Kjeldearkiv:Hampens Dyrkning og Tilberedning

Hampens Dyrkning og Tilberedning
Kjeldeinformasjon
Namn:	Sivert Aarflot
Født:	23. oktober 1759
Død:	14. april 1817
Stad:	Volda
Tidsrom:	1805
Nedteikna av:	Øystein Sande
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Dette er eit manus Sivert Aarflot fekk trykt i København i 1805, og har delt ut til bønder på Sunnmøre. Då han seinare oppretta sitt eige prenteverk, trykte han mykje av dette på nytt, i Norsk Landboeblad.

Hampens Dyrkning og Tilberedning

Hampens Dyrkning og Tilberedning.
En kort Anviisning for nordenfieldske Landboer.
av Sivert Aarflot, Lensmand for Woldens Skibrede paa Sundmøer.
Kjøbenhavn 1805.
Trykt hos Andreas Seidelin i store Kannikestræde Np 45.

Det Høy Kongelige Danske Landhuusholdnings Selskab, der med en utrættelig Virksomhed sørger for Landmandens Oplysning og Velstands Fremme endog i Rigernes fiærneste Provindser" og iblant mange flere vigtige Emner ogsaa søger at udbrede Hampedyrkningens Theorie; vorder disse faa Blade tilegnede. underdanigst, ydmygest og ærbødigst af Forfatteren.

Tilskrift til den nordenfieldske Bonde-Almue. Mine kiære og Hæderlige Landboefolk!

Nordenfieldske Dannemænd, Koner, Drenger og Piger! I kunde best skiønne hvor uundværlige og vigtige Hampen og Blaaren ere i enhver Bondehuusholdning, ligesom I nøye kiender de Nødvendigheder, som udfordrer den, og fordi I ere de, som føler den meste Uleylighed og Trang, naar disse Huusholdnings-Artikler mangler.

Eders Klager indeholder den bare Sandhed, hvor I siger: at naar Fiskerierne mislykkes, saa bekommer ikke Bonden mange Hampebunker eller Stryesækker (som I kalder Blaaren) fra Byen - og da Hamp og Strye gielder nu dobbelt mod hvad de vare for et halv Snees Aar tilforn, saa maa de fleste, som i Fiskeriernes Tider forsynede sig med Hamp i Bogetal og Stry i fulde Sække, nu lade sig nøye med 2 til 3 Bismesmarker aarlig; ja mange har i disse sidste Aar, da Kornmangelen tillige har trykket Landboen, da Kornmangelen tillige har trykket Landboen, maattet lade det være med slet ingen Hamp eller Strye; det er derfor ikke uden billig Aarsag, at I Klager: at alle, eller næsten alle de Ting, som I af Hampe- og Stry-Vahrer havde tilvirkede, bliver nu forslidte og gaaer ud, saa at mangens Huusholdning er blottet for disse saameget nødvendige Ting; hvilket alt jeg tillige med Eder veed og maa viide, da jeg kiender Landets Forfatning og Oekonomiens Gang, saa vel i de gode som mislige Aaringer, ja tilmed indseer og har Exempler paa den Skade som Bondens Vel og Landet i Almindelighed lider allene deraf, at Landboen ikke aarlig kan tillægge sig eller vedligeholde saa høynødvendige Velfærds-Artikler som disse; thi af Blaar eller Strye bestaar Bondens næsten hele Linnet, hvoraf det beste og bestvirkede kaldes Stryelerreds-Tøyer, men det grovere ligefrem Stry eller Strije, og af disse slags har Mandfolkene sine Skiorter, Undertrøyer, Under- og Overbuxer samt Underfoder paa Uldenklæderne; ja nogle bruge ogsaa de saakaldte Travalitrøyer og Overkofter af grovt Strije eller Stryelerreder. - Fruentimmerne bærer ligeledes sine Skiorter (Særker), Forklæder, Snørliv, Huer og Tørklæder for det meste af Blaargarnstøyer, deels farvede, deels blegede og hvide; herforuden haves i enhver Huusholdning adskilligt, saasom: Pudevaar, Sænge- og andre Lagener, Duge, Dækketøyer, Sækker, med mere, allene af Strygarn. (En lille Deel kun til Halvskiorter, Halsklude, Liinstrimler og deslige kiøbes af de finere Hørlereder eller Katunstøyer.)

Hampen er i sit Slags Eder mine kiære norske Brødre ikke mindre nødvendig - Fiskeren skal have adskillige Garn, Rodter, Dybsagner, Snører og Liner, og til Baaders og Fartøyers Udredning til Segl og Toug m. m. som alle tider burde være i god Stand og et tilstrækkeligt Forraad - Fieldbyggeren og Daleboern kan heller ikke vel undvære Hampen; han maa have Høymeyser, Giødningstouge til Høe og Kornslæder, Bæretaug, Tøyretoug, med flere Slags; og hvor der var Elver og Færskvande, vil haves adskillige dertil anvendelige Fiskeredskaber, saasom Sloer, Garn, Liner og deslige - Ja mange af de nordenfieldske Daleboere ville ogsaa søge Havfiskeriet i de Tider, det gaaer til.

Naar nu atter i nogle Aar Fiskerierne ophører, og ingen Hamp kiøbes eller Hampevahrer tilvirkes; hvorledes vil det da gaae til en anden Tid, naar Fiskerierne igien indtræffer, men Havbaade med Fiskerredskaber var mangelhaftige og brøstfaldne - hvilke Fordeele vil da ikke gaae forlorne? og hvilke Pengesummer blive tabte? saaledes erindrer jeg fra Aarene 1790 og -91, da Fiskerierne efter nogle Aars Mislighed sloge ind - ja jeg erindrer nøye, det jeg af mange, og mange Gange ikke uden en slags Græmmelse, blant dem som ikke vare forsynede med gode Fiskerredskaber hørde beklaget: hvorledes Snører og Liner brast, Lod og Angler tillige med den paahængende Fisk blev i Dybet - Garnsætninger revnede endog ved en maadelig Fiskeflok eller bleve ganske borte; men Fiskestimlens Overflødighed erstattede dog den Tid nogenledes Tabet; da der i de gamle Garn og paa de Liner som man var saa lykkelig at faae tilbage og taalte at trækkes nogle Gange, hang dog ofte mere end man kunde formode; og Fiskeren ansaae sig lykkelig.

I en saadan Tid fandt man dog Leylighed at forsyne sig, og Trangen udfordrede det, at en betydelig Mængde Hamp og Strye maatte kiøbes og opvirkes, og herved mine Agtværdige Landboefolk bliver det Eders Hæder, at I selv kunde forarbeyde, hvad I skulle bruge - men I erindrer vel ogsaa selv, hvor sysselsatte I vare ved at tage alt paa en Tid og ligesom med en ustandselig Drift. - Mandfolkene at forfærdige Garn og Snører, med mere, og Qvindfolkene med at spinde, væve og sye, saa at meget af eders Jorddyrkning, der dog minst taalte eller burde vanrøgtes blev tilsidesat etter forsømt.

Derfore høytideligt det Ønske: at Landmanden til aarlig Vedligeholdelse kunde forskaffe sig de fornødneste Ting, hvormed at betrygge enhver Deel af sin Boehave for Ruin og Undergang.

Men som Hamp og Strye var dennesinde mit Formaal, saa vil jeg giøre Eder opmærksomme paa, hvorledes disse uden Pengeudgift kunde haves aarligen - thi paa eders egne Jorder kan voxe og trives den Plante, som kan afhielpe Mangelen, bibringe Forraad i Bondens Huusholdning og Rigdomme til Landet - naar Hampeplanten kun bliver hyldet og dyrket.

Og af norsk Hamp kunne I faae baade Fiskergarn og Lærreder, begge slags meget finere og stærkere end af den udenlandske grove Hamp og Avnfulde Blaar, der tilmed ofte har taget Skade af Fugtighed, indspærret Luft og Muggenhed i Skibene eller paa Pakboderne, saa at neppe en Fierdedeel af den Hamp, Landboen kiøber og forbruger, bekommes i dens naturlige Godhed.

Dog ved denne min Anviisning til Hampedyrkningen skriver jeg ikke for saadanne, som kunde giøre store Anlæg, som vilde avle Hamp til Udsalg; thi dermed blev jeg mindre nyttig for den talrige Almuemand; hvilken jeg heller ikke maatte tilraade at giøre saa meget af Hampedyrkningen, at han skulde see Afkortning paa sin Kornavl, men allene at enhver af egen Jord kan høste Hamp og Hampeblaar til Huusbehov, og det ikke alleneste for Gaardmanden, men ogsaa Pladse- og Huusmanden, naar han kun har en lille Plet Jord ved sit Boestæd, saa kan han giøde den med saadanne Ting, som ellers gaaer til Spilde og tit af Dumhed foragtes.

Men, naar han som en fornuftig Landmand vil lade sig oplyse - vil giøre Begyndelse med denne nyttige Plantes Dyrkning, saa skal han ikke længere sørge for Dalerne hvorfore at kiøbe Hamp, Blaar og Lærreder.

Kun Tingen er hidtil forsømt, og det er ikke heller saa meget at undres over, at den er forsømt eller ikke iværksat, da Almindeligmand aldrig eyer eller er given nogen opmuntrende Ansporing eller passende Veyledning til de fornødne Kundskaber i denne Jorddyrknings-Artikel.

Dog - endnu en Lykke mine Venner! at Hampeplanten ikke er saa at sige ganske forviist Landet, at man endnu kan have Haab om efterhaanden at bekomme Hampefrøe, skiønt alt for tyndt, som her i Omegnen, hvor blant 200 til 300 Gaarde eller Jordbrug jeg kun har fundet 7 til 8 saa kaldte Hampereyter, og af disse sielden over tvende der af et Slumpetræf vare faldne i en beqvem Jordplet.

Jeg anseer derfore et Forsøk til nærværende Anviisning saa meget mere nødvendigt, og om jeg lever og har den Fornøielse at erfare, at mine kiære Landsmænd vilde beflitte sig paa Hampedyrkningen, vil det opmuntre mig ey allene at underrette Eder om ogsaa at dyrke Hørren (skiønt denne Plante er noget misligere, og giver mindre af sig end Hampen) men ogsaa om at blege, farve og trykke de Lærreder, som I af egne Jorders Producter forarbeyder og tilvirker.

I øvrigt ere I mine norske Landboer de som skulle afgiøre Hovedsagen; thi næst at forbedre eders Høe og Kornavl, er ingen vigtigere end Hampedyrningen, derved klæder I for en stor Deel eders Børn og Tienere - derved formerer I eders Huusholdnings-Forraad og Boehave, og derved kunne I, naar Fiskerierne tilbyder sig, trække Millioner Penger til Landet - og foruden at høste disse slags Fordeele er mere den Fornøyelse, herved at kunde bibringe Børn til nyttig Virksomhed og gavne Efterslægte,

Eft.Skr. Af denne Anviisning bliver nogle 100 Exempler gratis uddelte blant dem den er skreven for. Model af en simpel Hampedragt sees hos mig, og Hampefrøe udleveres frit i smaa Portioner i min Omegn saalænge jeg noget deraf eyer.

Hampens Dyrkning og Tilberedning.

§ 1. Hampefrøet.

Det Hampefrøe, som skal være tienligt til Udsæd, maa være vel modent - ikke have staaet paa Ageren i Efteraarets Nattefrost - have ligget befriet fra Fugtighed og Mugenhed nogen Tid i Hamserne før det blev aftærsket - siden saaledes giemte, at ikke Muus, Spurrer eller Meyser, der stærkt søge dette Frøe, kommer over det at skjære eller bortstiæle Kiernen.

§ 2. Jorden

Den Slags Agermuld hvorudi Byg voxer og trives, er ogsaa beqvem for Hampeplanten, er det et lille stykke Ager, da kan det kun opspades med et Spadegræb og smuldres med et Hakkegræb. - Er det en større Ager, da pløyes og tilberedes Jorden ligesom til Kornsæd, og giver Afgrøde, ligesom den har faaet mere eller mindre passende Giødning. - Ellers er ogsaa anden Jord end gammel Agermuld, tienlig for Hampevæxten, saasom: den Jord som samles i Tunets (Gaardsrummets Afkroge,) hvor den oftest ligger til ingen Nytte, ligesom og mellem Fæehuuser og hos Bagvægge, kun at saadan Jord bliver vel smuldret og befriet fra Ugræsrødder; men desmere saltpetersvanger Jorden er, des fortrinligere for Hampesæden, og den skiønt tilforn aldrig har baaret andet end Arve og Ugræs; derfore er ogsaa Rendesteens Dynd blandet med Muld en god Hampegiødning - man kan nok ogsaa saae Hamp adskillige Stede inde i Gaardsrummene, hvor de ligger afsides fra Overtræd og aaben for Soelskiin eller mod Middagen, men best er dog at føre saadan Gaardsmuld eller Strændegiødning ud paa mavre Engmarker, og lægge den der udi lange Reyter (Strimler) som naar de ere smale, ere beqvemme at lugge om det synes nødigt - lægges de lange Reyter i Strækning fra Øst til Vest, saa kaldet Middagssolen desfriere ind. - I øvrigt vil enhver Landmand, som med flittige Iagttagelser giør nogle Forsøg, snart udfinde hvilke Omgangsmaader og hvilke Jordarter der efter Stædets Beskaffenhed ere de beste - og paa de Gaarder i Daleboerne, som Kornet ofte pleyer fryse, maa man udsøge de Stæder hvor de saakaldte Skiellevinde længst kunne afholde Efteraarets Riimfrost. - Noget som ogsaa i henseende til Kornavlen og nyt Agerland paa slige Stæder, ikke hidtil er saa iagttaget som det burde, da mangen Field- og Daleboer vilde finde Pladser, hvoraf han i det mindste oftest kunde høste brugsligt Sædeform.

§ 3. Sædetiden.

Samme Tider, som Havren saaes, er ogsaa passelig for Hampen; hvis den skal slaae stærke Rødder, og sætte nærverige og seenetætte Trevler - tidligere tar jeg vel ikke raade til at udsaae Hampefrøet, men for sildigt vil det heller ikke lægges; thi ellers skyder Straaene for hastigt og geyle op, og faaer en seenesvag Bark, samt kan ventes sildigt moden, helst i Daleboerne, hvor Efteraars-Frosten ogsaa kan være at befrygte.

§ 4. Udsaaenings- og Giødnings-Maaderne.

Som man vil have Hampen grov eller fiin; saa maa den udsaaes og gives Giødning - tyksaaet som Havren og giødet som Byg, giver smaa Hampestraae med tætte og fine Trevler, hvoraf kan saaes det saa kaldte Hampeliin og bruges istæden for Hør - tyndere saaet, omtrent som Blandkorn eller Byg, og stærkere giødet giver tykkere og større Straa med grovere Trevler, hvoraf saaes Søebrugs- og Seylgarns-Hamp.

Strax Hampefrøet er paa Mulden udsaaet, maa Giødningen der tæt ovenpaa udbredes og jevnes, saa tages en (helst Jerntindet) Muldrive, hvormed harves og kradses, at Frøet som laa paa Muldens Overflade kun rulles ind i den fugtige Giødning, da Sæden derved fra første Udvikling bekommer jævnlig Næring og lægger Grund til Plantens livligere Vext. - Blant flere Giødningsmidler er Hestemøg, vel syldet med Urin meget god, og derforuden alle saltpeterrige og urinske Giødninger.

§ 5. Lugning.

Naar Hampen tager god Vext, saa underkuer og qvæler den Ugræset, at man kan undvære at Luge, og Lugning er i de store Hampe-Agre vel ikke heller muelig, fordi Hampestraaerne lettelig brækkes til Skade, men i smaa og langstrimlede Hampereyter, hvor man fra begge sider kan række ind med Haanden, der kan lugges, naar det giøres nødigt.

§ 6. Høstningen.

Iblant Hampen bliver Hanplanten, som kaldes Giædder (af Gad ): fortørret Træestamme) først færdig til at kunne blive høstet, og disse giver ogsaa den fineste slags Hamp. - Af de smaa og strimmeldannede Hampereyter kunne Giædderne udhændtes og bindes i smaa Knipper eller Kiærv, som sættes under Skuur eller opad Huusvægge for at tørres, men i store Hampe-Agre maa begge slags staae uoprykkede til Hunplanten tilligemed Frøet ogsaa bliver saavidt modent at den kun høstes - og nu kiærves ey allene Giædderne og Frøe-Hampen, hver for sig, men begge slags sorteres saaledes, at i ethvert kiærv haves lige modne og lige tykke Straae; og hver Sort sættes for sig selv, for i sin Tid at gives passende Faaning: thi det forringer meget Hampeavlen, om man blander store og smaa, modne og umodne Straa i et og samme Kiærv, da Barken og Trævlerne vilde under Faaningen paa mange Straae ganske forraadne, førend den paa de andre løsnede fra Stilken. Kiærvene af hvert slags maa ogsaa være lige tykke, almindeligt tager man saa mange Straae til et Kiærv, som man kan gripe omkring med Fingrene eller holde i Haanden. Den kiervede Hamp sættes paa et saadant Stæd, hvor den kan bekomme en jævn Tørring, og naar den er vel halvtør kan Frøehamsene hugges fra Stilkene, og de frahugne Hamser lægges paa et luftig og tørt Stæd, henimod et Fierding Aars-Tid, førend Frøet aftærskes, men paa det at ikke Utøy skal ødelægge Frøet, er det sikrest at lade Hamsene, mens Frøet er i dem, ligge i en Masefrie Stolpebod.

§ 7. Faaningen.

(Hampens nedsænkning i Vand og Røytning.) Er Hampen omhyggelig sorteret og tørret efter Høstningen, saa behøves hverken stillestaaende eller fulnende Vande at nedsænke den udi, men vel sagte rindende Bækkevand eller salt Søevand: hvorudi Hampekiærvene nedlægges i Førstningen af November Maaned; da nu Vinterkiøligheden alt kommer i Vandet, saa lidet ikke Hampetrævlerne saa meget eller forraadne, om man giver den en tilstrækkelig Faaning, eller om den skulle ligge nogle Dage længere; hvilket i en varmere Aarstid meget vilde forringe Hampens Styrke. I salt Vand lægges Hampen saa langt ned i Fiæren, at den kun i laveste Egge falder tør; og i Bækkevand lægges den ikke saa dybt, at Muderet skulde opfylde Kiærven, Tiden til Hampesaaningen kan just ikke bestemmes ved Dagetal; oftest maa den ligge over 14 Dage, og undertiden 3 til 4 Uger, efter Luftens Kiølighed og Hampens Størrelse eller Modenhed. Naar de første 8te Dage er forbi, saa seer man hver anden eller 3die Dag til Hampen, og om den en og anden Gang bliver taget op, at Vandet løber ud af den, og Straaene ligesom lidt luftes, saa bidrager det til en jævnere og forderligere Faaning - og naar man venter, at Hampen har ligget længe nok, saa forsøges ved hver Sort Hamp at bryde et og andet Straae over, og den, hvor Barken begyner at løsne, og vil skille sig fra Stilken, tages op af Vandet. - Er det nu Frostveyrligt, som ved denne Aarets Tid oftest indtræffer, bringes den strax ud i Luften, og jo stærkere den fryser jo bedre, da Vanddelene, som af Kulden hæver sig og bliver til Iis, adskiller og splitter Trævlerne fra Stilkene, og om Frosten vedvarer til Hampen bliver tør, er det des fortrinligere, helst om Hampen skulde være i mindske lag faanet. Maa man derimod optage Hampen paa en Tid det ikke er Frost, saa sættes den under Skuur og tørres til Frost indfalder, da den hastig udblødes, og derpaa bringes udi fri Luft for at fryse.

Ved den Hamp, som bliver faanet udi Søevand, bidrager ogsaa Saltdelene baade til at opløse det Harpixagtige Substans, der sammenbinder Hampetrevlerne, og naar Hampen maa tørres uden Frost, da at løsne og splitte dem fra Stilkene. - Den Hamp som er voxet udi Saltpeterjord, har jeg befunden at faanes best. Og for Daleboerne, der ikke kan have det saakaldte Søevand (Havvand) at faane sin Hamp udi, vil jeg især anprise Salpeterjord og urinøse Giødningsmidler til Hampesæden. - Kan man efter at Hampen er faanet og har fryset, endda lade den ligge i et luftigt Skuur til- og igiennem- Foraaret, i hvilken Tid Luften og Vindene ere meget igiennemtrængende og tørrende, da haves den Fordeel, at Hampetrevlerne end mere løsnes og adskilles. - Til denne §.. hører ogsaa en kort Beskrivelse over en saakaldet Hampesaanings-Park, hvor den kan haves:

I en lille rindende Bæk, hvis Hældning kan være ungefærlig mellem 6 og 10 Grader, udsøges et Stæd, hvor Bunden bestaar af smaa Steen, Sand eller og Skiærv, og nogenledes fri for Mudder - paa saadan Bund nedlægges Hampekiærvene, og tvert over disse nogle smale Træestænger, hvis Ender nedlæsses med Steene, saa at de ey kan flyde, naar nu Hampen saaledes er nedlagt, hver Sort i sit Quarteer, saa dæmmes Vandet saa højt op til det staaer en Haandbreed over Hampen. I Dæmningen haves en Ufløds-Luge, som aabnes hver tredie eller fierde Dag, at saa vel Vandet som det tilsamlende Mudder kan bortløbe, medens Kiærvene vendes paa den anden Side. - Efter en halv Times Tid opdæmmes Vandet igien til sin sædvanlige Højde. Har man ikke uden en for stor Aae eller Elv, da kan man ved en lille Veyte, lede en Strøm ud af Siden til en passelig Hampe-Park; men ingen Bække ere beqvemmere end de paa mange Stæder i Norge forekommende saakaldte Opkomme-Kilder, som i Vinterfrosten ikke belægges med Iis; her kan de, som ikke naaer til Havvandet, faane sin Hamp nærmere imod Vinteren, da man helst giør sig Regning med Frost ved Optagelsen.

At give Hampen under Faaningen nu og da Luft. - At lade Vandet pludselig løbe ind og ud af Straaene, med al anden Omhyggelighed og optænkelige Maader, som kan modvirke til Trevlernes Løsning fra Stilken, er meget vigtigt for at undgaae en lang og skadelig Røytning (Raadning) der let kan forderve den beste Hampeavl.

§ 8. Hampens Afskalling, Braakning og Rensning.

Har man iagttaget hvad under 6te og 7de §.§. er sagt, saa koster det ikke syndelig meget at skille Hampen ved fine Stilker og Avner. - Man tager omtrent et halv hundrede Kiærve af Gangen, lægger dem ind paa Bielken i en Røgstue, eller under Taget i et varmt Værelse, hvorved Stilkene efter et par Dage bliver mere møre og brækkelige, men i et for varmt Værelse maa de heller ikke indlægges; thi forhaardtørret vil Hampetrevlerne tillige briste over og under Arbeydningen gaae op i Taas - en drøy Stuevarme er den passeligste til en lille Skræltørring. Saaledes tørrede, tager man 2 til 3 Kiærv af Gangen, og medens de paa en Knub eller Stabbe bliver bankede med en Kiølle eller Klubbe, holdes Kiærven saa fast med den Venstre Haand, at Stilkene ey faaer skyde frem eller tilbage, og hvergang man flytter Haandgrebene maa ligeledes nøye iagttages, at Hampen ey kommer af Lave eller i Bunkler, hvorved mange Trevler vilde stødes over og gaae udaf Hampeknippet.

Den, som har et nogenledes stort Forraad af Hampekiærv, kan istæden for Bankning knuse dem i en Hampebraak - og naar nu Hampen enten ved Bankning eller Braakning er overalt knuset, saa vries og knuges Hampeknippet gesvindt mellem Hænderne, og de brudne Stilker og Avner rystes ud af den afskallede Hamp. - Herpaa bringes Hampen i en kamskaaren Hampeklamre, hvor de endnu tilbage værende Avner lettelig afkiæmmes, og under lige faste Haandtag renses Stykke for Stykke, vel et Spand af Gangen til man kommer til Enden af Knippet - saadan stykkeviis og let Afkiemning er bedre end at man vilde trække Hampeknippet, medens det endnu har Avner i sig, med dets hele Længde paa et Træk igiennem Hampeklamren, da mange gode Trevler vilde voldelig udrives, sammenbunkles og kun benyttes som Blaar eller Taas - til denne §. skulde en kort Beskrivelse over en simpel men nyttig Hampebraak: 1) Giøres Krakken af et to alen langt Stykke Træe, eller at en tyk Planke. som i hver Ende gives 2de Been eller Føder, at den staaer som en Benk, hvorpaa skiæres 2de femqvarters lange paralele Aabninger, hvis Sider udskiæres paa den øverste Kanti 1 Tomme dybe retvinklede Skaarer eller Tænder. 2) Knugøren, som afpasses og tandskiæres saaledes, at den falder ned i Krakkens Aabninger, og i den ene Ende gives Stænger enten ved en Nagle eller ved Hængsler, at den kan være let bevægelig, og under Braakens Brug og Aabning løftes av og need, ved et Haandgreb som dannes, og tilsnides uden for Tænderne paa Knugerens bevægelige Ende - i en saadan Hampebraak knuges, brydes og knuses Hampekiærven til Trevlerne løsnes fra Stilkene.

§ 9. Hampens Kogning.

Til Lærreder og Seyldug vil den afskallede Hamp i sin naturlige Tilstand endda falde noget haard, den vil i saa Henseende især om den er af det grove Slags, tilberedes ved Ludkogning, og det saaledes: Ethvert af de under Afskalningen rensede Hampeknipper, som man vil tilberede ved kogning, ombindes med 3de Baand, saasom: et ved Rodenden, et om Midten, og et Baand ved Topenden, og saaledes ombundne lægges Knipperne i Blød 1 eller 2 Dage i Vand. - Efter at Hampen saaledes er udblødet og igien optagen af Vandet, nedlægges Knipperne ringviis i en stor Kiedel, hvor der strøes soldet (sigtet) Birke-Aske eller anden god Træ-Aske, saavel paa Bunden af Kiedelen som mellem hvert Lag og ovenpaa Hampen, hvorpaa Kiedelen fyldes med Vand, og koges til en fuldkommen Ludkogning, naar Hampen saaledes er kogt, skylles Asken af; og det helst ved en Bæk, hvor man tillige kan have jævnt Bræt at lægge Hampeknipperne paa, og banke dem med en Træeklubbe mellem hvergang man øser Vand ind over for at afskylle Asken, her efter tørres Hampeknipperne, og nok bankes, da de ere tørre, men altid saa forsigtigen, at ingen Hampetrevler overslaaes. Hampeblaarene eller den under Rensningen frakiæmmede Smaahamp og Taas, kan i sit Slags ligeledes koges.

§ 10. Hampens Hægling.

Til de finere Garn og Spind kan Hampen end mere giøres beqvem, baade ved at trække og hægle den igiennem en Hampeklamre, og da den nu er ey allene befriet fra Avner, men tilmed mere myg og elastisk end ved første Klamring, see §. 8., saa kan den nu trækkes efter dens Længde med et igiennem Hampeklamren, indtil den bliver saa tilkiæmmet og myg som man vil have den. Endelig kan Hampen hægles paa en Hørhægle, og da faaer man her af en god saa kaldet: Hampeltin, og meget bedre end af udenlandsk Hamp, der i Almindelighed har grovere og haardere Trevler. Den her afhæglede Blaar kan bruges med større Nytte, og giver bedre og stærkere Lærreder end andre Blaar og Strye. Dog, de Slags Tilberedninger, som i denne og næstforegaaende §. ere beskrevne, kan man undgaae ved al den Hamp som allene skal bruges til grovt Arbeyde, saasom: tykke og store Rodter og Fiskergarn, alt Tougværk, Liner, Garnstrænger og saadant mere, som af almindelig grov Hamp kan tilvirkes.

Et par Ord til patriotisk tænkende norske Landmænd.

Enhver Nordmand, der med lokal Kundskab kan igjennemsee det Nordenfieldske Landvæsens Forfatning, overlader jeg at bedømme - om Landboen kan blive lykkelig ved Fiskerier, saa længe han ey selv avler den Hamp, der til hans Søebrug behøves - eller om det er mueligt at Jorddyrkningen kan drives med behørig Jevnhed, og stigende Forbedring, saa længe de Landmænd, der tillige ville søge Fiskerierne, ikke stedse kunne være forsynede med brugbare Fiskerredskaber og andre Huusholdnings-Nødvendigheder, der hidtil for det meste har beroet paa Fiskeriernes Tilgang. Og hvor dette kan indsees, er min kiærligste og velmeente Begiæring til saadanne Skiønnere: at De ved alle muelige Leyligheder med Opmuntringer, Raad og Veyledning ville være deres Naboer og Landsmænd behielpelige; og det saavel ved denne som flere Jorddyrknings- og Huusholdnings-Sysler, der have saa betydelige Indflydelser paa det Almindelige Vel.

(Det følgjande stykket er, som det heiter heilt til slutt, "Trykt som Tillæg, paa Egset, 1810.", men er ikkje identisk med tillegget til Landbobladet nr. 15 1810.)

Om Linens Dyrkning.

Af de sidstafvigte Aars Forsøg, saavel i Daleboer som ved Søekanten her i Omegnen, er det befundet: at Linen baade er en villig Væxt og giver saa meget af sig, at enhver Landboe-Familie kan, paa egen Jord og uden følelig Afkortning paa andre dyrkede Væxter, avle, og siden i nogle faa Vinteraftener tilberede saa megen Liin og Stry, som i en Huusholdning behøves, og langt bedre end den grovavnede, som kiøbes Udenlands ifra.

Dyrkningsmaaden er saa simpel, som her kortelig antegnes: Paa god og dyb Engbund, som man her kalder halvskiær Tyk Eng, spades Græsroden op i tykke fiirkantede Torve, hvilke vel sammenføiede lægges ned igien med Muldsiden opvendt, som jævnes og smuldres fiin med et Græv og en Rive; herudi saaes Liinfrøet, harres lidt ned med Rivetænderne, og i Mangel af en Tromle, trædes engang overalt med Skosaalerne, for at den øverste løse Muld kan trykkes noget nøiere til Frøene.

Paa denne Slags Jordbund behøves ei at giødes og intet Ugræs til det første Aar skade Væxten. (Til næste Aar kan man tage et nyt Stykke.)

Sædetiden er sidst i April og igienem hele Maji, naar Snee og Snevandet er borte og Luften er mild. Almindeligst saaes den sa tyk, at i et Stykke Jord, en Favn i fiirkant eller 3 Alen af Bredde og Længde, saaes 5 Lod eller 5 Skeer fulde af Frøet. Jordens Beskaffenhed og Frøets mere eller mindre Godhed, kan aarsage det ville være noget tyndere eller tykkere. Det er en sand Fornøielse at see naar Linen blomstrer og sætter Knopper, og naar Knopperne (Frøehusene) blive brungule, saa vil Linen ruskes, (optages med Rødderne) kiærves i smaa Knipper, som man kan gribe om med Haanden, lægges paa en tør Markevold eller lavt Husetag og vendes hveranden Dag. Om 14 Dage rives Knopperne fra og forvares i en Kurv, hængende i et Stabur hvor ei Muuse eller Utøi kan komme til; efter at Frøeknopperne ere fra, ligger Linen endnu paa Marken 3 a 4 Uger; om Jorden er bar, og derved er fagenet, som erfares naar man prøver den, da Tiden ei saa nøie kan bestemmes. Deels maa eller kan Faaeningen udsættes til næste Vaar, hvorom ei her gives Rum at omhandle, men som i sin Tid ved Landboebladet skal meddeles.