Kjeldearkiv:Askjums historie (Ludvig Olsen-Breilid)
Askjums historie. Ludvig Olsen-Breilid (1869-1950) skreiv i 1941 ned litt om garden Askjums historie. Dette var opprinnelig en av de største landbrukseiendommene i Nordlia i Østre Toten. Breili hadde sjøl nabogarden Breili, som familien kjøpte i 1879. Breilids tanke var å videreføre litt lokalkunnskap til Askjums daværende eier, Arne Aalstad. Han var fra nabobygda Vardal og hadde nylig kjøpt Askjum (1929). Breilid skriver bakerst i dagboka at han "har lovet den nuværende eier av Askjum å skrive ned mine erindringer om de eiere af gaarden, som jeg har kjennskap til." I tillegg til eget minne støtta Breilid seg litt på bygdebøkene for Toten og Vardal, som akkurat hadde kommet ut.
Gardshistorien er et håndskrevet manuskript, som har blitt oppbevart på Askjum sia det ble ferdig. På wikien gjengis det i hovedsakelig uendra form, med original ortografi og tegnsetting. Underoverskrifter er imidlertid satt inn for å gjøre teksten lettere å finne fram i, og en del (svært korte) avsnitt er slått sammen. Manuskriptet er gjengitt på wikien med tillatelse fra Per Ibs Aagenæs, nærmeste etterkommer (grandnevø) av Ludvik Olsen Breilid.
Askjum
"Askjum, gr. nr. 138 br. nr 1 av matrikel skyld mark 33,35 i Østre Toten herred – var fra unnertegnedes første kjennskap til gaarden (vaaren 1879) udelt og var i aarene fremover med sit store jord og skogareal den gang mann og mann imellem – anslaaet til i alt 1400 maal og strak seg helt til Mjøsen med en strannlinje paa ca. 200 m. længde og grænset til Breilid, nedre Kalrustad (Dølløkken), øvre Kalrustad, Dæhlen, Groseth og Atlungstad.
Naar Askjums daværende eier ogsaa eiet og brukte nabogaarden Dæhlen gr. nr 137 br. nr. 1 og av matrikel skyld mark 10,18 ogsaa i Østre Toten, blir Askjum med Dæhlen en meget stor jordeiendom og en samlet skyldmark av 43,53.
Dæhlen gikk den gang mest under navn Kraby Dæhlen muligens for aa adskille fra den kun godt 1 km længre øst beliggende gaard Dæhlen og alm. nævnt Baakinn Dæhlen gr. nr. 114 br. nr. 2 og 3.
Engene
Askjum gaards dyrkede jord var den gang neppe mere end 150 maal – og akrene var smaa og adskilte av akerbakker og reiner. Til høi anvendtes nærmest kun smaahøi fra ca. 200 maal slaattenger. Gjenlægg til kløver og thimothei var lite anvendt endnu den gang. Gaarden havde ikke slaamaskin i 1879.
Nedenfor den gamle almenvei forbi Gropen og Bergegrinnen laa Storengen paa 30 slaattemæling. Da en mæling var fra 4-5 høimaal (64 ruter), var bare Storengen (regnet efter 4 høimaal) minst 120 maal stor. Her nede i Storengen var en stor tømret høilaave i bruk til langt ut i 1890 aarene. Storengen inbefattede foruten det nuværende Askelie hele engen bort til Gropen (nu Sørlie) gjærdet og nedover midtskogen.
De øvrige slaatenger laa rundt om den dyrkede jord, med den største samlede eng mellem Bergegrinnen og vilkaarsakeren ved Vinterleet.
Husene
Om vaaningshusene er muligens nuværende hovedbygning opført omkring 1800 aarene eller helst no før den tid. Kjøkkeningangen og kjøkkenskuten laa den gang i bygningens søndre gavl og optok kjøkkenskuten gavlens hele bredde. Den store flate inngangshelle laa helt ute i veikanten – og ligger endnu i dag synlig – av innkjøringen til gaardspladsen, og kom man gjennem skuten inn i kjøkkenet, der havde vinduer mot baade gaardspladsen og hagen. Denne bygning var den gang forlængst panelet og var malt – nærmest graahvit.
Den anden hovedbygning – den gang brukt som føderaadsbygning – var ikke panelet; men var absolutt gaardens største og stateligste bygning aa se til – og ant. mer enn [?] 200 aar gl. Med sin store stue i 1st etage og sal i 2de etage og med 2 fag vinduer mot gaardsplads og likesaa mot Dæhlen i baade stue og salen – var dette en meget ruvende bygning. Denne bygning havde paa øvre siden en stor frukt- og kjøkkenhage liggende og oppe i herværende hages s.v. hjørne stod dengang og mange aar senere et imponerende stort lønnetræ. Denne lønn saaes langt borte fra Vardal og virket paa lang lei nærmest som et landemerke.
Omtrent ved denne bygnings n. v. hjørne begyndte laavebrua til Stallen med stor tømret laavebygning i retning øst-vest, lidt længere ned end føderaadsbygningen. Stallens inngang var unner laavebrua og var der plads til 8 spiltaug og 2 store bokser.
Fjøset laa hvor fjøset nu ligger; men da dengang laa i den nuværende gjødselkjeller, forstaar man at gjødselen maatte trilles ut om dør paa fjøsets langvægg var meget tungvint og uøkonomisk i længden (om end efter den gamle tids byggemaate). Meget mørkt og trangt var det ogsaa i dette fjøs. Over fjøset var stor tømret laave med kjørebru inn paa østre gavlvægg – altsaa ogsaa fra gaardspladsen. Inngangen til fjøset var ogsaa her unner laavebrua.
Unner denne kjørebrua – like forbi fjøsdøra – bruktes dengang og tidligere om vintrene aa legge veien for nedoverkjøringen ved læsskjøring og som benvei med innkomst paa almenveien ved det den gang benævnte ”Vinterlee”. Man sparte da inn lidt mot aa benytte gutua om Berjegrinna, som opkjørselen ved grinna nede ved almenveien fra gammelt av altid har været kallet. Og det hendte nok ogsaa i de tider at gutua var blokkert av snedrev, saa veien maatte legges over jordet og gjennem ”vinterlee”.
Staburet med klokketaarn saa den gang ut til aa være gaardens sidst byggede hus – og var laftevæggerne den gang ganske nye aa se til; idet de endnu beholdt no av den brungule farve, som umalt tømmer beholder en lang tid førend det antar den gra farven.
En tømret laavebygning med kjørebru inn fra laavens søndre gavl – laa mellem fjøslaaven og stallaavens ytterkant og stengte mot gaardspladsens vestre kant. Træskelaaven laa i denne laaven. Brukaret til denne laaven laa like inn til rækslegutuen der førte og fører fra gaardspladsen og vestover mot nordskogen.
Badstuen og Smien med kammers laa paa gaardens øvre side vest for veien og op til Dæhlen. Disse to hus var ogsaa av laftvægg.
Gaardens samtlige hus – utlaave, badstue og smie untat – var teglstenstækket.
Av øvre bygning - føderaadsbygningen - med sine hestehugu huggne nav og sin over de dobbelte inngangsdører rundbuede straaleformede sirater - er om den ene trediedel nedtat i næst sidste brukers tid.
Merkelig er det aa iaktta at flere av gaardens eiere har været og er fremdeles vardøler.
Eiere
Unnertegnede Askjum gaards nabo i over 60 aar skal nu, saa godt som jeg kan, anføre gaardens eiere og brukere. Flere av disse har ikke havt thinglæst skjøte paa gaarden.
Berg og By
Jakob Berg fra Vardal gift med Ingeborg Jakobsdtr. Bye fra Bye i Vardal kjøpte Askjum [bodde på Askjum i 1801 ifølge folketellinga]. Ingeborg Byes forældre er: Jakob Hansen Bye og Cesilie f. Holby (datter av presten Holby i Vardal). Jakob Hansen Byes forældre er Hans Jakobsen Bye (født paa Dalborgen Vardal 24/6 1729, døde paa Bye 19/4 1788) og Sigrid (odelspige til Bye i Vardal).
Forannevnte Jakob Berg og hustru Ingeborg Byes barn er: Hans (død, ugift), Jakob (gift med Karoline Bye), Agnethe (gift til Rolid, Biri), Johanne (gift til Skappel, Ringsaker), Siri (ugift). [fotnote, muligens henta fra Vardal bygdebok]
Ingeborg Bye bruker muligens gaarden som enke i endel aar. Hennes slektning Karoline Jakobsdtr. Bye kommer til Askjum for aa hjælpe til i huset og blir omkring 18 aar gl. Gift med sit søskendebarn Jakob J. Berg Askjum.
Jakob & Karoline Askjum bruker saa gaarden utover aarene en tid. Da Jakob Askjum var en no sykelig mand er det neppe noen større driftighed i gaardsbruket. Men den økonomiske stilling skal i denne tid ha været meget god.
Brager
Deres barn er: Ingeborg (f. ca. 1813, død 17 aar gl.), Anne (f. 12/5 1832 – og gift med sin fætter sakfører Jakob Brager, søn af klokker Andreas Brager, Harkenæs i Fluberg, Land. Jakob Brager havde i flere aar været kontorist hos sorenskriver Thaulow paa Velo i Jevnaker. Jakob og Anne Brager brukte saa Askjum i en del del aar fremover. Brager var neppe noen drivende gaardbruker; men tjente som sagfører og især som hypothekbankens kommisionær (den gang for hele Toten, Vardal og Biri) meget godt.
I Bragers tid var der altid benyttet gaardsbestyrer som driftsleder. Et av værelsene i øvre bygning har like til den senere tid baaret navnet Suhr kammerset – efter agronom Julius Suhr, der senere kjøpte nedre Torke i Vardal.
Brager fortalte ofte at der like til ind i 1870 aarene stod grov gild tømmerskog over hele strækningen – nedenfor Storengen – helt ned til Mjøsen. Denne skog blev saa stærkt hugget sidst i 70 aarene.
Jakob og Anne Bragers barn er: Ingeborg, Jacob (dansk meierist), Petra, Marthe, Hans, Karoline.
Askjum gaard havde i sakfører Bragers brukstid sin afsætning af gaardens melk paa det i [1871?] anlagte Nordliens meieri, hvor leverandørene havde tegnet hver sin andel. Potetene solgtes til Holmen og Hekshus brennerier, hvor Askjum var andelshaver i begge to.
Sakfører Brager blir i 1861 invalgt i østre Totens herredsstyre og blir straks valgt som ordfører og fungerer som bygdens ordfører i aarene 1862-63 og 1864-65, altsaa i alt i 4 aar. Brager skildres i Totens bygdebok som en meget dyktig ordfører. Hans portræt – malt av svigersønnen maleren Eiv. Nielsen – hænger i ø Totens kommunelokale. Billedet er desværre tatt i en lidt for høi alder. I sin ordførertid var Brager mere end 30 aar yngre.
Skjønt Brager er en meget benyttet sakfører kan disse intækter sammen med hva den store gaard med skogen kaster av sig ikke skaffe hva der trænges til et – om ikke selskabeligt saa dog – stort hus med mange folk i disse for vort jordbruk saa vanskelige tider, der især for mange familier, der har gjæld paa sine eiendommer, blir helt skjæbnesvangre i bygdene heromkring.
Og da Brager ved kjøpet av Dæhlen efter Ole Dæhlens konkurs maatte laane av Karsrudkongen – rentene var store i de dage -, blev gjælden om ikke stor – saa dog for tung og da der ved cand jur Aksel Fahlstrøm fogdfulmektig hos foged Sommerfeldt i Gjøvik – (og poletifullmektig) der var forlovet med Bragers ældste datter – blev forsøkt en ordning med Askjum gaards bytte i en Oslo leiegaard gik det rent galt – og Brager og frue levet saa resten af sine dage paa føderaadet hos sin mor Karoline Askjum, der døde paa Askjum i 1896.
Dæhlen
Om Askjums nabogaard Dæhlens eier Ole Dæhlen skal jeg meddele – han var gift med datter fra storgaarden Roli i Biri, hun hed muligens Karen. Efter fraflytten fra Dæhlen boet hun i mange aar i Oslo.
Deres datter Marthe Marie kom i lægd hos Johannes og Agnethe Annekstad paa Stenslie – og blev som voksen gift (til Mailund [?] i Vardal) med Laurits Ekstuen og var hun i Vardal en meget benyttet kokkekone.
Ole Dæhlens far Anders Dæhlen sat i meget gode økonomiske kaar – derom vidner storsalen paa Dæhlen. De pene hvitmalte søiler mener jeg vidner herom. Anders Dæhlens hustru hed Petronille (Petro). Petro og Anders Dæhlen fulgte sin søn Hans Peter Seierstad kjøpman i Bergen hid og ligger begge begravet der.
For aa vise tiden den gang tar jeg med disse sidesprang fra Askjum.
O. Brustad (1880-tallet) – bortbygsling av Nyland og Vilberg
Da O. Brustad (en økonomisk seet havreret gaardbruker) fra en av bygdene nede i Akershus byttede til sig Askjum i en bygaard i Oslo – en Kristianialeiegaard som det her var sagt, begynner gaardens trængselstid og frasepareringstid.
Dette bytte av en værdifull og præktig landeiendom i en byleiegaard havde neppe poletifulmektig Fahlstrøm forstaaelsen av – og var nok den sidste utvei der burde være forsøkt, for aa komme ut av de økonomiske vanskeligheter.
Skjønt Brustad ikke havde skjøte paa gaarden var det han som begyndte sønderdelingen av gaarden ved aa bygsle bort ca 16 maal av Nerskogen til skomaker Andreas Svendsen fra Vardal i aaret……Dette blev benævnt Nyland. Andreas Svendsens søn kjøpmann Sigvart Nyland i Molde har bygget husene i Nyland og fik flere aar senere skjøte paa bruket.
Samtidig med Nyland bygslet Brustad bort et lidt mindre areal ogsaa av Nerskogen til hjulmaker Johannes Evensen Hagen – fra Glemmestadhagen i ø. Toten, altsaa fra det nærmeste nabolag. Dette bruk er Vilberg.
Brustad sat meget trangt i det og brukte gaarden i kort tid. Brustads søn af første ækteskap Michael Brustad var med paa Askjum. Han var en overmaate kjæk og grei ung mand, der efter flytning fra Askjum utdannet sig som dyrlæge. Han praktiserte……Brustads barn af 2det ækteskap var Aksel, Anna m.fl.
Brustad hugg en del store løvtrær. Han satte inn jægerhest mens han var paa Askjum. Denne hest var kjøpt paa Skjefstad og var en meget pen, lubben og rundbygget mellembrun og ikke meget stor hest. Udmerket god, men et svin aa sko. Smed Hans Jakob Børehaug maatte som regel ned fra [?] stallen paa Breilid for aa faa lagt unner den skoene – og enda gikk det paa livet løs – hvis ikke Matheas Breilistrand tok et tak i den. Denne jægerhesten fik sparket av et bakben ved vatning i Jahrenvann under en utmarch fra Gardermoen. Dette var mange aar senere – og unner Anton Alfstads regime. Han satte da inn en hvitborket hest, der som kavellerihest havde den eiendommelighet at den førte hodet efter marken som om den søkte efter no. Denne hest var kjøbt av Mads Hveem og stod merkelig nok ut de reglementerte aar og var af de heste der fulgte med ved C. Schjølls kjøp av gaarden.
Brustad havde med sig til Askjum en nærmest folkevill hest – brun med stort blis. Denne hesten havde Brustadene med sig ved sin flytning til Breilibakken. Brustads søn Aksel brukte saa efter aa fraflyttet Askjum i et aar eller to gaarden Breilibakken, der ogsaa havde en del trængselsaar først i 80 aarene. Aksel Brustad skal senere ha drevet handel i Kristiania. Hans mor – fru Brustad – var mens hun var paa Askjum en sykelig dame. Om familien for øvrigt kjennes intet til.
Da Brustad ikke kunne greie sine forpliktelser slog største panthaver i Askjum Johannes Karsrud paa sig gaarden. Dæhlen maatte han vistnok allerede da ha overtat et aar eller to før.
Karsrudkongen
Denne Johannes Karsrud var en husmanssøn fra gaarden Tømmerhoel her paa bygden, som ved sin paapasselighed, nøisomhed og ved handel og tilslut ved sit giftermaal med en velstaaende enke blev en – efter den tids maalestok – meget rik mand og eier af flere gaardsbruk.
Johannes Karsrud alm. nævnt som Karsrudkongen kom fra Karsrud i v. Toten og overtok først Dæhlen og saa Askjum og drev begge gaarde som alm. høstningsjordbruk i en del aar. Han nævnes nu alm. som Askjumkongen og solgte Askjum (Han beholdt Dæhlen i noen aar – og solgte denne gaard til Marthin Fjelstad fra Kolbu og hans svigersøn Karl Fjelstad og boet her paa Dæhlen til sin død.) Askjum blev solgt for 28000,- melkekua for kr. 60.00 – seksti – pr. st. og hestene for kr 200,00 pr. st. – til østreTotningen
Anton Alfstad
som bortforpaktet gaarden til sin søn, agronom fra Aas Ole Alfstad, der med sin hustru Kari f. Hval, nu tilflyttede og brukte gaarden i flere aar. Ole Alfstad var en meget interessert og dyktig gaardbruker, der brukte gaarden godt og tok store avlinger. Han samlet sammen flere av de mindre aakerene til større sammenhængende aakrer, grøftet og brøt sten ut af den allerede dyrkede jord. Jevnet ut åkerbakker og reiner mellem aakrene og stelte i det hele meget godt med den i lang tid forsømte jordvei.
Men i denne eiers tid begyndte ogsaa utstykningen for alvor idet
- Sønderengen som br. nr 2
- Østlie 3
- Bakkelie - - 4
- Nyland - 5
- Gropen 6
- Askelie 7
blir frasepareret og solgt, og selv beholder Anton Alfstad hvad nu er igjen af gaarden nedenfor den gamle kongsvei fra Breilid – Hojen – altsaa veien forbi Gropen – Groseth under navn Askjum, grds nr. 138 br. nr 1 – av skyld mark 8,57 – og man faar ved denne Anton Alfstads transaktion det særsyn, at den gamle ærværdige bebyggede gaard – hovedbølet blir bruks nr. 8 – Askjum vestre med mark 19,57 i skyld.
Askjum som fattiggaard?
Da østre Toten i aaret 1900 besluttet aa gaa til innkjøp av en bebygget gaard til pleiehjem (fattiggaard) blev Askjum vestre br. nr. 8 af eieren Anton Alfstad frembudt for kr. 23000,- Se herom Toten bygdebok bind II side 397.
Jakob Gjestvang og unnertegnede var som medlemmer henholdsvis ordfører og viseordfører i østre Toten fattigstyre innkalt til aa møte i en befaring som østre Toten herredsstyre foretok paa Askjum sommeren 1900. Da det dog drog ut med herredsstyrets bestemmelse om hvilken av de 2 gaarde Askjum eller Billerud skulle kjøpes, blev Askjum ut paa høsten solgt til Frants Gjestvang – forannævnte Jakob Gjestvangs bror.
Frants Gjestvang (1900-1901)
tilflyttede saa Askjum om høsten 1900, men boede her kun vinteren over og blev kun vinterbruker, idet han vaaren 1901 byttede til sig gaarden Boksrud i Balke av skyld mark 10,12 av Th. Oulie (egentlig Feiring), der overtog og tilflyttede Askjum vaaren samme aar – altsaa 1901.
Thorstein Oulie (1901-?)
og familien boet saa paa Askjum i noen aar. Oulie, der var musiksergeant eller no lignende – var vel neppe jordbruker; men begyndte allerede straks aa bygge og restaurere uthusene, idet han tok det gamle fjøs med sine solide kalkstensmurer til gjødselkjæller og bygget nyt fjøs over de gamle murene.
Væggene blev bygget af det gamle tømmer i laaven og af nyt tømmer for hva der ikke strak til – og i vinkel med fjøset bygget han saa den laave og stallbygning som staar idag. Innenfor stallen – mot fjøset – blev innredet til grisehus. Inngang til alle disse tre husdyrrum er den samme som i dag, nede i vinkelen.
Oulie bygget billig; men det var en betydelig lettelse for stellet og især for opsamlingen af gjødselen var det en stor fordel at Oulie gik til denne ombygningen.
Oulie brøt op ved pløing ca 20 maal ny jord af slaatengen ovenfor rækslegutuen mot Nordskogen, saa gaardens dyrkede mark nu – med hvad Ole Alfstad havde brutt op – beløp sig til ca. 220 maal. Oulie solgte saa gaarden til Ole Hansen Brodahl fra Vardal.
Ole Brodahl
Ole Brodahls far var garver ved siden af at han drev smaabruket Brodahl ved Dahl i Vardal. Selv var ogsaa Ole Brodahl utlært som garver og arbeidet i Gjøvik som garversvend – mange aar efter salget af Askjum.
Ole Brodahl var en arbeidsom karl, sleit vondt og havde intet igjen for sit stræv. Han havde før kjøpet af Askjum gaardene Hensvoll og Brekke 54,5 af Eng i noen aar. Ole Brodahl solgte saa gaarden med besætning og redskap vaaren 19… til
Claus Schjøll (?-1929)
født paa Schjøll østre i østre Toten og frue Helene f. Braastad fra Vardal. Med Schjøll og frue kommer gaarden unner driftige og veldrevne forhold.
Vannkjelle med stor og nærmest sikkert stadig vann anlægges – vannkjøring har tidligere nærmest været en aarlig – og ofte daglig – foreteelse. Potetesbod paa den øvre bygnings nedrevne 1/3 del bygges. Hovedbygningen ominredes og moderniseres med inngangsportal med svære søiler over hovedingangen. Hagen – med vakker hagetrap – med kjøkken og frukthage anlægges.
Jord og husdyr gir i denne tid store avkastninger. Melken leveres nu til melkefabrikken på Kapp, men omsættes i Schjølls siste brukstid fra privat melkeutsalg i Gjøvik.
Ved salg av gaarden tar Schjøll og fruen,- der da var blit sykelig – igjen tomt til hus og hage like sydøst for gaarden. – Og bygger her en præktig villa, der har den mest storslagne beliggenhet og utsikt som noen kan tænke sig. Gaarden sælger han saa til agronom
Arne Aalstad (eier 1929-)
fra Aalstad i Vardal. Arne Aalstad overtok gaarden som den stod med besætning og redskaper.
Da overproduktion og vanskelige afsætningsforhold for melken nu begyndte aa gjøre sig mer gjældende, kjøber han sig efter en tids leverance i et privat melkeutsalg i Gjøvik inn paa Gjøvik meieri med 20 andeler til en pris av i alt kr 5000,- Tractor anskaffes ogsaa nu.
Arne Aalstad er gift med Helene Stenersen Bratlien fra Stenslie søndre i Nordlien og deres søn Leif Arnesen Aalstad er den første gargutt der er født paa Askjum gaard i de sidste 75 aar.
Jens Askjum
I mine guttedage boet der paa Askjum en bror af føderaadskone Karoline Askjum. Denne mann Jens Bye, gikk altid unner navn Jens Askjum – boet i øvre bygnings 2den etage – var ugift og havde gaaet i brød med sin søster baade i hennes husmortid paa gaarden og nu i hennes føderaadskonetid.
Jens Askjum har i yngre aar deltat i gaardens arbeide; men mit kjendskap til ham indskrænker sig væsentlig til – min og mine brødre Emil og Nils’s beundring for hans enestaaende evne til at fange trost om høsten. Og det gikk frasagn om – at han enkelte dage kunne fange op til 1000 trost enkelte ”store sværmedage”. Han gik da hele dagen og tilsaa sine snarer, der stod rundt om i utkantene af jordene og i de store slaatengene hvor løvskogen var mer spredt og var et ypperlig troste terreng.
Som fisker var Jens en mester – og viste alltid naar fisken beit – som vi sa. Han brukte kun stang og som agn gørleie, mark eller flue og som det var brukelig dergang – sprøt – en fin stang med skjøt paa – alt selvlaget (stang og snøre). Jens Askjum var ogsaa som fangstmann til aa ta reven i saks en ren mester.
Sommertiden drev han med avl av grønsaker – væsentligst gulrot, der slo svært godt til for ham. Øverst oppe i ”Nordengen” havde han et inngjærdet stykke som i den tid benævntes ”kallonien”. Her i kallonien var nok den aller bedste jord – den rene hagejord -, men den laa jo lidt mye mit i nordvæggen.
I vintertiden drev gamle Jens Askjum med aa forarbeide treskjeer, river og ljåorv. Og vi smaaguttene her paa Breilid var flere gange oppe aa handlet river av ham.
En stadig forefallende ”jobb” paa Askjum i de dage var vandkjøringen i nedbørfattige aar og da især i varme sommere og kalde barmarkvintere med ofte holkeføre. Om Jens Askjum fortaltes at han i yngre aar i en saan holkevinter kjørte lybsk nederst i gutua og var borte i en grinstolpe nede ved Berjegrinna.
Mer om Karsrudkongen og Nordliens meieri
Naar jeg nævner lybskkjøring, skal jeg ogsaa nævne at mens Karsrudkongen havde Askjum sprang hestene ut med slaamaskinen. Kjørekaren faldt af og hestene fortsatte rundt vollen i vildt løb flere runder. Mærkelig nok røk ikke den gamle skramlemaskin helt [sund?]. Ved indkjøp av noen mindre dele var maskinen brukbar igjen.
Jeg faar også nævne, da selve ”Karsrudkongen” paa sin melkekjøretur med morgenmelken ned til Nordliens meieri en holkevinter, sprang hesten ut som vi sa om lypskkjøring. Dette var også nede i gutua og nu gikk det saan, at selve ”Kongen” gikk eller faldt med den ene skulder bort i en av grindstolperne nede ved Bergegrinna – saa voldsomt at aksla gikk ut av ledd – og ikke var aa faa i ledd førend 2 budsendte læger havde arbeidet hermed. Vor konge maatte bedøves, men under bedøvingen sang kongen ”Kong Ring” med sin dronning til gjestebud foer….Hele sangen til ende; men det skulde ha været no af en snodig ”episode”. Sangen blev nok ikke git ”dacapo” som nok godt kunne vært tenkelig, for ved aa ha nydt lidt stærkere saker, vilde han altid synge.
Efter en bevæget generalforsamling i Holmen brenneri paa Hunn gaard i den store gamle ”thingstuen” der – som den var kaldt – bad han efterat møtet var erklært hævet – om aa faa lov aa synge den salme, som blev sunget ved a’ Berthe førkjerringa mis begravelse. Hans ønske ble innvilget og – Askjumkongen – som han nu mest almindelig blev benævnt – han reiste sig op mot en vægg og sang salmen til ende.
Vi naboer hørte ofte han sang – efter et lite glass, som vor meieriforpagter senere kjøpmann O. F. Blikseth serverte efter en afsluttet kontrakt om leverance af melk for et tidsrum av 3 mndr. Sjælden lengre tid end paa 3 mndr. blev disse kontrakter afsluttet paa den gang. Og i enkelte kritiske pristider blev kontraktene ikke afsluttet for mere end en maaned eller to. Prisene var dengang sædvanlig 7-8 og 9 øre pr. l og en enkelt maaned om høsten oppe i 10 øre; men saa kunne ogsaa prisen i vaarmaanedene være nede i 6 øre pr. l.
Og hertil kom at leverandørene maatte levere op til 1 f. 5 [?] lang kostved af or eller gran paa hvert 1500 l leveret melk. Helt gratis saa aa si var denne vedleverance, der lidt efter lidt blev avskaffet – efter at kvantumet var forhøiet fra 1500 l til 2000 l og 3000 l leverance for aa maatte levere 1 f. kostved.
Det var innkokningen af mysen der krævde saa meget ved. Og denne sønningen eller primen var lite gjæv og lite lønsom. Jeg husker at primtønder blev returneret fra smør- og ostforhandlerne i Kristiania for aa lagres paa meieriet og saa kokes op igjen før de 2den gang blev sendt til byen. Ja denne sønningen var en begrædelig artikkel og jeg husker en av meieriforpakterne ute paa en av Totenbygderne der populært benævntes D[avi?]d Sønning.
Ja det var nok om kongens kongekvad jeg skulde berette. Han var i de første aar jeg saa ham en ganske staut mann; men var i sine ældre dage ikke saa nøie med rensligheten av drammeglasset. Da P. S. Annekstad og unnert. var oppe hos ham paa Dæhlen, rummet nok ikke drammeglasset stort – dertil var jo belægget inne i glasset for tykt. - ; men saa blev det jo saa mange flere drammer. Ja vi havde nok bare et eneste glass som vi brukte alle 3 – baade kongen og vi to lakeiene.-
Men en original maa man vel si at han var i mange ting. – Da han nede paa Nordliens meieri skulle inntroducere sig hos en af meierskene – som han likte særlig godt –, sa han at grunnen til hans kongenavn ikke var at han ville regjere; men skrev sig fra at han ved flid og sparsomhed havde samlet sig en del midler og jordegods.
I samme forbindelse skal ogsaa nævnes, at han gjerne ville innprente al ungdom sparesans og at man ikke skulde ødsle med noen ting. Han fik ogsaa en av Gjøvik-avisene til aa faa inn som føljetong Benjamin Franklins bog ”Den fattige Richard” eller som den vist nok ogsaa benævntes – noen regler for veien til velstand. Ja, dette kunne nok være no til ”Kongstanke”.
Johannes Karsruds dødsbo var paa over kr. 100000,00 – og gik hans midler til noen fjernere slæktninger. – Af hans midler er neppe no igjen;- de er spredt for alle vinde. Som en æresfordring fortalte han ofte at han ansaa at han i en vaarbakst han utførte for sin mor paa Tømmerhoel fik til gode for en dag. – Han snakket ofte om Pernille Tømmerhoel som en overmaate præktig husmor.
Husmannsplassene – særlig om Gropen
Paa denne tid var der husmænd i Gropen og Askimstuen, i Lund nede ved den senere Thronhjemsvei var der ikke stadig arbeidsplikt. I smiukammerset boede der som regel ogsaa en familie.
Om Gropen – den gamle knapt 2 etages bygning, der endnu staar – fortales at den engang i tiden var nedflyttet fra Askjum for aa benyttes som føderaadsbygning for en eller annen af den gamle Askjumfamilie.
Sagfører Brager fortalte ofte om en Johannes Gropen, der var svært kaut og bratt på det, at han til en – der paahørte Johannes Gropens lovtale om en søn, der efter noen aar som diskenspringer i Kristiania – en vakker dag havde etableret sig som kjøpmann og slog stort paa at ”ja æblet falder ikke langt fra stammen”. - Vel en 14 dage efter denne samtale var sønnens butikk stængt og hele den Gropenske familie utvandret til Amerika. En av denne familien fra Gropens efterkommere var for noen aar siden unner en sangerfærd fra U.S. oppe og fotograferte Gropen og tok med sig en flis av den gamle bygning.”
Møtet med Laurits Larsen
Som jeg en høstdag i 1939 sitter ute paa gaarden paa min 3hjuls cykel, stanser en flot bil og ut kommer en føer herremann i 70 aars alder og gaar like bort til mig aa siger – ’godag Ludvig; det er længe siden vi saa hverandre saa du kjenner nok ikke igjen mig.’ Og saa var det min jevnaldrende ven Laurits Larsen fra Gjøvik – hesteinteresseret som jeg allerede tidlig i gutteaarene – som vi sprang sammen.
Han spør saa efter flere av den gamle familie paa Askjum og jeg fortæller – at jeg netop har lovet den nuværende eier av Askjum aa skrive ned mine erindringer om de eiere af gaarden, som jeg har kjendskap til – og han fortæller da, at han er i besiddelse af morfar Nils Jakobsen Byes slækstpapirer, og noen dage senere faar jeg saa disse papirer tilsendt i recom. brev – og efterat aa ha dem avskrevne returnerer jeg papirene 4/12 1939.
Vedkommende Laurits Larsen er født i Vardal 1869 – og hans far er Lars Starum fra østre Toten – og moren er Berthe Nilsdatter Bye. Laurits Larsen reiste i 20 aars alderen til Laurvig og drev her som bademester – og kjøpte senere hotell her og driver fremdeles i 1939 dette hotell – unner navn – Farris pension.
Laurits Larsen er fremdeles like hesteinteresseret og staar i som styremedlem av Laurvig og omegns traverklubb.
Forsøk på avslutning
Saa skal jeg hermed slutte mine skriverier – og uttale haabet om at jeg ikke har saaret noen af de omnævnte gamle nordlingers minde. Jeg skal beklage at min skrift ikke er blit penere med aarene. Saa haaber jeg at mine optegnelser med alle sine sidesprang kan bli til støtte ved utarbeidelsen av Askjum gaards historie.
Saa haaber jeg at mine optegnelser med alle sine sidesprang kan bli til støtte ved utarbeidelsen av Askjum gaards historie.
Breilid, nordre Toten, 19/12 41.
Ludv. Olsen-Breilid.
Kuene og hestene
Da har igjen lidt plads dette:
Man kan vel ofte undre sig hvorfor det er saa bred kant mellem veigrøften og gjærdet mot Nordskogen. – Jo her gikk kuene veien fra leet nedenfor Gropen og ned i Midtskogen gjennem leet nedenfor Gropløkken og da var det godt aa ha lidt plads paa det – for her var det en ganske stor gjennemgangstrafik i riktig gamle dage.
I de første aar jeg husker buskapen var der noen riktig gilde telemarkskuer, som jeg mener var der allerede i 1879.
Af hestene fra 1879 og 80 husker jeg godt Jægerhesten – en meget pen ganske stor brunborket eller kraakbrun hest med lidt lysere let i svangene. Denne hest blev solgt til husmannen i Gropen den gang Marthin Frydenlund, som kjørte paa fortjeneste ved Gjøvik vannverks anlæg af Vandbassinet, da hele myra blev tømt for aa gi plads til ny[?] bassin. Et stort arbeide med vistnok 1000 vis af hestelæss.
Foruten denne jægerhesten var det ’Høilænneren’ en ganske stor no skarp mellembrun hest. ’Kveldsvebron’ no mindre, ogsaa mellembrun hest. En lærblak stor og ganske grovbygget hoppe alet paa Askjum – no skaklendt som følge af fald paa holken som 2 aar gl. havde Hans Helgerud og jeg med op til Gjeitsæteren i Torpen dagene før St. Hans i 1886. (Denne hoppen tilhørte føderaadskonen Karoline Askjum.) Her havde Kristians amts landhusholdningsselskap en unghoppehavn noen aar.