Kjeldearkiv:Norsk Landboeblad 1810 nr. 6 til 9 (februar)

Norsk Landboeblad 1810 nr. 6 til 9 (februar)
Kjeldeinformasjon
Namn:	Sivert Aarflot
Født:	23. oktober 1759
Død:	14. april 1817
Stad:	Volda
Tidsrom:	1810
Nedteikna av:	Øystein Sande
Skildring:	Dette er den fyrst årgaong, dette er den mest innhaldsrike årgangen, den einaste som kom ut med 52 nummer, ein for kvar veke gjennom heile året.
Viktig:	Denne artikkelen kan kun endres av administratorer. Dersom endringer trengs, vennligst ta dette opp på artikkelens samtaleside eller med en administrator.

Norsk Landboeblad 1810 nr. 6 (6. februar)

I Norges Hovedstad, Christiania, holdtes den 29de December f. A. en meget høitidelig Taknemmeligheds- og Fredsfest, hvilken Hs. Kongelige Høihed Prinds Christian August, forinden hans Afreise fra Norge, bivaanede. Dagen derpaa skrev han i et særdeles hiertelig opmuntrende Brev, en mærkværdig Afskeedstale til alle Nordmænd, (hvilket Brev, næst efter dette Stykke, med dets ganske Indhold, kan læses), og den 4de Januar tiltraadde Hs. Kongelige Høihed sin Reise til Sverrig, som fra Fæstningens Volde blev tilkiendegivet med 27 Kanonskud, og ledsagedes han fra Christiania af Hs, Durchlantighed Prinds Frederik af Hessen, samt et stort Antal af høie Embedsmænd og Andre. - Enhver ham hengiven Siel syntes saaret og Skilsmissen med denne Norges varme Ven, var meget rørende.

Nordmenn!

Det for mit Hierte smertelige Øieblik er kommen, da Skiæbnen og Pligt nøde mig til at forlade Eder. - Da vi erholdt her Efterretning om, at vor fredselskede Konge var bleven tvungen at gribe til Vaaben, at Freden var brudt, som i en lang Række af Aar havde giort vort Fædreland lykkeligt og til Gienstand for andre Nationers Misundelse...

Posten som var udebleven over en heel Uge, ankom Mandagen den 29de Januar og medbragte af offentlige Blade: Tiden No. 38, Tillægget 60, 61 og 62, Staatstidenden No. 120 til 123 inklusive for f. A., og No. 1 og 2 for d. A., Iversens fyenske Avis No. 200 til 206 for f. A. og No. 1 og 2 for d. A., Trondhiems Avis No. 5 og 6, og Bergens Avis No. 51. Torsdagen den 1ste Februar, ankom sidste Uges Post, men medbragte ingen flere af offentlige Blade, end Bergens Avis No. 52.

Blandt Nyheder kan anmærkes udenlandske Krige: mellem Russerne og Tyrkerne, hvor de sidste ofte taber, og mellem de Franske og In?terne i Spanien, som holdt engelsk Partie, af hvilke 55000 Mand bleve overvundne, fangne eller adspredde ved 24000 Franskmænd.

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.

Norsk Landboeblad 1810 nr. 7 (13. februar)

Almue-Erindringer.

(Af H. Barlien.) (Fortsat fra No 3 og 4)

3. Huusmænd, det er de, som haver mindre Jorde, som ikke er paalagte Skatte, men svarer en aarlig Afgivt til den Gaard, hvorunder de sorterer: Disse kunde være ligesaa lykkelige som de Foregaaende, da de som oftest har Jord og Leiligheder nok, ikke allene til at erhverve nødtørftig Udkomme, men endog til at kunne blive rige Folk; men Uvidenhed og deels Skiødesløshed og Ladhed er ofte Aarsag i, at mange af dem lider endog Mangel, dog, at de fleste har ingen Aarsag at mangle noget af det Nødvendige, skal jeg med Tiden godtgiøre.

4. Daglønnere: Af disse haver man i Almindelighed alt for faa, hvorfor de og betales med 48 til 72 ss daglig, og dette er een Aarsag til, at Fabriker og Manufakturer finder saa megen Besværlighed, - Aarsagen hertil er især en alt for ringe Folkemængde i Forhold til hvad Landet kunde taale; dernæst holder de fleste Bønder for mange Tienere i Forhold til deres Brug, hvilket giør, at de ikke kan tillægge sig saa megen Formue som de kunde, naar de arbeidede deres Gaarde med mindre Folk, da det er kun faa som forstaaer at bruge mange Arbeidere til Nytte. Saadanne Gaardmænd, som har mere Jord end de nogen Tid kan være istand til at benytte tilgavns, (og det er mange) giorde bedre i at uddele og sætte Huusmænd paa Udkanterne af deres Eiendomme, da kunde da baade have Nytte, ved en vis lille Afgivt og Arbeide for billig Priis, naar de trængte, saavelsom den Fornøielse, at see Andre at leve med dem. Saadanne Friheder haver den norske Bonde! endogsaa Leilændinge kan erholde Tilladelse dertil.

Daglønnere ere ellers enten Huusmænd, Kaarmænd og nogle faa Løsgiængere, og ved Søekanterne gives ogsaa Strandsiddere som deels arbeide for Dagløn; men alle disse anseer Daglønnerie som en Bisag, og derfor vil de ikke befatte sig dermed, uden de faaer saa høi Dagløn som sagt, thi de har ellers saa mange Næringsveie, at de ikke trænger. - Jeg har selv den sørgelige Overbeviisning paa Nogles Ladhed, at de hellere ligger paa Søen og fisker, efter Sædvane, saa meget at det neppe udgiorde 8 Skillings Værdie daglig, end gaaer paa et simpelt Arbeide, hvor de dog kunde fortiene 48 ss. dagligen.

5. Fattige: det er de, som Aldersom eller Svaghed har sat ud af Stand til at arbeide eller ogsaa de, som ikke gider arbeide og som Skiæbnen, Taabelighed, Ligegyldighed eller Ødselhed ikke haver tilladt at eie Jord. For disse, især de Første, er for det meste meget gode Indretninger ved Lægder, det er: de faaer hver nogle Bønder eller Gaardbrugere, som opholder dem, deels ved at reise om til disse og forblive en vis Tid hos hver, hvortil de nyder fri Skyds, og deels forbliver en saadan Fattig paa et Sted, hvorhen man bringer det Fornødne til hans Ophold. De Andre, som er arbeidsføre og ikke gider arbeide, maa man troe, finder sig bedre tient ved at sulte. Følgelig er kun Faa som kan siges at være ulykkelig; men Ulykken kommer for det meste af Misfornøielse med sin egen og Misundelse over Andres Skiæbne, samt af, at man troer, at have Udveie til at forbedre sin egen Skiæbne, men deels ikke forstaaer hvorledes det skal giøres, og deels ikke gider foretage Noget til slik Forbedring.

(Fortsættes.)

Ondartet Sygdom blandt Hunde.

I og om denne Sundmøre Egn har, siden sidste Høst, hersket og endnu udbreder sig blandt Hundene, en her før ubekiendt voldsom Sygdom, at hvilken de fleste ere kreperede. Sygdommen mærkes først derved, at Hundene nu og da rave og gaaer feilt, som de vare ør i Hovedet, som alt mere tager til. Efter et Par Dage (dog nogle mere eller mindre) falde de over og i de hæftigste konvulsiviske Anfald arbeider og banker med Hoved og Been 2 a 3 Minutter, Fraadde og Slim flyder dem af Munden. I et Øieblik springe de op paa Fødderne og enten i Ring eller frem og tilbage, støde haardt til Stole, Vægge, Dørre og hvad de træffer saa de kan knuse Hoved og Been, ja og springe ind paa brændende Kaminer, da, som det synes, de hverken høre eller see, eller kan vogte sig fra Noget. Kommer de ud af Gaarden, da tumle eller slingre de sig der hen Grunden hælder, og saaledes ud i Elve eller Søer og druknes. Vogtes de fra saaledes at komme bort eller giøre Ende paa sig selv, da faae de vel een og anden Lise, men førend ny Anfalde (som kommer næsten hver Time) skriger og hyle. Efter een eller to Dage, kan de fleste ei mere staae paa Benene mellem Anfaldene, men pibe jammerlig og under Anfaldene sparker ynkelig, arbeider med Kiæverne og meget Slim flyder ud, saa Synet maa tilskynde at man giør Ende paa deres Elendighed, ved at drukne dem, som det synes de mindst føler til; - skeer det ikke, da ere de i en saadan forbrudt Tilstand, meget seilivede, 2 a 3 Uger, men ingen som jeg har hørt, kommer sig igien. - I de Værelser hvor de syge Hunde ere inde, raader jeg at røge med Enebar og Tiære, og siden vaske Værelset med varm Lud, og ved deres Uddampning og Udflydende, børe man være vaersom, saa længe Sygen er ubekiendt. - Mange Midler har just ei været brugte imod Sygdommen, kun Crem, Tartar, og Salpeter har jeg forsøgt under Bemærkelsen af de ravende Anfald, men uden Virkning og maaskee for silde brugt. Sygdommen forplanter sig hyppigst, thi naar en Hund kommer til en anden, som er smittet eller syg, ere de begge lige Fare underkastet, og saaledes i Bøigder hvor Sygen grasserer, men den er og i en kort Tid kommet over en mere end en halv Miil bred Fjord, til nogle som aldrig har kommet til de Syge. Det synes skeet enten ved Ting som ere kiøbte eller bragte fra de Huse hvor syge Hunde haver været inde, og som Hundene støver gierne alt fremmed, saa ere de blevne smittede, eller og, at de i Sygen i Søen druknede Hunde, have drevet og strandet op paa den anden Side Fiorden, hvor friske Hunde haver fundet dem og saaledes bleven smittede, og saadan synes Aarsagen at Sygen breder sig saa hyppigt ved Søestranden. Jeg vil derfor raade, at Ingen maa lade de døde Aadsler drive bort i Søen, men heller begrave dem saa dybt, at ingen Hunde naaer eller Rovdyr kan tage dem op igien, og hvo veed, om Aadsler af saa slem en Syge skulle ligge i Fiæren, hvor Geder, Sviin og Faar ofte søge Føde blandt Tanget, om det ei var betænkeligt. Jeg har ellers Exempler af et sieldent Søedyr som var opdrevet, samme blev gnavet af et Huusdyr, som derefter fik Blodgang og kreperede. Jo mere Hundene ligner Jagthundeslægten, jo voldsommere anfaldes de, derimod de Laadneste hidtil undgaaet. En erfaren Dyrlæges eller anden kyndig Mands Betænkning om omhandlede Sygdom, ønskede jeg at see i et af de offentlige Blade her ankommer, men ufrankerede Breve frabeder jeg mig saasom jeg deels faaer flere saadanne, end jeg seer mig Ledighed at indløse. Godt var det at erholde et Raad, hvorved de ved en Landmands Qvæghiorder saa umistelige Dyr som Hundene, kunde frelses. Maatte jeg herhos yttre mine Tanker eller Giætninger om Sygdommens Udbrud: I den Egn hvor Sygen brød ud, var i forrige Aar en stor Mængde Læmmænd, som i en Hast udryddedes, ved det at de tumlede sig i Bække, Huler eller i Søen og druknede, hvor de ellers pleie svømme. En Sygdom syntes drive dem til at druknes, og blandt Hundene, som snuskede i de mange Læmænd-Aadsler, kunde formodes forplantet samme Slags Syge, eller, blandt Ræve eller Hermeliner, som Hundene ofte jager og støver, kunde Sygen været opkommen, da de Slags vilde Dyr, synes i samme Egne, nu at være bliven saa sieldne som levende Hunde, eller og om Aadsler af Dyr, qvalte ved Rævekager, skulde have saa epidemiske Virkninger.

Paa den før bemærkede højtidelige 29de December f. A., i Christiania, blev og lagt Grund til Stiftelsen af et Selskab for Norges Vel, som vil spaae Fædrenelandets Fremtid meget Godt. Under 10de Januar d. A., er Hs. Durchlautighed Prinds Frederik af Hessen, Ridder af ? og kommanderende General for den norske Armees første Divisions Distrikt, ? Statholder i Norge, samt til Præses i den for Norge anordnede interimske Regieringskommussion. Posten som ankom den 9de Februar, medbragte af offentlige Blade: Kollegialtidenden No. 2 og 3, Tiden No. 39, Tillægget 63 til 67, Statstidenden No. 3 og 6, Iversens fyenske Avis No. 3 til 9, Trondhiems Avis No. 7 og 9 (No. 8 savnes), og Bergens No. 3. Efter nye Efterretninger skulle Tyrkerne, som dog oftest pleier tabe, have tilfægtet sig en betydelig Seier over Russerne, som mistede 10000 Døde og omtrent 2000 Fangne og Saarede i Slaget ved Silistra?. - For Landboere, som ei veed hvor Stedet er beliggende, tilføies: at Silistra? er en befæstet Stad ved en Enge af Donau-Floden, paa dens østre Side, og beliggende under det europæiske Tyrkie, i Provindsen Bulgarien, omtrent 10 Mile Vest fra det sorte Hav, 50 Mile Nordvest fra Constantinopel, henimod 150 Mile Syd fra Petersborg og fra det sydlige Norge omtrent 300 Mile mod Sydost; saavidt er nu paa denne Kant Krigens Skueplads fiernet fra vort Norden.

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.

Norsk Landboeblad 1810 nr. 8 (20. februar)

Ager paa Bierggrund.

Paa nogle Jorder, om de skiønt ligger aabne for Middagssolen og i Lye for nordlige Vinde, er Kornvæxten ringe og mislig, fordi Agerne ligger paa Bierggrund, med et saa lidet Muldlag, at der ei kan faaes tælefrie Veiter; men som i slige Egne sielden mangler Koppelsteen, saa vil jeg raade, at Beboerne foretager sig, med nogle Qvadrat-Favne, aarlig at bortskaffe Agermulden af Skiærv- eller Bierggrunden, fylde de i Bierget dybeste Grøfter eller Huler med store Stene og for øvrigt overtække der hele Bjergstykke med Kamp- eller Koppelsteen, til en jævn og heldende Plan, at Biergsievandet kan flyde ud mellem Stene. Nu jævnes over alt med mindre Koppel og grov Our eller Sand og derpaa et godt Lag Markmose eller Dynemose, hvorpaa indskufles den til Sides lagte Agermuld, dog saa tyk, at Plovjernet ingensinde kan komme ned i Mosen eller Steen¬grunden, og her vil det være godt, om man siden efter Haanden kan forøge Mulden, og saaledes vil man paa mange Steder, hvor før ei har voxet triveligt Korn, faae et frugtbringende Agerland; ja mange skiærvede og uopryddede Strande, ville, ved dette Slags Arbeide, blive beboelig, i det minste som Huusmandspladser. Eng voxer dog noget i de Strande som have Biergsievand, naar Grunden kun er saa meget heldende, at Vandet kan flyde afsted.

Den bedste Tid til disse Slags Jordforbedringer, samt Veiters og Veies Istandsættelse paa Hiemmemarken, er Efteraaret og Vinteren, naar kun Jorden er befriet for Tæle og Snee, thi paa denne Tid nedkiøres eller overtrædes ikke Græs eller andre Væxter, Luften er kiølig, saa hverken Heste eller Arbeidsfolk sveder eller mattes saa meget som i en varmere Aarstid, og af og til kan falde Rimfrost eller Snee, som letter Kiøreføret.

Forbedrende Jordarter.

Efter kymiske Regler var vel rigtigst at vise Landmanden hvilke Jordarter der kan forbedre en ufrugtbar Jordbund, men som samme vilde fordre mere Vidtløftighed og for det første maaskee mindre Nytte, end de simple Slags Anviisninger, hvormed jeg forhen har i min Kreds ofte været heldig, og kunnet tilige vække Arbeiderens Betænkning over Tingens Virkninger og Aarsager. Paa en udtørret Jordbund, der indeholder enten megen jernrustlignende Oker-Blanding eller har været igiennemtrængt af suurt og haardt Myrvand, maa Overfladen først vendes, ved det den enten pløies og Grønsværen saaledes nedvæltes eller med Spaden opstikkes i Torve; som omvendte igien nedlægges. Er der ei Sand iblandt Myrjorden, da maa grov graa Sand derpaa indføres. Et halvt eller heelt Aar maa den opbrudte Jord, saaledes omvendt, ligge for at udluftes. Imidlertid forsyner man sig med et godt Forraad af saadan Jord, som enten er taget fra gamle Bulæger (der Qvæget har havt Tilhold om Sommer¬nætterne) eller og hvor Ælle- (Ore) Skove ere; den Muld som har formeret sig omkring Ællerødderne, af de aarlig nedfaldne og forraadnede Ore- eller Ællekongler og Løv; denne Jord har en egen Slags fortrinlig Virkning at formilde de mineralske, haarde eller sure Jordarter og befordre de dyrkede Væxters Trivelse. Af et eller noget af begge benævnte Slags Jordarter, bringes eet 3 a 4 Tommer tykt Lag ind paa det opbrudte Jordstykke, som sammenpløies, ahles, harres eller paa den Maade man finder beqvemt at forblandes i Overfladen, tillige med nogen Giødning, og videre behandles efter som man vil bruge Stykket til Potetes eller Kornland, og om det skulle bestemmes til Engbund, maa der endda først nogle Aar saaes Korn udi, men Engbund, strax efter Potetes, blive sielden fordeelagtig. - Der hvor man tager Mulden ifra, bliver Grøfter; er det paa Bulæger, maa de fyldes og vel tiltrædes med tør Jord og Lyngtorv, at Qvæget som skal ligge der, ei finder noget Savn, og er det omkring Ællerødder, er bedst at fylde Sand i Grøfterne, thi derefter vil Ælletræet bedre trives, - og den største Aarsag jeg kan see til Ælleskoves Forraadnelse, er denne: at Jorden af Væxtslægtens eget Affald, bliver for overflødig.

Siden Staalets Nytte blev almindelig bekiendt, er det blevet en saa uundværlig som vigtig Artikel for Landmanden, da alle Hakker, Spader, Tueknive og flere Slags Jernarbeidsbejner ville være forstaalede, og især behøves et godt Slags Staal til Leer, Sigde, Øxer og andre saakaldte Bidtjern. Men hvad Savn og Forsinkelse i Jordbrugets Drivt Mangelen af godt Staal foraarsager, har i disse sidst forløbne Aar viist sig og synes endnu i mange Bøigder ligesaa betænkeligt, da godt Staal ei allene er rart at bekomme hos de Handlende, men og freget til saa meget høie Priser, at mange maa tage det ringeste, for ei at kunde bekomme eller betale det bedre. Saadant tilskynder mig baade de første oekonomiske Sager, at meddele Anviisninger om at tilberede Staal, og deriblandt nogle saa simple, at enhver Bondesmed, som har en Smedehytte, kan forfærdige det, uden Brug af Digler eller Cementeerbøssen, hvilke faa eller ingen blandt Bønderne, i disse Bøigder, ere forsynede med. - Materien til Bekiendtgiørelsen har jeg egentlig fra en Guttorm Hanssen Føldal, som i sine yngre Aar har tient mig og var oplagt til at finde Forbedringer i adskilligt Bondearbeide.

No. 1. Simpel Staalbrænding eller Støbning.

Alt gammelt eller sønderbrudt Jerntøi, saasom: af Søm, Spiger, Stumper af Saxe, Knive, Hængsler og Jernbeslag, med mange¬slags, som alt kaldes Jernskrab, ligesom og alt saa kaldet Jernafkap og Afhug, som falde i Smedehytterne, maa omhyggelig giemmes, kun fraskilles det som har Bras (Kobber eller Meesinglodning) paa sig, hvilket vilde giøre Staalet uheelt, men om det er rustet Jernskrab, skader ikke. Det samlede Jernskrab som er tykkere end en Orteskilling, hamres saa tyndt paa Smedeambolten og paa Hugbeitelen klippes til smaa Fliser, ei større end Otte- eller Tiskillinger. - Nu tillaves Gruen eller Smede-Ildstedet, som ei maa synkes dybere end 2 Tommer under Alv (Puste-) Hulet, om Staalet skal blive godt renset. Og for at danne et til smaa Forsøg passende Ildrum sættes fiirkantede flade Stene, vel 6 Tommer brede og ligesaa høie foran og paa begge Sider af Alvhulet. I denne til hver Kant 6 Tommer brede Gruve eller Ildsted lægges en Glød og fyldes med smaa rene og tætte Kul, som med Smedebælgen pustes i fyrig Glød, naar Kullene synker, fyldes andre til igjen saa at Ilden bliver ret fyrig, og da kastes der midt indpaa 2 a 3 Lod af Jernfliserne af Gangen og mellem hver Gang paafyldt og tilpakket med samme Slags Kul, og saaledes flere Gange, da ligesom Kullene fortæres ved den stærke Ild, saa smælter de nedsynkede smaa Portioner Jern¬fliser, forinden de kommer til Ildstedets Bund, og staaer der som i Flus, medens mere tilsamles. Naar saa meget er nedsmæltet, at det vil belægge Alvhulet, maa det tages ud af Ilden og paa Ambolten med Hammeren sagte sammenbankes, thi hvis Staalet er vel renset, er det i Førstningen sprødt under Hammeren og for den Uvante noget vanskeligt at sammenbanke og udstrække, hvilket en Smed dog ma? kommer efter. At 5 Mark Jernskrab, som tillige med de fornødne Kul, vil koste 15 ss., kan faaes 2 Mark saa godt Staal, som for nærværende hersteds betales med 2 Ort Marken. Foruden 80 ss., som her ved Arbeidet synes vundne, har man den Fordeel, ei at komme i Forlegenhed for en saa vigtig Artikel.

Norge, førhen saa rikt paa vilde Frugttræer, hvilken Mængde dog nu har tabt sig, savner ogsaa de ... (vanskeleg å lese) I en Kafe eller liden gammel Kiste, uden Laag, og nær fyldt med fugtig Plantnings-Jord....(vanskeleg å lese)

Norsk Landboeblad 1810 nr. 9 (24. februar)

Posten ankom her sidste Tirsdag førend Bladet var trykt. Herefter udgives det Løverdagen og denne Gang følger 2de No.

Blandt europeiske Landskabers og Folkeslægters Historier, er den Norske baade med de ældste og sandfærdigste, og som det bedste Skrivt deriblandt, er den saakaldte Heimskringla; saa har jeg besluttet, ved dette Blad, efterhaanden at meddele mine Læsere samme, nærmest mueligt, i det Sprog den først var skreven, nemlig Norsk eller Islandsk, med hosføiede Over-sættelser. Og naar jeg først kan bekomme endeel fra Kiøbenhavn forventede Typer, hvorved jeg formoder baade at kunne give mit Blad noget mere Fuldkommenhed med rigere Indhold og vorde forsynede med de Bogstaver med Aksenter, som ere fornødne til det norske Sprogs Udtale, da at kunde begynde med Heimskringla førstfra og stykkeviis, deels som Bidrag til at bevare det gamle norske Sprog fra Forglemmelse, og deels for det mere Lys i Historien, som kan haves af norske Benævnelser, især i de Egne hvor Tildragelserne ere skeete, som jeg inden nogen Tid vil meddele Exempler af. Imidlertid vil jeg benytte nogle enkelte Stykker om mærkværdige Personer og Tildragelser, og da først om Odin, der blev saa vigtig i Norden, at fra hans Gudelære, eller overtroiske Indbildninger han paabragte Folket, har det deels beholdt Levninger henimod 1 Tusinde 8 Hundrede og 50 Aar. Denne saa navnkundige Odin var kommen fra Asgaard, den Tid en Hovedstad ved Tanaisfloden, og førend han kom til Norge og Nordlandene, havde han været i Sachsen og videre i Nordtydskland, i Danmark og der paa Øen Fyen bygget Odense, i Sverrig hvor han delede Landet mellem nogle af sine fornemste Mænd; men da han kom til Norge og havde lært at ud¬øve saa mange Kunster og Sæder, som Folket før var ubekiendt, blev han desmere beundret: han havde lært at reise til Søes ved Hielp af Seil, hvorfore de sagde om ham, at hans Skib var en Væv eller Dug, som han sammenfoldede naar han kom til Lands. Han havde forskaffet sig Klædninger af forskiellige Fugles og Dyrs Pældse, som naar han iførte? sig dem, sagdes: han skiftede Hamen (Hud og Dannelse). Han brugte den Maade, at naar han sendte sine Folk ud i betydelige Ærinder, lagde han Haand paa deres Hoveder og læste eller mumlede over dem, og naar det da gik dem vel, troede: sligt havde sine Virkninger, ligesom mange andre Indbildninger de fik fra ham, om Troldom og lønlige Kunster, med adskilligt Giøglerie, som enten hans medførte Afgudspræster eller Runesangere og Kunstmænd udøvede.

Det 6te Kapitel i Heimskringla lyder om Odin saaledes: (Af Mangel paa Langtone-Aksenter sættes nogle Steder '  ?)

No. 2. Simpel Staalbrænding, efter G. Føldals Maade. Hertil haves et Forraad udslidte Liaaer, som kaldes Liaaspiger. - Gruen indrettes som til No 1 med den Forskiel, at Stenene paa den Side som vender mod Smeden, maa ei være saa høi som de 2de andre, men noget høiere end Alvhuler. Naar Ilden i Gruen er fyrig, trækkes 5 a 6 af Liaaspigerne ind over den lave Steenkant, med Tjødet eller Tangen foran, som vendes ned, og ligesom Enderne i Ilden bortsmelter, trækkes Liaaspigerne ind med en Tang, og Kul, til fyrig Ild, fyldes i Gruen og vedligeholdes. Naar de første Liaaspiger saaledes ere bortsmeltede, tager man nok 5 a 6 Stykker og saa fremdeles, om man har mere, indtil Alvhulet vil belægges, som forhen er anmærket. Af 6 Mrk Liaaspiger, kiøbt for 3 ss. Marken faaes 3 Mrk allerbedste Staal.

Udgiverens Anmærkning: Til Liaaer udsøges hersteds altid det bedste Slags Jern og Staal, og naar de udholder Slidtet til de ei ere at mere end omtrent 3 a 4 Liniers Bredde og endda haver Staal i Eggen, er det Beviis paa at de bestaaer af et reent seihaardt Jern og godt Staal. Forhen har man ladet Jernskrab og Liaaspiger for? i en Kyppe, for at Rusten, tilligemed noget Barkafsod, at have Sværte til Læder, Skind, Klæder og Træ, men denne er den allerskadeligste Sværte, da den fordærver Læderets Narv og forbrænder Klædets Lue - Med Tiden vil jeg anvise nyttigere Slags Sværter til garvet Læder, Skind og Klæde.

Et Slags Damascener-Staals Efterligning: Staallinien i det gode Sundmørske og samme lignende Liaaer, strækker sig lige til Bakken og Tangen. I en saadan forslidt Liaa, kan Staalet beregnes en Tredie- eller Fierdedeel imod Jernet. Af saadanne Liaaspiger lægges sammen et Dusin, mere eller mindre, som ved Varmen og Smedehammeren føies til hinanden, snørs og dreies om, som en Skrue, lægges flere Gange sammen og ved Hammeren udstrækkes, derpaa sveises eller sydes Æmner til et heelt Stykke. - Af saadant Staal har en Smed, i den mig anfortroede Kystværnssektion navnlig Iver Nielsen Giære, smeddet Sabler og Kaardeklinger, ikke hærdet dem ved Læskning i Vand, men ved Hammeren, med Flid, koldhamret dem paa Smedeambolten, til de har faaet en ypperlig Fiæderkraft. At dette Slags Staal kan og giøres de bedste Haandsaugblade og mangt andet nyttigt Værktøi.

Denne Uges Post medbragte af offentlige Blade: Kollegial¬tidende No. 4, Statstidende No. 7 og 8. Iversens fyenske Avis fra No. 10 til 13. Trondhiems Avis No. 10, 11 og 12, samt Bergens Avis No. 4 og 5. Nyheder: Den 6te Januar sluttetes Freden mellem Frankrig og Sverrig. Svensk Pommeren gives tilbage og alle deraf resterende Kontributioner? eftergives. Sverrig tiltræder Fastlands-systemet. I Aaret 1809 holdt den franske Keiser og Krigsmagt af 900000 Mand Infanterie, 10000 Heste for Rytteriet og 50000 for Artilleriet og Førselsvæsenet. I 1810 synes han ei vil bruge mere end 700000 Mand og deraf Halvdelen i Spanien.

Dette Blad redigeres af Udgiveren og Søn Rasmus Aarflot.