Kjeldearkiv:Hans Grøn Bull: «Noget om Qvernæss og Grib paa Nordmøer»

Denne nettutgåva er avskrift frå ein fotokopi av førsteutgåva. Rettskriving og teiknsetting er uendra, med desse to unntaka: Lang og kort s er begge attgjevne som s; og stor I/J, som er identiske i originalen, er attgjevne som I eller J etter samanhengen. Ved initialar er det skrive J i tvilsfall. Originalen er i gotisk skrift. Der ord er skrivne med latinsk skrift, er det i staden bruka kursiv. Eit spørsmålsteikn i skarpe klammer [?] viser at ein bokstav var uleseleg i kjelda, [??] to bokstavar, osv. I fotnotane er det tillagt stikkord i [skarpe klammer]. Overskrifter som ikkje er originale er lagt til i [skarpe klammer].

---

«Noget om Qvernæss og Grib paa Nordmøer»
af Hans Grøn Bull ,
residerende Capellan til Qvernæss og Sognepræsz [sic.] til Grib

Topografisk-Statistiske Samlinger
Udgivne af Det Kongelige Selskab for Norges Vel.
Anden Deels Andet Bind. Christiania 1817.
Trykt hos Jacob Lehmann.

Tittelbladet til førsteutgåva.

Forerindring.

Efter S. T. Herr Translateur Jens Krafts Anmodning om at meddele ham Efterretning om Qvernæss Præstegjelds Sogne paa Landet til hans udgivende geographisk-statistiske Verk over Norge, besvarede jeg i dette Efterfølgende de forelagte Spørgsmaal med nogen større Udførlighed i visse Poster, end forlangt, tilføiede Et og Andet, ogsaa Noget om Grib. Da jeg nu formodede, at velbemeldte Herr Krafts Plan ei vilde tillade, at det Skrevne kunde indføres in extenso i hans Verk, som ellers ønskedes, tilskrev jeg ham derom mine Tanker ved Fremsendelsen. I Ærede af 29de sidstafvigte Maaned har han havt den Godhed at melde mig: at han særdeles gjerne vilde have indrykket det Hele i sit Verk, naar dets Grændser havde tilladt en saadan Udførlighed. Da det Hele nu ikke der kan finde Sted, og det, vi havde om Kvernæss og Grib i Herr Sorenskriver Bings Beskrivelse over Norge og i mine Tillæg, er saagodtsom Intet, tager man sig herved den Frihed at fremsende dette Bidrag til den ærede Topographisk-Statistiske Classe af det Kongelige Selskab for Norges Vel, med Ønske, at Samme vilde værdige det Indrykkelse og Plads i sine Samlinger. Mange vilde maaskee tænke, at jeg til dette lidet Arbeide kunde benytte og har benyttet mig af sal. Kempes Samlinger til en Beskrivelse over Nordmøer, hvilke man veed at være til og i mit Eie; men, foruden at det ved Gjennemlæsning er indlysende, at Meget deraf maatte være ham ubekjendt, som død for næsten 46 Aar siden, og at man vel tiltroer mig selv saamegen Kundskab, som her vises, da jeg er født i Kaldet, har været 35 Aar Præst i Samme og havt lidt meer end almindelig Lyst til at kjende saavel Samme i Besynderlighed som mit hele kjære Fædreland i Almindelighed, forsikres, at ikkun saare faa Linier og Vink ere benyttede af hans Verk. Havde Mere været taget, som passende til min Hensigt, hverken jeg vilde eiheller burde have fortiet det, men skulde givet denne sande Hædersmand Æren for Samme. Hans Samlinger tilligemed mine Tillæg samt et af afgangne Major von Richelieu tegnet generelt Kort over Nordmøer og et specielt over Qvernæss og Grib tog jeg mig den Frihed ved Brev af 27de Juni 1810 at forære til det Kongl. Selskab for Norges Vel, som Samme vist skal erholde, om ei Ulykke indtræffer, enten før eller efter min Død, som det befaler. Hva sal. Prof. Schønning siger i sin Reise igjennem Norge, 2det Hefte, S. 64, efter selv at have gjennemseet hos min Fader Hr. Kempes Samlinger: «at han havde en Beskrivelse over Nordmøer under Arbeide, men døde, førend Samme blev ret begyndt», er dog ei meget urigtigt. Vel er Samlingen i en vis Henseende betydelig, som Hr. Professor og Ridder Rosted siger i den Topogr. Journals 23de Hefte, S. 198–99; men, naar man fraregner de mange hele Qvartsiders tætskrevne Excerpter af Schotti Physica curiosa og adskillige andre Skrifter, hvoraf Lidet eller Intet angaaer Nordmøer, svinder Samlingen meget ind. Planen var ypperlig lagt, og denne: Indledning om Nordmøer i Almindelighed, dets Grændser m. m. (Møre menes at komme af Mare, Hav). 1ste Capitel om Dyr, 2det Fugle, 3die Amphibier, 4de Fiske, 5te Insecter, 6te Orme, 7de Væxter, 8de verdslig Historie, 9de Kirke-Historie, 10de Mindesmærker og Oldsager, 11te Sproget, 12te Philosophie, 13de Klima, 14de Folket, 15de Jagt, Fiskerie, Agerdyrkning, 16de Topographie, 17de Mineraler, Jordarter, Frugtbarhed (burde maaskee fulgt paa det 7de), 18de Næringen og Levemaaden, 19de meteorologiske Iagttagelser. De 4 første Capitler indeholde ei noget Rart fremfor det, Professor Strøm har i Beskrivelsen over det ei langtfra liggende og med denne Egn i Meget overeensstemmende Søndmøer; dog i det 2det ved nogle faa Fugle Farven paa deres Æg. Det 5te synes nogenledes fuldstændigt; men om alle findes her i Egnen, vides ikke; i Entomologien er jeg desværre ikke hjemme. I 7de en god Deel Planter, dog ei i systematisk Orden. Ved hvert Kald vel de fleste Præsters Navne, dog eiheller meget Mere paa de fleste Steder; selv om ham selv kun en eneste Linie. Her anmærkes: at min kjære Svoger Hr. Justitsraad og Ridder Johan Lausen Bull forærede mig den 11te Novmbr. 1792 et Manuscript om Geistligheden i hele Trondhjems Stift fra Reformationen, forfattet av Provst Ebbe Carsten Tønder, Sognepræst til Strand paa Søndmøer; som døde den 4de Marts 1785. Samme er af mig tildeels rettet, forøget og efter Mulighed fortsat, samt skjenket den 17de Mai 1813 til det Kongl. Norske Videnskabers-Selskabs Bogsamling; ikkun udbad jeg mig at beholde og fortsætte Skriftet indtil videre; — dette indeholder adskilligt baade Interessant og Udførligt. I 16de anført af Nordmøers Matricul det hvert Kald tilhørende med en eller anden Anmærkning eller gamle Aarstal ved nogle Gaarde, da vel nævnte i gamle Skiftebreve eller Skjøder; ogsaa Afskrift af nogle Pergaments-Breve, samt noget Lidet hist og her om hvert Kald. Det 19de indeholder kun Iagttagelser fra 1ste Mai 1770 til Aarets Udgang, og saaledes i ethvert Capitel meer eller mindre Fragmenter; desuden saa smaat, abrevieret og compres skrevet, at det paa sine Steder er næsten, om ikke virkelig umuligt at læse, endog af mig, som kjender saa godt den sal. Mands Haand; og var vel dette, tilligemed det Meget saa ufuldstændige i Skriftet, Aarsag, at vor lærde og indsigtsfulde Hr. Berg, nu Justitiarius i Aggershuus Stifts Overret, som har meddeelt den Topographiske Journal adskillige Stykker, tilligemed sine ypperlige Anmærkninger, ei kunde komme synderlig tilrette hermed eller udgive det. Tungt, at Døden saa tidlig skulde bortrykke en saa arbeidsom, duelig og lærd Mand, som Hr. Kempe var, førend han kunde bringe dette sit forehavende Arbeide til nogen Fuldkommenhed; aldrig blev jeg istand til at skrive saa godt over denne Egn, som han, thi han besad sjelden Styrke i Naturlæren og Naturhistorien ligesom i andre til et saadant i alle Dele fuldkomment Arbeide fornødne Kundskaber. O! hvor gjerne vilde jeg reise ham et fortjent Æreminde ved at udgive hans Skrift, naar jeg vel kunde, og det ikke havde havt saa store Mangler. Skylden var ikke hans men hans svage Helbreds, som paaskyndte hans tidlige Død; Ingen kunde agte ham høiere end jeg, og, omendskjøndt endda ikkun en Dreng, da han gik ud af Verden, hørte jeg Beretningen om hans Død ned megen Bedrøvelse og taarefyldte Øine, thi han var ligesaa god og behagelig, som ophøiet over Mange i Videnskaberne. Naar han engang imellem besøgte mine Forældre, var Glæden almindelig; mig, som ikke ulærvillig, kunde han godt lide, og vilde taget mig til sig, men Døden skulde nu ogsaa forekomme dette, til mit Tab. Da jeg for Alvor skulde studere, sendte han mig til Foræring en god Udgave af Cornelius, og skrev foran: pellibus exiguis arctatum mitto Nepotem, tu fama eminens ad seros usque Nepotes! som min Fader strax oversatte saaledes: Jeg sender Dig Nepos, kun ringe af Værd; men læs, saa Du bliver navnkundig og Lærd! Vist et velmeent Ønske af denne ædle Mand, skjøndt ikke opfyldt. Den udødelige Biskop Gunnerus agtede ham meget; hans egenhændige Breve vise det, og i hans Flora Norvegica nævnes han paa flere Steder med Ros, som i 2den Deel, S. 123, i Anledning af Lichen Normöricus, “mihi a V. D. IIil. Hag. Kjempe (enjus præmaturam mortem impensius doleo) missus”. Hos de store Lærde Schønning og Strøm var han høit anskreven, og hvilken retskaffen Videnskabsmand, som kjendte denne beskedne, gode og saa fortrinlig oplyste Geistlige, skulde ikke agte og ære ham? Det være mig til Slutning tilladt, at anføre hans Levnetsløb.

Salig Hr. Eiler Hagerup Kempe var født i Trondhjem 1733 den 15de October. Hans Fader Hr. Ole Kempe var Præst ved Hospitalet, hans Moder Birgitta Ross. Ved den Førstes Død var han kun 5 Aar og 8 Maaneder gammel; ved den Sidstes neppe 11 Aar. Han blev dimitteret fra Trondhjems Kathedralskole 1751 med ypperligt Testimonium af Biskop Dr. Fr. Nannestad til Universitetet; thi Rector Dass var da i Kjøbenhavn, og havde udvirket Afstaaelse til Schønning, som ogsaa var der; underkastede sig med Consistorit Tilladelse Examen philosophicum i Mai følgende Aar med Berømmelse, og den theologiske i Marts 1754 med Charakteer Haud illaudabilis (det blev først ved den nye Fundats for Kjøbenhavns Universitet af 7de Mai 1788 befalet, at Ingen maatte meer til denne Examen, som hidindtil var skeet, angive til en vis Charakteer); erholdte for Dimis-Prædiken under Professor Dr. Peder Holm ogsaa Charakteer Haud illaudabilis; informerede derpaa hos Consistorial-Raad siden Prof. theol. extraord. M. A. Haberdorff, da han var Sognepræst ved Nykirken i Bergen, paa 3die Aar; confirmeret til Capellan pro persona for Grøttens Præstegjeld i Romsdalen den 28de April 1758 hos Sognepræsten Hr. Jonas Jacobus Schanche, Søn af Rector Hans Schanche i Trondhjem; ordineret af Biskop Nannestad den 31te Mai; blev 1763 den 29de Juli residerende Capellan til Tingvold, 1764 Medlem af det Kgl. Norske Videnskabs-Selskab, og 1771 den 3die Mai Sognepræst for Ytterøens Præstegjeld ved Trondhjem. Da Brevet om denne Befordring indløb, laae han Lig; thi døde ugift den 12te samme Maaned, som var 6te Søndag efter Paaske, Kl. 1 om Natten, paa Gaarden Knudsæt i Battenfjorden; sengeliggende 12 Dage, og opnaaede saaledes ikkun en Alder af 37 Aar 6 Maaneder 27 Dage. Nylig før sin Død flyttede han fra Gaarden Torvig til Knudsæt, hvor Sognepræstens til Agerøen, salig Hr. Jens Lemvig Liisters Enke Anne Johanne Brun boede, med hvem han var forlovet. Hvad Sorg og Tab denne unge, deilige og eiegode Kone følede ved dette Dødsfald, kan man lettelig forestille sig. Hr. Kempe var stærk i de lærde Sprog, og vel bekjendt med de ypperlige Verker af en Scheuchzer, Dillenius, Ellis, Linnæus, Swammerdam, Musschenbroek, Oeder, Brunniche og Flere; han levede blot for sit Embede og Videnskaberne, læste uophørlig, og fortjener unegtelig en høi Plads iblandt Trondhjems Stifts Præster og Lærde.

Christiansund, den 21de November 1816.

H. G. Bull

Om Qvernæss Præstegjelds 3 Sogne paa Landet.

Qvernæss Præstegjeld er det sydvestligste paa Nordmøer, og grændser imod Syd og Øst til Tingvold og Edøe, imod Nord til Havet, imod Vest til Agerøe og Boe i Romsdalen; det bekjendte høie Fjeld Stemshest er Grændseskjel paa denne Kant imellem Fogderierne Romsdal og Nordmøer. Præstegjeldets Længde fra Øst til Vest udgjør omtrent 3 Miile, og Breden fra Syd til Nord 1 ½ Miil. Det ligger ved Havet, og bestaaer af 4 Kirkesogne, nemlig Qvernæss Hovedsogn, med Annexerne Bremsnæss, Kornstad og Christiansund; denne Sidste er 1 Miil i Nord fra Hovedkirken, de andre 3 Kirker ligge paa Præstegjeldets største Øe Averøen, som er omtrent 4 Mile i Qvadrat, og tillige en af de største i Fogderiet, nemlig Hovedkirken paa Præstegaarden, Bremsnæss 1 kort Miil derfra i Nordvest og 1¼ Miil fra Christiansund i Sydvest, og Kornstad fra Hovedkirken 1 ½ Miil i Sydvest. Præstegjeldet udgjør næsten en Trediedeel af Gimnæss Tinglaug, nemlig 42 Matricul-Nummere til Lands og hele Megs Tinglaug til Søes, paa 3 Gaarde nær, nemlig 114 Matricul-Nummere, som i første Tinglaug udgjøre i Jordskyld 48 Spand 18 Marklav, hvoraf affældt 3 Spand 2 Øre 12 Mkl., og i det sidste, naar Gaardene Godal, Sandblost og Slottem, som høre til Hustad Sogn under Boe, men betale Skatter til Nordmøers Foged, fragaae, 129 Sp. 2 Øre 9 Mkl., hvoraf affældt 5 Sp. 1 Øre 2 Mkl. Det af Kaldets beneficerede Gods, som ligger i Samme, er, iberegnet Præstegaarden og Enkesædet, med Samme tillagte Gaarde: Kippervig 6 Mkl. og Veisæt 1 Spd., begge med L. og B., 18 Spd. 18 Mkl. med Bygsel og 16 Spd. 2 Øre 16 Mkl. med Landskyld; desuden tilligger Tingvolds Præstebord 6 Spd. 2 Øre med B. og 7 Spd. 1 Øre 12 Mkl. med L.; Oure Præstebord 2 Øre 12 Mkl., hvoraf 1 Øre 12 Mkl. uden B.; Trondhjems Bispestol 1 Øre 12 Mkl., efter Affælding, med L.; Frue-Sognekald i Trondheim 2 Spd. 112 Mkl. B. og L., samt det residerende Capellanie ved Trondhjems Domkirke 1 Spd. B. og L. Kirkernes Jordegods, for det Meste i Sognene beliggende, er med og uden Bygsel 14 Spand 18⅜ Mkl. Proprietair-Godset beløber sig for nærværende Tid, 1816, i Gimnæss Tinglaug til 9 Spd. 10 Mkl. med B. og 7 Spd. 2 Øre 17 Mkl. med L., samt i Megs Tinglaug til 41 Spd. 2 Øre 10½ Mkl. med B. og 38 Spd. 1 Øre 23½ Mkl. med L.

Præstegjeldet bestaaer deels af Fastland, deels af mange Øer: Hovedsognet af Noget af det Første og den indre Deel af Averøen; Bremsnæss Annex af en Deel af denne Øe og adskillige andre Øer udenfor Samme ved Havet og længer hen i Nordost, men Intet af det faste Land; Kornstad af den øvrige Deel af Averøen, en Mængde smaae Øer fra Grændserne af Hustad-Sogn ved Stemshest og nordefter, til Bremsnæss Sogn begynder, og desuden af 1 ½ Miils Strækning af Fastlandet. Qvernæss har 85 Decimantere, Bremsnæss 83, Kornstad 163, tilsammen 331, foruden et betydeligt Antal Huusmænd og Strandsiddere i de 2de sidste Sogne; i Hovedsognet ere ikkun 13.

Fjeldene i Hovedsognet ere paa Averøen: Meek-knoken og Nedalskammen; pa det faste Land, som og kaldes Storlandet: Grønsætsnipa, Storfjeldet og Ørnstolen; i Bremsnæss Sogn: Engviklien, Bjøshoelkammen og Sørviglien, Alle paa Averøen; Freikollen paa Fredøe, af hvilken den vestlige og nordlige Deel hører til Bremsnæss; i Kornstad paa Averøen: Fagerfjeldet, af hvilken Guldtanden er en Green, og Hagehornet; paa det faste Land omkring og i Isingvaagen: Harstadfjeldet, Galten, Skrefjeldet, Kjøltua, Stortussen, Sør- eller Lille-Tussen, Hekkelfjeldet, Storknibben, Nonsfjeldet, Nossatinden, og lidt længer ud Sildsætfjeldet.

Vandene: i Hovedsognet paa Averøen Taraldsvandet paa sydvestre Side af Meek-Knoken; af Samme udspringer Mork-Elven ved en Gaard af samme Navn, som er den Sidste og Sydvestligste af dette Sogn paa Grændsen af Kornstad; oppe paa Grønsætsnipa ogsaa et lidet Vand, hvoraf Svart-Aaen nedløber; — i Bremsnæss Sogn Steensvigvandet, de 2de Strømsvande, Haukaasvandet, Hosætvandet, Alle paa Averøen, samt Bolgvandet paa Fredøe; i Kornstad paa Averøen Aae-Vandet, Follandsvandet, Vasdalsvandet, og paa det faste Land Galtvandet, Kjølvandet, Vasgorvandet, Troldalsvandet, Bjørndalsvandet, Nossvandet, hvilket er det største af Vandene i Isingvaagen, en liden halv Miil langt fra nederste Gaard Voxbøen til den øverste Gaard Andorlien, som er den første Gaard i Romsdalen og Hustad-Sogn; paa alle Sider af dette Vand ligge Gaarde. Paa Sildsætfjeldet er det lille Viisnæssvand, længer ned Storviisnæss-Vandet, Lyngstadvandet og Goutstadvandet yderst ved Stemshest, i hvilket Sidste Svaner næsten altid opholde sig, naar det er aabent; men, vil Veiret blive nordligt, søge de Nordost til Vaagene under Gaarden Vaagan i samme Sogn. I de Største gives Øret, her kaldet Oure, Vasoure, saasom: Salmo Trutta & Umbla, Artedi gen., 9 Spec., 9 & 10, og maaskee flere Sorter.

Elve: Strands vulgo Sørstrands, Lyngstads og Uttems i Kornstad-Sogn, Bolgens i Bremsnæss. Af Strømme maa anmærkes: Hendestrømmen ved Gaarden Henden i sidstanførte Sogn, en af de voldsomste paa Nordmøer, kan ikke fares ud eller ind i faldende Søe, løber ud paa Grændsen til Goutsundet i Kornstad-Sogn.

De fleste Aee, som findes i Præstegjeldet, ere saa smaae, at man kan gaae over dem, naar ikke stærkt Regn eller Skybrud indtræffer. Med saadanne Bække er den største Deel af Gaarderne forsynet, hvorudi Bonden har indrettet sig smaae Møller eller Qværnehuse, hvor han kan male sit Korn, naar det haves tørret og færdigt, enten naar Sneen optøer om Foraaret, eller Regn indfalder; det er til stor Lettelse for Vedkommende, hvor saadanne Bække findes, da ei alene de Penge spares, man ellers maatte udgive i Mølleløn paa andre Steder, men ogsaa Tiden, som saaledes kan anvendes paa andre nyttige Arbeider.

Hvad Jordbunden, Klima og Beqvemhed til Agerdyrkning angaaer, da er Jorden paa de fleste Steder stenet, mager eller moradsig, bestaaende deels af Aur (Gruus), Sand, Leer eller Myr; dog er den første Jordart den prædominerende. De mange Stene, større og mindre, hvormed Jorden paa de fleste Steder er opfyldt, gjør Agerdyrkningen meget besværlig. Paa mangfoldige Steder, saavel paa Øerne som det faste Land, gives ogsaa store, flade, dybe Myrer eller Moser, omringede af Klipper og Forhøininger, hvor Vandet enten ikke eller ei uden stort Arbeide kan udtappes; dog vilde det paa mange Steder lade sig gjøre, ligesom det tildeels i senere Tid er gjort i det Smaae, og sikkert lønner Umagen. Naar ny Jord skal optages til Agerland, kan det ikke her paa de fleste Steder skee med Ploug og Heste, som i saamange andre Egne, men maa skee med Spader, Øxe og Hakker, og ved mangfoldige Grøfter paalangs og paatværs. Klimatet er ikke af de ublideste, og Kulden i Almindelighed ei langvarig streng, da Stedet ligger i Nærheden af Havet; men Taage og Fugtighed standser ofte herude Jordens Væxter, naar Solskin og tørt Veir driver Samme i de indenfor liggende Egne; i særdeles hede Sommere, som eller ere de færreste, kan Havets Fugtighed have sin Nytte for Jordens Grøde. Den indre Side af Averøen, som er en Deel af Qvernæss Sogn, ligger meget fordeelagtig for Kornavling, lige imod Syd; ogsaa adskillige Gaarde indenfor og omkring Kornstad-Kirke. Her fryser Kornet næsten aldrig. Paa den modsatte Side af Qvernæss Fjord eller saakaldte Storland ligger Gaarderne tildeels i Baglie, og mere udsatte for den skadelige Nordenvind; dog ere ogsaa de Fleste her temmelig kornvisse. En liden Bygd af Averøen, Bodalen kaldet, hvor alle Gaarde, paa de 3 øverste nær, som høre til Qvernæss, ligge til Bremsnæss Sogn, er ofte udsat for Frost, formedelst Fjelde, Myrer, smaae Elve og Vindstille; men den øverste nærmest Qvernæsseidet, Nedal kaldet, dog ganske sikker. De paa den ydre Side af Averøen ved Havet liggende Gaarde, som søge til Bremsnæss og Kornstad, ere i Almindelighed ei saa kornvisse, medmindre Jordarten er Sand eller Aur, og de ligge frit for Veir og Vind, som Engvig, Strøms Gaarderne, Røsand, Bremsnæss, den smukke matriculerede Øe Ekkelsøe, Fladsæt og Søfstad i Bremsnæss Sogn, den store Gaard Folland, Stor-Løvøen og flere i Kornstad. I dette sidste Sogn gjør Nattekulde tidt Skade paa Sæden i den saakaldte Isingvaag, hvor Sneen længe ligger om Foraaret, Solens Skin hindres af Fjelde i Efteraaret, Myrer, Vande og Elve skade. Sørsæt og Voxbøe ere de usikreste Gaarde, og paa adskillige Steder i Høiden, saasom: Findsæter, Halaas, Brandsæter, Sandnæss og Bollie-Gaarderne, vil Kornet ei alletider modnes; men de have derimod megen god Sommerhavn til Creaturene. Paa nogle Øer ved Havet saaes Intet eller saare Ubetydelig; men paa de fleste dog lidt Havre, efter Stedets Beqvemhed og Opsidderens Dristighed; Søbruget er her alene Hovedsyssel. Averøen er i det Hele meget mager til Græsgang; her ere for det Meste, næst nøgne Bjerge, vaade Myrer og stenige Strækninger, beklædte med et tyndt Dække af Jord, naar undtages nogle faa Gaarde i Bodalen, som have temmelig god Sommerhavn. Øen har 77 matriculerede Nummere, og paa mange 4 eller flere Opsiddere; naar da Alles Creature, store og smaae, gaae overalt omkring, kunne de neppe opholde Livet i kolde og tørre Sommere, saa Nytten af dem bliver saare liden. Ihenseende til Kornvished har vel Hovedsognet, som ellers er det mindste af Strækning og Folketal, Fortrin for Bremsnæss og Kornstad Sogne, og dette sidste, som det folkerigste og vidløftigste, de fleste til Kornavl usikre Steder, deimod Noget forud for hine ihenseende til Græsning, hvor Qvægavlen kunde blive indbringende Næringsvei, og Producterne afsættes med Fordeel. I gode Aaringer kan dn største Deel af Gaarmændene avle saameget Korn, at de med streng Oekonomie og ved Hjælp af Søen kunne have Livsophold Aaret om; men her gives tillige mange Strandsiddere, Huusmænd og Inderster, som maae kjøbe deres Føde for den største Deel af Aaret, og, om de end, ved at tuske med Fiskevarer, kunne faae overladt Noget hos en eller anden Gaardmand, behøve de dog Meget fra Kjøbstaden. Nogle Jordbrugere have i de senere Aar, formedelst mislykkde Fiskerier og overdreven Priis paa Fiskeredskaber, ikke søgt Fiskeværene i Vaarfisket, men hellere opholdt sig hjemme paa Gaarderne, og søgt at forbedre dem. Krigen, og det med Samme forbundne kostbare Kornkjøb, har vel ogsaa lært Mange Vigtigheden af Jordens bedre Dyrkning, men ikke destomindre drives dog denne saa betydelige Næringsvei langtfra med den Flid og Iver, som den fortjener. Det saa fortrædelige Aarbytte, at En paa Gaarden slaaer et Stykke et Aar, en Anden det Samme det andet Aar, derpaa den Tredie, o. s. f., finder endnu desværre Sted paa mange Gaarde, hvorved Agerdyrkning forhindres og Trette befordres. Gjærder, som burde sættes af Steen, hvor de findes, og det er næsten overalt i største Overflødighed, mangle paa mange Steder, saa Enhvers Eiendom ei kan fredes for Uvedkommendes Creature, baade Foraar og Høst. Havre er den Sædart, som meest udsaaes, ogsaa lidt Byg, men mere Halvbyg eller Blandkorn, det er Byg og Havre tilsammen, som giver et godt og kraftigt Meel; kun dette møder undertiden, at, naar Bygaxene ere modne, staae de af Havre endnu tilbage. Bonden har i Almindelighed forlidet Ager, kan saae 4 til 6 i det høieste 8 Tønder, efter Gaardens Størrelse, bruger den samme Ager Aar ud og Aar ind næsten bestandig, gjøder den stærkt, saa den i fugtige Aar bliver meget tyk, lægger sig og giver let Korn; af Havre kan han høste 5 til 6 Fold, af Halvbyg eller Byg 8 til 10 Fold. Sædskifte ellr Foderurters Dyrkning kjender man Intet til, og overalt ere Pløieredskaberne slette; næsten ikke en Eneste eier Jernploug eller Veltefjæl af Jern, Alle usle Træplouge med Jern forpaa, de Fleste ikke Harv, og, om Nogen en enkelt, da kun med Trætinder; de Fleste pleie at grave efter Furen, for at rense Ageren fra Ukrud, og derefter at hegte Kornet ned, som vist er tjenligt, naar det gjøres med Flid, men medtager tillige overmaade megen Tid. Den Gjødning, man samler af Creaturene, er altforliden og utilstrækkelig til Agerlandet, nd sige til Engen; de Fleste forøge den ikke betydelig enten med Myrjord, hvor den haves, ellr med andre Ting, saasom: Tang (fucus nodosus). Paa enkelt Sted kan man see en liden Banke af Myr ved Husene, som forøges med Feieskarn, Torvaske, Fiskevand og andt Affald af Gaarden. Nogle kjøre lidt Myr i Smaafæhusene, men Flere fra de fugtige Steder lige paa Agrene, hvor den blandes med Møg. Saare sjeldent lægges et udmagret Stykke Ager il Hvile, og naar man siger: bræk op dette eller hiint Jordstykke til Ager, svares ofte: hvad skal jeg da have til Eng, — om det bærer aldeles Intet, uden usselt Findskog (nardus stricta), og er ikke værd at fare over med Liaaen. Potatosavling er meget udbredt, og har været det i over 30 Aar. Hvor Jorden er tung, fugtig og ei liggende fordeelagtig for Solen, sættes ei Meget; men ogsaa her kunde den tørres og løses. I Aur og Sandjord, som er noget gjødet, kan den bære 15 eller flere Fold, og der gives de, dog Enkelte, som sætte 2 til 3 Tønder. Hør, Hamp eller Humle avles her ikke; det er en stor Sjeldenhed at see en liden Plet, hvorpaa Noget af disse Ting findes, og ikke værd at tale om.

Klimatet er ikke aldeles ugunstigt for Hauge- eller Frugt-Træers Dyrkning; hos de Distingverede seer man Hauger, hvor de fleste Kjøkken-Urter og Rødder bringes til Fuldkommenhed næsten hvert Aar; ogsaa Frugttræer af Kirsebær, Solbær, Ribs og Stikkelsbær, og selv disse Sidste modnes oftest. Her maa jeg ikke glemme Gaarden Bremsnæss, hvor Kirken af samme Navn staaer; den er bekjendt af det hosliggende Bjerg, hvori 2de mærkværdige Huler, af sine Steenrøser eller Begravelseshøie, af sit Oldtidens Thingsted og af den 1673 fundne rare Krystal-Urne med 2de saa kostbare brede Ringe af Guld, som findes paa det Kongelige Konstkammer i Kjøbenhavn, og aftegnede i Professor Holger Jacobæi Museo regio, Assessor Johan Lauerentzens Udgave, Tab. 2, No. 16. Paa denne Gaard er en Hauge af 187 Al. Længde og 105 Al. Brede, omgiven med et skjønt Steengjærde, og indenfor findes lange, smukke Hække af Bøg, Havtorne og Sveetbriar. Dens forrige Eier, Kjøbmand William Leslie, som døde i Aaret 1814 paa sin Eiendoms-Gaard: Den Lugas ved Bamf i Scotland, anskaffede Aar 1789 og flere, fra sidste Steed, henved 14000 frugtbringende og vilde Træer, hvoraf de Første, i Tal 390, saavelsom en Mængde af de Sidste, bleve ved Scotske Gartnere plantede i Haugen, ligesom det øvrige store Antal hist og her omkring paa Marken. Af de Første vare Æbler, saasom: Golden Pippin Apples, None such Apples, Cluster Green Apples, British Rennet Apples; Pærer: Bergamot Pears, Jargonelle Pears, Windsor Pears, early or James Pears; Blommer: Gage Gren Plumbs; Kirsebær: Duke May or early May Cherries, Gean large black Cherries, Kentish Cherries, Morellos Cherries, samt Solbær, Ribs og Stikkelsbær; af disse 2 Sidste flere Sorter. De vilde Træer vare: Castanie, 2 Slags, Valnød, Plaen, Platanus, Sycomor, Lind, Poppel, 5 Sorter, Eeg, Bøg, Ask, Alm, Laburnum, Service, Lerketræ (Larix), Silver-Fir, Norsk Gran, American Spruce, Balm of Gilead Fir. En god Deel af de vilde Træer har voxet anseelig og trives godt, naar, staaende i Lye for de voldsomme Vestenvinde, mange af dem paa aaben Mark vilde ei komme fort i den magre Sandjord, underkuede af Storm og Snee. I Haugen ere nu altformange, og deraf vel en Hoben forstore til at kunne udplantes. Frugttræerne af saamange ædle Sorter bære i gode Aar skjøn Frugt; men Efteraars-Storme afryste tidt Æbler og Pærer før nogenledes modne; ogsaa tillade ikke Gaardens Agre, at dette saa vidtløftige Hauge-Terrain kan faae den fornødne Gjødsling. I al den Tid, min i Aaret 1802 afdøde Morbroder, Proprietair Hans Grøn, beboede denne smukke og betydelige Gaard af 4 Spand Fiskes Leie, røgtede han saavel Haugen som Jordveien med megen Flid og Omhyggelighed. Hos Bønderne seer man ingensteds Hauger; en Enkelt kan have lidt Roer (Brassica rapa) og Kaalrabi (Brass. oler. Gongylodes) i et ganske lidet Stykke Ager eller paa en anden Jordplet, men oftest staae de altfor tykt.

Præstegaarden Qvernæss er stor og smuk, skylder 4 Spand til Søes; den ligger frit paa et Næss, og har en behagelig Udsigt over Qvernæss- og Frei-Fjorderne til de omliggende Gaarde paa det faste Land, samt paa Bergsøe, Aspøe og Fredøe, hvoraf de 2de første høre ganske til Fredøe-Sogn under Tingvold, ligesom den hele sydlige og østlige Deel af den sidste. Det høie og lodrette Vandfald Svartaae ved Gaarden Grønsæt paa Fastlandet giver et herlig Syn. Fredøe-Kirke falder fra en anden Kant ogsaa meget godt i Øinene i en Distance af ⅜ Miil fra Qvernæss; ja selv fra denne kan man see Bremsnæss Kirke; idelig passere Baade ind og ud, ogsaa ofte større seilende Fartøier. Præstegaarden ligger meget beleilig næsten i Centret af Kaldet og midt imellem Kirkerne, har alle fine Enge og Aagre samlede, ikke Høslætter i Marker eller Fjelde, som Præstegaardene i Oure, Stangvig og Surendal; men Græsgangen for Qvæget er meget ussel. Husene ere allerede forbedrede og oppyntede, og Jorden vel dyrket af Sognepræsten Hr. Lorentz Angell, som ikkun har boet her et Par Aars Tid. Enkesædet Guldset, ½ Spand, et smukt lidet Sted, er nærmeste Gaard paa ydre Side, hvortil min salig Fader Provst Bull anlagde god Vei.

Alle 3 Kirker paa Averøen ligge høit og frit, og kunne øines i en lang Frastand; men, skjøndt de ligge paa samme Øe, er Veien dog saa stenet, moradsig og deels klippig, at man ikke uden megen Møie og Besværlighed kan ride imellem dem; man maa derfor reise til Søes. Opgangen fra Søen til Kornstad-Kirke er brat og steil, især paa indre Side, hvor Stedets Præster i Almindelighed komme til Lands, saa den falder tung og besværlig, fornemmelig naar megen Snee er falden, da man maa gaae. Qvernæss og Kornstad Kirker ere af de saakaldte Stavkirker; meget gamle, formodentlig fra det 16de Seculum; Bremsnæss, en stor og rummelig tømret Korskirke, som blev indviet den 16de October 1771. I Hovedkirken er en gammel men meget smuk Altertavle, hva Midten af den angaaer, som forestiller i 2de Afdelinger Maria med Barnet paa Armen iden ene, og samme Personer med St. Anna hos i den anden Afdeling; Alt prægtig udskaaret, og med ægte Polere-Forgyldning; som endnu ei har tabt sig; men Ziraterne paa Siderne ere af en yngre og slettere Haand. I Choret, paa venstre Haand ved Indgangen til Sacristiet er et Epitaphium over Sognepræsten Hr. Anders Eriksen, sat 1671 af hans efterlevende anden Kone Lisbeth Eriksdatter Aspen, som ellers ei af nogen Værd. I Bremsnæss Kirkes Chor, paa nordre Side, findes en smuk Tavle af Træe, med forgyldte Bogstaver paa sort Grund, opsat i Aaret 1800 af Kjøbmand William Leslie, til Erindring af hans i Christiansund afdøde Forældre og 2de Brødre, hvis Grav hviler udenfor paa Kirkegaarden i et smukt, muret og med Jern-Gitterverk indhegnet Gravsted. Kornstad-Kirke har intet Mærkværdigt.

Ved Gaarden Steensvig er en stor Hule i en Klippe, kaldet Huuslie-Bjerget, hvori man har fundet mange Menneskebeen; ogsaa udenfor Kornstad-Kirke findes en Hule ved Gaarden Tøvig: maaskee Opholdssteder for Sørøvere, ligesom de i Bremsnæss-Bjerget.

Nordlands-Øen, hvorpaa en Deel af Christiansund er bygget, kommer Averøen nærmest i Størrelse, er henved en liden halv Miil i Længde, og, hvor bredest, ⅙ Miil. Her ligger Qværnbjerget og følgende matriculerede Gaarde: Dale, Gløsvaag, Omsund og Ødegaard, af hvilke den Første paa Øens ydre Side tilhører Kjøbmand Morten Helsing, som har forbedret den, og i næstsidste Aar, 1814, ladet opbygge et skjønt Fæhuus af Steen. Gaarden ligger behagelig ved den nordøstre Ende af det saakaldte Dalesund, hvor ethvert Skib eller Fartøi, som gaaer til eller fra Staden igjennem Samme, passerer Stedet forbi. Ødegaard, som ligger paa den indre Side af Øen, lige imod Middagssol, har en yndig Beliggenhed ved det smale Omsund, der er Postmester Johan Koren Christies Eiendom, og af ham meget smukt opbygget og anseelig forbedret. Paa Grændserne af Nabogaarden Omsund har han ogsaa med Omhyggelighed fredet en liden Fyrreskov, som staaer i herlig Væxt, hvortil er anlagt planeret Vei. Gid Andre vilde følge saa rosværdigt Exempel!

I Præstegjeldet findes ingen betydelig Skov af noget Slags, hvilket gjerne er Tilfældet med de fleste Steder hos Havet. Der er største Mangel paa Brændefang paa Averøen, naar nogle faa Gaarde undtages, saasom i Bodalen og et Par andre Steder, hvor der gives lidt Løvskov eller smaae Fyrretræer. Dette gjælder og om den største Deel af Fastlandet, i Qvernæss og Kornstad-Sogn, med Undtagelse af nogle Gaarde i Isingvaag og længer ud i Kornstad-Fjord, hvor det Fornødne kan haves; men Lidet eller Intet til Salg, hvormed ellers de i Præstegjeldet, som kunde afsee Noget, hidtil have hjulpet de Manglende. Bygningstømmer kjøbes sædvanlig i Nabokaldet Tingvold, saasom paa Fredøe, Aspøe og længer hen paa det faste Land. Man brænder paa Averøen smaae Ener og Krat; men selv dette findes mangesteds ikke. Godt Tørveland gives vel paa nogle Steder, men langtfra almindelig; hvor Birketræe før har voxet, som gjerne er i Gruus og Steenjord, haves sjelden Tørv. Endeel af de udenfor liggende Øer mangler dog ikke god Tørveskær. I hele Præstegjeldet gives ikkun 3 smaae Flomsauge, paa Gaarderne Bolgen, Bae og Lyngstadaas; men skæres saare sjelden nogle Stokke paa dem. Man brænder Tjære paa sine Steder, saasom i Isingvaag; men en stor Deel Fyrrerødder er forhen opgraven og afsat. Ingen Beskæftiger sig mere med Tangaske-Brænding, af Fordom, at den ei alene skulde skade Fiskeriene men ogsaa Jordens Væxter.

Paa de fleste Steder avles de behøvende Heste, som her falde smaa, og røgtes i Almindelighed slet, helst paa Øerne, da det hos Bonden ved Havet er bedre at være Koe end Hest; vel kommer Seletøiet næsten aldrig paa dem Vinteren igjennem, men de maae og ofte gaae ude i Frost og gnave den frosne Mose i sig, af Mangel paa god Føde, ligesom inde tage til takke med Halm, Lyng, Tare, Marhalm (Zostera marina), ja Fiskebeen; derfor ere de og om Foraaret, naar de skulle for Plougen, ofte magtesløse, og, skjøndt 2 gaae sammen, med Besværlighed trække den frem.

Hornvæget er smaat, og Faareracen den almindelige Norske, Ulden grov; ikkun Distingverede kunne have halvengelske Faar, det er en Blanding af Norske og Engelske. Havde man ikke paa Udøerne og ved Havsiden Tare (fucus sacchar., ovinus, hyperboreus vel scoparius) til Qvæget, vilde Foderet snart blive forlidet og utilstrækkeligt; man samler den derfor i foregaaende Sommer til følgende Vinter, tørrer den i Sol og Vind paa Bjergene, og gjemmer den siden i Sjaaer, det er en Slags smaae Huse af Stavverk, med Aabning imellem Træremmerne, at Vinden kan trænge igjennem; i det tidlige Foraar, naar Fodermangelen viser sig, føres ogsaa ei alene til disse Steder men ogsaa til de ei altforlangt afsides beliggende Gaarde mange Baade fyldte med Tare, et besværligt og for Livet voveligt Arbeide paa denne Aarets Tid, da der ofte er stor Søgang. Man kommer kogende Vand paa denne Havvæxt, og hælder det af, førend den gives Qvæget. Hjorte findes nu ikke; nogle maaskee paa Fredøe, men sjelde at see paa den Kant af Samme, som ligger til Bremsnæss Sogn. Enkelte kunne have viist sig i Gaardene Vibenstads, Sørvigs og Hjertvigs Udmarker paa Averøen; men, da de ei have Skjul nok af Skov, og desuden ubarmhjertig forfølges, har man i seneste Tid ei seet Nogen. I Kornstad-Sogn drive Enkelte, som beboe det faste Land, paa Rypeskytterie, ei uden Held i store Snevintre; ogsaa fældes undertiden Aarfugle.

Fra Kyndelmisse til midt i April indfalder Skreifiskeriet; thi da pleier denne Sort Torsk (Gadus morrhua) komme og være under Land; den fanges ikkun af Præstegjeldets egne Søfolk, deels med Garn først i Fiskeriet, da Fisken er fedest og ei saa begjærlig bider paa Madingen, deels med [fiskesnøre|Snøre]]længer hen. Fra Pindse til St. Hans-dag fanges Sei (Gadus tripterygius, imberbis, cauda bifurca) med Sækkenøter, 4, 5 til 6 Miile i Havet; et fordeelagtigt Fiskerie, naar det lykkes, da Fisken kan være saa sammenpakket, naar dens Føde, et Slags Aat (Gobius uncialis), i mildt Veir er ved Tarene eller Grundene, at man med et eneste Sæt kan ei alene fylde de dertil brugelige 4 store Baade, men endog flere; dog indtræffer dette ikke ofte, oftere, at Fiskerne ligge flere Dage eller Uger, og faae Lidet eller Intet, hvorved Jordbruget forsømmes af dem, som ere Gaardmænd, paa den bedste Tid af Aaret, da Dagene ere lange. De, som boe paa Øerne nærmest ved Have, fare ogsaa høieste Sommer 8, 9 til 10 Mile ude i Havet, hvor de fiske |langer (Gaudus molva) og store Helleflyndrer eller Qveiter (Pleuronectes Hippoglossus). Disse Fiskerier ere ofte forbundne med yderste Livsfare, naar Storm pludselig opstiger; sjelder gaaer ogsaa noget Aar forbi, uden Nogle jo bive Havet til Deel. Sild fanges undertiden om Høsten med Nøter; dog i lang Tid ikke af Betydenhed i dette Præstegjeld, saa de Fiskende derimod have besøgt andre Steder, saasom Oure og Agerøe, hvor den er kommen under Land. Ved Drivgarn fanges Endeel i maanemørke Nætter, noget før Juul og senere hen, men den er magrere, Brygdefiskeriet drives her ikke. Overalt har Fiskeriet i de sidste Decennier været mindre end før, og i mange Aar yderlig slet, da Fisken vel ikke har søgt Kysten; thi ogsaa den har sine Perioder, da den meer eller mindre indfinder sig af os for det Meste ubekjendte Aarsager. Ikkun 2de ubetydelige Laxvorper ere ved Ikorn-Næsset under Gaarden Høgsæt i Hovedsognet; de eies af 4 fremmede Bønder, som boe paa Aspøen.

Fiskeværene ere i Kornstad-Sogn: Strømsholmen, tilhørende Handelshuset Hof-Agent Peder Kaasbøl & Søn, af megen Betydenhed, da den største Deel af Præstegjeldets Almue i Sognet, saavelsom en stor Deel af Qvernæss Hovedsogn, søger did i Vaarfiskeriets Tid; mange Strandsiddere samt Folk paa Øerne sælge der ogsaa deres Fisk hele Aaret igjennem; — længer nord er Haaholmen, som eies af Handelshuset Nic. Heinr. Knudtzon & Sønner, hvor dog ikkun faa Baade søge hen. I Bremsnæss Sogn: Honningsøen, tilhørende Hof-Agent Peder Kaasbøl & Søn, ganske lidet; og længer nord: Røeggen ved Sveggen, som nu eies af Jomfrue Wilhelmine Grøn Leslie, hvilket er af større Vigtighed.

Jord- eller Steen-Arter, saasom: Marmorbrud eller Steenkul gives ikke, saavidt vides; lidt Kobber-Ertz er for et halvt Snees Aar siden opdaget i et Bjerg ved Gaarden Dyrsæt i Bodalen, hvorpaa Handelsmand i Christiansund Mikkel Grendahl og Interessenter blev meddeelt Muthing af Bergamtet i Trondhjem den 28de Juli 1806, hvorefter Arbeidet begyndtes og fortsattes et Aar; siden blev aarlig Frist-Bevilgning bekostet til 1ste Juni 1813. Man søgte forgjæves at faae smeltet et lidet Qvantum paa Meldahls-Verker. Da der blev, og ventelig vilde blive Under-Ballance, har man ophørt med Arbeidet.

Folket er flittigt og arbeidsomt i det, de fra Børneaarene have lært; men skjøtter derhos ikke meget om at lære noget Nyt, skjøndt det kunde være til deres Nytte. Mange have god Fatte-Evne; Mængden er upoleret, ei Faa høflige og maneerlige i deres Adfærd, men ogsaa Nogle grove og haarde. De ere meget sparsommelige, tarvelige og ædruelige; just ikke godtgjørende, men ei heller ganske kolde, ufølsomme og uskjønsomme; — ellers har Kjærlighed vistnok aftaget og Egennytte tiltaget hos Mange, sidn Krigens Begyndelse og Pengevæsenets ynkelige Forandring. Løsagtighed og Tyverie have ikke her synderlig Sted; Laster, vel mere almindelige i visse Nabo-Egne. Behandlede med Mildhed, Tjenstvillighed og Eftergivenhed, kunne deres Hjerter vindes; ved formegen Alvorlighed og Nidkjærhed kunde de opirres til Vrede, men de lade sig dog lettelig tilfredsstille. Mængden er velartet, følelig og fredeligsindet. Huusfliden strækker sig blot til det Nødvendigste; Qvindkjønnet spinder, væver og binder, men har ikke bragt det til nogen Fuldkommenhed. Mandfolkene seer man nu ofte bære hjemestrikkede og flossede Huer, før næsten altid fremmede. Her ere Skræddere, som sye de brugelige grove Klæder for deres Ligemænd. Man farver uldent Tøi bruunt og rødt med Steenmose (lichen saxatilis) og Allun, blaat med Jamne (lycopodium complanatum & alpinum) og blaae Bridsel, guult med Birkeløv eller med Hundsleik (chlorophyllium sylvestre); naar Tøiet er alluneret. Quindekjønnet gjør tidt Mændenes Arbeide; de føre ei alene Liaen i Høslætten, men skære idelig Kornet om Høsten, og Pigerne maae undertiden roe med Mandfolket i Sækkenot-Tiden. Reenlighed hersker ikke i deres Huse.

Folket er i meget maadelig Forfatning; Endeel kan siges velhjulpen, Ingen bemidlede, Mængden har Møie med at slaae sig igjennem. Odelsbøndernes og Bygselbøndernes Kaar ihenseende til Godhed ere ikke meget forskjellige, medmindre de Første beboe deres Gaardeparter, uden at svare Renter; i modsat Fald Manges ikke bedre end deres, der svare Landskyld-Rettighed. Her gives ingen Aarsfæstere, men Alle ere Bygselmænd paa Livstid, og, naar de paa Samme faae Gaardeparter, og siden deres Børn efter dem, som oftest har været Tilfældet, dyrke og forbedre de Fleste Gaardene efter dette Steds Maade til deres egen Fordeel, sidde ogsaa ved indtræffende Dødsfald af den ene Ægtefælle urørte, da derimod ei sjelden indtræffer, at en ung Mand, som har giftet en Enke paa Eiendoms-Gaard, maa forlade Samme, og saaledes komme i stor Forlegenhed, naar hun døer, og Børn af hendes første Ægteskab, formedelst Ret til Stedet, tage det i Besiddelse.

Den i forskjellige af Norges Egne saa overhaandtagende Handelsaand iblandt Bondestanden mærker man Intet til i dette Præstegjeld.

Om Grib.

Den lille, lave Øe eller Holm Grib paa 63° 13' 30" Pol. Høide ligger 1 Miil 4130 Al. i Nordvest fra Christiansund, i det aabne og brusende Hav, er ikkun saa stor, at den der staaende Kirke, Brygge, Huse og Nøste kan have Plads derpaa; Længden fra Syd til Nord neppe 450 Al., noget kortere fra Øst til Vest. Dens i haardt Veir farlige Landingssteder ere Indre- og Ydre-Vaagen, samt Oukan, ganske korte og smale Bugter, hvor faa Baade kunne komme ind; selv i Indre-Vaag ligger en Tare eller blindt Skær, ei altid roligt. Paa den søndre og vestre Kant er Stedet omgivet med adskillige smaae Holme, saasom: Grønningen, Klakken, Moholmen og Qvitingen; Korpholmen ligger strax nordenfor Ydre-Vaagen. Paa denne, saavelsom paa Oukan, Klakken og Grønningen tørres Klipfisk. Haarskollen 300 Favne i Nord fra Grib, saa lav, at Havets Bølger i maadelig haardt Veir slaae ganske over de; her bleve Jernringe for omtrent 15 Aar siden indsatte for Skibe, men hvor intet kommer, og kan ei heller trygt ligge, da Bugten er aaben for næsten alt Slags Veir. Af de mange Skær anmærkes ikkun Tikan udenfor Korpholmen; Steika, et lidet Fald i lige Linie og tætved Tikan; Præsten, hvor en Præst fra Odden paa Smølen, som i fordum Dage vilde til Grib for at holde Kirketjeneste i en Vacance, skal have sat Livet til; — her er et godt Indløb for kjendte Folk, som komme Nord af Havet, Præstleia kaldet. Østenfor ligger Iverflissa og Langfallene; Vest-Nordvest udenfor Været: Galsbøien, Galsbohouen og Flissa samt Jevle, Skindstakken og Tvesbøuen, som ere 3de Skær, desuden Ydre- og Indre-Foskan. Kong Frederik den 4de solgte hele Grib til Raadmand Hans Horneman i Trondhjem for 336 Rd., ved Skjøde, dateret Fredensborg-Slot den 28de Septbr. 1729, og Kjøbmand John Ramsag den 12te Mai 1753 til Handels-Compagnons John Moses og John Ord for 800 Rd.; disse til Kjøbmand Georg Moses de Totrediedele for 1066⅔ Rd. den 15de Decbr. 1764, og Kjøbmand William Leslie, ved Skjøde af 24de Jan. 1803, sin Trediedeel for 4100 Rd. til Handelshuset Isaach & Thomas Moses, hvilket før eiede de Totrediedele. En af de største Uleiligheder ved Stedet er Mangel paa Vand, der ei anderledes kan haves, end enten ved at samle Regnvandet i Klippernes Huller, hvilket dog ofte fordærves og bliver salt, naar Bølgerne i stor Søgang bryde ind over dette lave Land, saa det ofte har en Hinde over sig af Farve som Spanskgrønt, eller det maa hentes fra Holmen Grønningen, hvor det er nogenledes men ingenlunde ret godt; i Storm og Søgang kan man end ikke med stor og velbemandet Baad komme derhen, skjønt ikkun 3de Bøsseskud derfra, og er man da i stor Forlegenhed. Grib har forhen været det vigtigste Fiskevær i Nordmøers Fogderie; alerede 1589 havde det Kirke og 46 Opsiddere, som et gammelt bekjendt Manuscript, kaldet Kirke-Reformats, tydelig viser. Den nærværende Kirke eller Capel, en liden Stavbygning med Taarn, er bygget 1621. I samme Aar blev ogsaa her bygget en Jagt til Gaarden Aspen; de kunde altsaa da derude bygge store Fartøier; men Skov var her aldrig. I de allerældste Tider boede Stedets Præst her: 1635 den 24de Juni blev det den daværende Hr. Peder Pedersen Stadel bevilget, at flytte herifra og boe andensteds, til større Beqvemmelighed. Efter Rescriptet af 24de Decbr. 1642 har Præsten af Kirkerne paa Nordmøer aarlig 18 Rd. Embedet er forenet med det residerende Capellanie til Qvernæss. Aldrig var Grib saalidet beboet som nu, da det ikkun har 12 Fiskere, hvoraf nogle Lodser, og desuden nogle Enker; de Fleste er yderlig fattige, hvortil mange Aars mislykkede Fiskerier, Krig og Dyrtid vare medvirkende Aarsager. Natten til den 28de Novbr. 1797 truedes Stedet med Undergang, da en forfærdelig Nordvest-Storm, som er den farligste, da Øen meest er blottet paa den Kant, forenet med usædvanlig høi Flod og svær Søgang, borttog i en Tid af 4 Timer næsten alle de Huse, hvori Opsidderne havde deres Levnetsmidler, samt alt deres Brænde, der var indkjøbt for hele Vinteren, saavelsom mange Baade og andet Søredskab; 3de Mennesker, som gjorde Forsøg paa at bjerge, tilsatte ynkelig Livet i Bølgerne. I Aaret 1804 den 22de Febr. gjorde atter Storm fra samme Kant og høi Flod stor Skade paa Huse, Baade samt Fiskeredskaber, og borttog den ene af Bryggene. Naar Søgangen er meget stor, deler den Været i 3 Dele; de, som boe paa de farligste Steder, søge da betimelig hen til de mindre farlige. Aar 1801 den 1ste Febr. var det hele Folketal 167 Personer, og 1815 den 30te April declineret til 59. Stedet har den Fordeel fremfor alle andre Fiskevær i Fogderiet, at Follet i Vaarfiskets Tid ei ligger længer borte, end at man kan see Baadene fra Øen, og Fiskerne altsaa snart i de korte Vinterdage komme paa Fiskegrundene og igjen til Landet; dog meer end langt nok ved opkommende Storm og Uveir. Disse Fiskemeder udenfor Grib ere: Skreisetta, Gjutegga, Nordbakkan, Vestbakkan, Saan, Breigrunden, Longjypa langt ud, en god halv eller trefjerdedeel Miil. Været har været besøgt i Vaarfoskeriets Tid fra Kyndelmisse til Midt i April af andre Steders Almue, nemlig endeel af Qvernæss Hovedsogn, nogle af Bremsnæss, af Folk i Batnefjorden, fra Fredøe, Langholmen og den sydvestlige Side af Øen Tustern; for derude at fiske Skrei; men; da Fiskerierne i de senere Aar have været saare ringe, har den største Deel af den fiskende Almue ikke indfundet sig. I de sidste 20 til 30 Aar har man ogsaa for Grib brugt Torskegarn, og bruges undertiden til Fordeel, men ogsaa ofte til Tab, naar haarde Veir indfalder, hvorved de udsatte Garn bortføres, sønderrives eller reent forkomme, og, findes de end igjen efter langvarig Storm, ere de saameget mere bedærvede, som det paa dem have været megen Fisk; ellers bruger Mængden Snøre med Nytte, naar der er Fisk paa Mederne og fersk Sild paa Anglerne. Fremmede Fiskere ligge gjerne 8 til 14 Dage a Gangen derude, og deels sælge den raae Fisk der til den Kjøbsvend, Handelshuset holder derude, deels bringe den med sig paa Hjemreisen til Christiansund, hvor Gribs Eiere faae eller i det Mindste burde faae første Bud derpaa. Fiskerne fra de før anførte Steder søge og fra Pindse- til Midsommers-Tid til de 3 Mile udenfor Været liggende Grib-Tarer, de paa Søkortene saakaldte Nattergaler, for med Sækkenøter at fiske Sei (den største kaldes Ufs, den mindste Mort). I forrige Tider kunde Stedets egne Beboere bemande 4 Nøter, nu med Møie 1. Da de ikke have Andet at leve af end Fiskerie, drive de alle Slags; om Vinteren i trygt Veir og Maaneskin ere de 3 til 5 Miles Vei i Havet efter langer, og om Sommeren 6 til 8 Mile, da de kunne blive 2 til 3 Nætter borte efter denne Sort Fisk og efter Qveiter. Brygdefiskeriet bragte i Aaret 1781 da Handelskarl derude, nu Kjøbmand i Christiansund, Knud Danholm først i Gang, og var dermed lykkelig; siden har det været brugt af Opsidderne med mere og mindre Flid. Mange Sommere have de ikke faaet en eneste Fisk; silde paa Høsten ere de med deres Garn efter Sild inde i Fjordene. Ikkun Kjøbsvendn holdr en Koe, hvortil slaaes Høe paa de lave Øer, Indgribene, der ligge en liden halv Miil indenfor Været; ogsaa har Enkelte et eller andet Faar paa de omkringliggende, ubeboede Holme om Sommeren, hvor der kan samles lidt Høe til Vinteren, ligesom Lidt indenfor paa Landet undertiden kan faaes tilkjøbs; iøvrigt fødes de meget med Tare og Fisk. Sviin have de Alle, hvilke ligge idelig omkring Huusvæggene og leve af Fisk, og da kan man tænke, Flæsket bliver derefter. Ingen har Hunde, men Alle Katte. Paa Rotter var før ingen Mangel, nu forsvundne. Om Sommeren henter Folket sit Brænde fra Fjordene, fornemmelig fra Skolvigfjorden i Halse-Sogn under Stangvig; i Christiansund kjøbes de fornødne Kornvarer, som ogsaa maae males i de der omliggende Møllehuse. I forrige Tider reiste de ved Michaeli ind til Sundalsøren, 7½ Miil, for imod Fiskevarer at erholde Korn og Meel. Ved Allehelgensdag besøge de nu som før deres Bekjendte i Batnefjorden, for imod tør og saltet Fisk samt Tran at faae igjen Kjød, Smør, Ost, Syre (Valle), Læder o. s. v.; men Nogle have Intet at bringe ind efter. De fare iøvrigt idelig omkring paa Søen efter Føde, ligesom Søfuglene; og, naar de ere døde, bringes de til Bramsnæss, hvor de have Kirkegaard tilfælleds med dette Sogn saavelsom med Staden Christiansund.