjærnen af Verdalen er gaaen tabt, og her er en saadan folkevandring som reiser og skal bese denne elendighed lige fra Engeland Tyskland Sverige, en af prinserne vores var her.

Oline beder at hilse dig saa flitig, vær så f[l]itig hilsed fra os og Finly og Famelie og forøvrigt flere som jeg kjende[r].

Du husker vel den store bjørk som stod ved østre Næs, den var aldeles som den var kløft af ved roden og skyvet op i bakken ved Johannes Nesmoe.

Lev vel det ønskes af mig din broder Ludvig Lerfald.